Dato for udgivelse
18 Dec 2008 10:20
SKM-nummer
SKM2008.1013.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-125582
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Obligation - kursgevinstlovens § 16 - fremmed valuta
Resumé

Skatterådet bekræftede, at en obligation, hvor afkastet på obligationen afhang af udviklingen på forholdet mellem USD/DKK, var en fordring i fremmed valuta og omfattet af kursgevinstlovens § 16 for fysiske personer.

Hjemmel
Kursgevinstloven
Reference(r)

Kursgevinstloven § 1, § 16
Kursgevinstloven § 29, stk. 3

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 A.D.2.4
Spørgsmål

Vil fysiske personers gevinst og tab på den beskrevne obligation være omfattet af kursgevinstlovens § 16?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund for anmodning om bindende svar

Baggrunden for anmodningen er, at A Bank ønsker klarhed over de skattemæssige konsekvenser for de kunder, der investerer i denne obligation.

A Bank ønsker at tilbyde kunderne en mulighed for at investere i en obligation, hvis afkast afhænger af udviklingen i dollar.

A Bank skal markedsføre og sælge (formidle) obligationen i Danmark, men det er U der er udsteder af obligationen. A Bank har således hverken direkte eller indirekte ejerinteresser i det udstedende selskab eller direkte eller indirekte bestemmende indflydelse i det selskab, der har udstedt obligationen.

I forbindelse med salget af produktet, er det vigtigt for banken at vejlede kunderne rigtigt. 

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S er formidler af obligationen, der udstedes i danske kroner og ønskes noteret på børsen i Luxemburg.

Obligationen er sat sammen ved hjælp af en sikker placering i obligationsmarkedet og en investering i USD/DKK, udtrykt som antal danske kroner pr. US dollar. Investering i USD/DKK sker via køb af en option som er knyttet til udviklingen i USD/DKK. Optionen giver et positivt afkast hvis USD styrkes overfor DKK, og giver et afkast på 0 % hvis dette ikke er tilfældet.

Fordelingen kunne se sådan ud:                                           

Ved en investering på 100 kr.

 

A Banks etableringsomkostninger

2,50 kr.

A Bank investerer

97,50 kr.

Placeret til fast rente

89,90 kr.

Investering i finansielle instrumenter, baseret på USD/DKK    

7,60 kr.

Obligationen er altså kendetegnet ved, at det samlede afkast afhænger af udviklingen mellem USD og DKK.

Den uforrentede obligation har en introduktionskurs på 100 og løbetid er på 2 år.

Obligationen indfris på udløbsdagen med det nominelle beløb plus afkastet. Afkastet beregnes som den procentvise stigning i USD/DKK x deltagelsesgraden x det nominelle beløb. Hvor den procentvise stigning beregnes som:

Slutværdi minus startværdi/startværdi.

Start- og slutværdi:

Startværdien for USD/DKK fastlægges den .... Slutværdien beregnes som et gennemsnit af 5 ugentlige slutkurser for USD/DKK i de sidste 5 uger af obligationens løbetid. Første gang den .... og sidste gang den .... Denne metode kan påvirke afkastet både positivt og negativt afhængigt af markedsudviklingen.

Deltagergraden

Deltagelsesgraden er den andel i procent, kunden får af stigningen i valutakursen når obligationen udløber.

Er deltagelsesgraden 100 %, får kunden hele stigningen i valutakursen. I denne investering forventer A Bank en deltagelsesgrad på ca. 115 %, hvilket vil sige, at kunden får 115 % af den procentvise stigning i valutakursen ved udløb.

Deltagelsesgraden afhænger af renteniveauet og prisen på de finansielle instrumenter bag obligationen. Den kan derfor både blive højere og lavere end 115 %. Er deltagergraden under 95 % ved fastsættelsen .... annulleres udstedelsen.

Eksempel

Det antages, at valutakursen er steget 20 % ved udløb.

Afkastet beregnes som den procentvis stigning i valutakursen x deltagelsesgrad (sættes til 115%):

20 % x 115 % = 23 %

Altså en slutkurs i dette eksempel på: 100 + 23 = 123

Er US Dollar ikke styrket overfor danske kroner når Dollar Comeback .... udløber, vil afkastet være 0 %.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Lovgivning/praksis

Obligationen anses for en pengefordring, da den giver kreditor et retligt krav på betaling i form af penge. Obligationen er omfattet af kursgevinstloven, der omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer jf. lovens § 1.

