|
Emneord | Tab, investeringsforeningsbeviser, realisationsbeskattede, lagerbeskattede, forkert, rubrik, lovændring, balanceposter, genoptagelse, ekstraordinær |
|
Resumé | Sagen angik, om A var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for skatteårene 2009 og 2010 vedrørende tab og gevinst på investeringsforeningsbeviser i G1, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. A havde selvangivet et tab i 2009 henholdsvis en gevinst i 2010 i rubrik 66 i stedet for rubrik 38. Den forkerte rubricering i selvangivelsen for 2009 havde som konsekvens, at han ikke havde mulighed for at fratrække tabet på investeringsforeningsbeviserne i 2009 i sine gevinster på beviserne i senere år. Højesteret anførte - med henvisning til tidligere højesteretsdomme - at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, må antages at have et snævert anvendelsesområde. Af forarbejderne fremgår bl.a., at bestemmelsen eksempelvis vil finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Det fremgår desuden, at bestemmelsen ikke giver grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag. Højesteret fandt, at skatteansættelsen i skatteårene 2009 og 2010 alene skyldtes As fejlagtige udfyldelse af selvangivelserne. Højesteret fandt på den anførte baggrund, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne føre til, at skatteansættelserne for 2009 og 2010 blev tilladt ekstraordinært genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Højesteret tiltrådte i den forbindelse, at det, som A havde anført om komplicerede skatteregler og om Skattestyrelsens styresignal i SKM2014.302.SKAT samt om, at sagen vedrørte betydelige beløb, ikke kunne føre til et andet resultat. Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom. |
|
Redaktionelle noter | Tidligere instans: Landsrettens dom, SKM2019.649.VLR Tidligere instans: Byrettens dom, SKM2018.496.BR Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 14-4957627 - ej offentliggjort |