|
Resumé | Sagen angik, hvem der efter retsplejelovens § 343, stk. 3, skulle afholde udgiften til honorar til skønsmand i forbindelse med isoleret bevisoptagelse til brug for en klagesag ved Landsskatteretten. Skønsrekvirenterne havde forud for bevisoptagelsen modtaget tilsagn fra skattemyndighederne om fuld godtgørelse af udgifterne til bevisoptagelsen. Både byretten og siden landsretten havde med henvisning til det
meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse pålagt skattemyndighederne at betale skønsmandens honorar. Højesteret udtalte, at udgifterne ved en bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343, stk. 1, afholdes foreløbigt af den part, der ønsker beviset optaget, og at det derfor var skønsrekvirenterne, som foreløbigt skulle
afholde udgiften til skønsmandens honorar. Højesteret udtalte endvidere, at medmindre parterne har aftalt andet, så træffer retten efter § 343, stk. 3, bestemmelse om betaling af omkostningerne ved bevisoptagelsen,
og at der ved afgørelsen heraf skal lægges vægt på, hvem der har fået medhold ved bevisoptagelsen. Højesteret fandt, at der hverken i retsplejeloven eller i skatteforvaltningsloven er holdepunkter for, at en afgørelse om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse kan tillægges betydning ved afgørelsen om sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen efter retsplejelovens § 343, stk. 3. Højesteret fandt på denne baggrund, at der ikke var hjemmel i retsplejelovens § 343, stk. 3, til med henvisning til det meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse at pålægge skattemyndighederne at betale skønsmandens honorar i forbindelse med bevisoptagelsen til brug for klagesagen ved Landsskatteretten. Skønsrekvirenterne skulle derfor betale skønsmandens honorar. |