Af § 1, stk. 2 fremgår det:

"Fordringer og gæld i danske kroner betragtes efter denne lov som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser ..."

Obligationen skal derfor anses for en fordring i fremmed valuta, idet hovedstolen på den angivne måde reguleres i forhold til en fremmed valuta.

Af kursgevinstlovens § 16, stk. 1, fremgår:

"Gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta medregnes, jf. dog § 18. Gevinst og tab skal dog alene medregnes, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med gevinster og tab, som omfattes af § 23, overstiger 1.000 kr. ..."

Det må overvejes, om obligationen skal beskattes efter reglerne om finansielle instrumenter, idet obligationen umiddelbart er omfattet af definitionen i kursgevinstlovens § 29, stk. 3 på strukturerede obligationer, der beskattes som finansielle instrumenter.

Obligationen må anses for undtaget fra beskatning efter disse regler, idet den opfylder undtagelsesbestemmelsen i § 29, stk. 3, 2. pkt., der er formuleret således:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis eventuel gevinst hos personer er omfattet af § 16 eller fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks .... Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. stk. 1, ...."

Da obligationen ikke også reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag jfr. § 29, stk. 3, 3. pkt., skal den heller ikke af denne grund beskattes som et finansielt instrument.   

Det afgørende for afgrænsningen mellem kursgevinstlovens § 16 og kursgevinstlovens § 29, stk. 3 er altså, om obligationen reguleres i forhold til udviklingen i et andet grundlag end valuta.

Banken anser ikke obligationen for reguleret helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag ved, at en del af investeringen er placeret i fastforrentede obligationer, og den resterende del i finansielle instrumenter, der alle er baseret på USD/DKK.

Af SKM2006.785.SR fremgår det:

"Det er SKATs opfattelse, at "udviklingen i et andet grundlag" skal forstås på den måde, at der reguleres med noget andet, end en regulering, der ville medføre, at obligationen blev omfattet af kursgevinstlovens § 16."

Idet kursen på obligationen udelukkende reguleres i forhold til udviklingen mellem de pågældende valutaer, er obligationen ikke omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, hvorfor beskatningen for personers vedkommende foretages efter kursgevinstlovens § 16. For selskabsinvestorer behandles gevinst og tab efter de almindelige regler for beskatning af fordringer i fremmed valuta i kursgevinstlovens Kapitel 2.

SKATs indstilling og begrundelse

Følgende fremgår af KGL § 1, stk. 2, 1. pkt.:

"Fordringer og gæld i danske kroner betragtes som efter denne lov som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser."

Det er SKATs vurdering, at KGL § 1, stk. 2, 1. pkt., omfatter helt eller delvist regulering efter en eller flere fremmede valutaer. SKAT har lagt vægt på at ordet "reguleres" anvendes og dette kan indeholde både en hel eller delvis regulering.

Det fremgår af det oplyste, at obligationen udstedes i danske kroner og et afkast, der via køb af en option er knyttet til udviklingen i USD/DKK.

Dette medfører efter SKATs vurdering, at obligationen er en obligation i fremmed valuta.

Fordringssiden af obligationen for fysiske personer kan være omfattet af enten KGL 16 eller § 29, stk. 3.

Det følger af § 29, stk. 3, 2. pkt., at "Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis eventuel gevinst hos personer er omfattet af § 16 eller fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks.".

Betingelsen for at en obligation er omfattet af KGL § 16, er, at der er tale om en obligation i fremmed valuta. Dette er opfyldt, da obligationen er omfattet af KGL § 1, stk. 2, 1. pkt.

Det følger af KGL 29, stk. 3, 4. pkt., at "Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. stk. 1, og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område.".

Det fremgår af det oplyste, at obligationerne alene vil blive reguleret på baggrund af udviklingen i USD/DKK og der ikke er et andet grundlag som obligationen bliver reguleret efter.

Dette medfører efter SKATs vurdering, at obligationen ikke er omfattet af KGL § 29, stk. 3, 4. pkt.

SKAT finder på baggrund af ovenstående, at obligationen er omfattet af KGL § 16.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmålet.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.