Parter

1) H1 Technology A/S
(advokat Robert Mikelsons)

2) H2 ApS
(advokat Robert Mikelsons)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat David Auken).

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Kaspar Linkis og Tine Vuust

Under denne sag, der er anlagt den 21. juni 2001, har sagsøger 1, H1 Technology A/S, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes til sagsøger 1 at betale 1.225.934,65 kr. med tillæg af rente i henhold til cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Sagsøger 2, H2 ApS, har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger 2 at betale 880.946,65 kr. med tillæg af rente i henhold til det nævnte cirkulære.

Sagsøgte har påstået frifindelse, men har i det omfang, sagsøgerne måtte få medhold i deres påstande, taget bekræftende til genmæle over for rentepåstandene.

De i påstandene anførte beløb udgør importafgift, som er opkrævet med urette i forbindelse med sagsøgernes import af netværksprodukter i perioden fra juni 1995 til januar 1998. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgerne som følge af den i EF-toldkodeksen artikel 236 fastsatte tilbagesøgningsfrist er afskåret fra at få denne importafgift tilbagebetalt.

Sagens nærmere omstændigheder

H1 Technology A/S og H2 ApS importerede fra henholdsvis 1995 og 1997 netkort og modemmer til EDB-anlæg fra tredjelande uden for EU. Ved indførelse til EU blev disse netværksprodukter frem til den 28. oktober 1996 tariferet som dataudstyr under position 8471 i den kombinerede nomenklatur, der er fastlagt i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 2. juli 1987 med senere ændringer. Den 14. juni 1995 trådte Kommissionens forordning nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur i kraft. I bilaget til denne forordning, pkt. 4, var det blandt andet anført, at netværksprodukter af den i nærværende sag omhandlede type skulle tariferes som telefonudstyr under position 8517 i den kombinerede nomenklatur. Herved blev importafgiften på disse produkter forhøjet i forhold til de tidligere gældende satser.

Told- og Skatteregion Helsingør, gjorde i skrivelse af 28. oktober 1996 til H1 Technology A/S opmærksom på den som følge af forordningen ændrede tarifering af disse netværksprodukter, og der blev fra denne dato betalt importafgift i overensstemmelse hermed. Den 17. december 1996 traf Told- og Skatteregionen afgørelse om, at der skulle ske efterbetaling af importafgifter med i alt 844.604 kr. for de i perioden 14. juni 1995 - 28. oktober 1996 importerede netkort. H1 Technology A/S indbetalte det krævede beløb, men påklagede samtidig afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen. I skrivelse af 24. juni 1998 fastholdt Told- og Skattestyrelsen den trufne afgørelse.

Ved EF-domstolens domme af henholdsvis 19. oktober 2000 i sagen C-339/98 Peacock AG mod Hauptzollamt Paderborn og 10. maj 2001 i sagen C-463/98 Cabletron Systems Ltd. mod The Revenue Commissioners blev det statueret blandt andet, at Kommissionens forordning nr. 1165/95 af 23. maj 1995 var ugyldig, for så vidt den bestemte, at de i nærværende sag omhandlede netværksprodukter skulle tariferes i position 8517, og at produkterne i stedet skulle have været tariferet i position 8471 i den kombinerede nomenklatur såvel før som efter 1. januar 1996. Det blev ved dommen i sagen C-463/98 i overensstemmelse med Generaladvokatens forslag til afgørelse af i. februar 2001 bestemt, at der ikke var grundlag for at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.

På baggrund af dommen i sagen C-339/98 og Generaladvokatens forslag til afgørelse i sagen C-463/98 fremsatte H1 Technology A/S den 14. marts 2001 krav om tilbagebetaling af den importafgift, der som følge af tariferingen af selskabets produkter i position 8517 var blevet betalt for meget fra den 14. juni 1995. Samtidig anmodedes om suspension af eventuelle forældelsesfrister.

Toldcenter Nordsjælland svarede herpå i brev af 23. april 2001, hvori det blandt andet er anført:

"Toldcentret kan under henvisning til Deres anmodning bekræfte, at forældelse som ligger 3 år forud for modtagelsen af Deres skrivelse af 14. marts 2001, dvs. tilbage til 14. marts 1998, er suspenderet som følge af Deres skrivelse.

Det er imidlertid ikke, på nuværende tidspunkt, muligt for toldcentret at suspendere forældelse der ligger forud for 14. marts 1998. Her er Toldcentret nødsaget til at afvente EU-kommissionens beslutning i sagen."

H1 Technology A/S opnåede ikke efterfølgende tilsagn om suspension af forældelsesfrister i videre omfang, end det fremgår af denne skrivelse.

H2 ApS, hvis import af tilsvarende netværksprodukter i perioden 2. juni 1997 - 23. november 1998 ligeledes var blevet tariferet under position 8517 i overensstemmelse med forordning 1165/95, fremsatte i en skrivelse af 14. marts 2001 krav om tilbagebetaling af for meget indbetalt importafgift i denne periode med i alt 1.760.153,09 kr. Samtidig anmodede man om suspension af eventuelle forældelsesfrister. Toldcenter København bekræftede den 26. april 2001, at forældelsesfristen for beløb indbetalt fra den 15. marts 1998 var suspenderet, men ville ikke give tilsagn om suspension for beløb indbetalt før dette tidspunkt.

H2 ApS modtog efterfølgende godtgørelse af for meget opkrævet importafgift med i alt 1.321.810 kr. med tillæg af renter. I skrivelse af 24. september 2002 fra Toldcenter København til H2 ApS er anført blandt andet følgende:

"Toldgodtgørelse

...

Godtgørelse er sket med hjemmel i artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks med senere ændringer.

Godtgørelsen omfatter fortoldningsekspeditioner, som er foretaget inden for 3 år tilbage fra datoen for dommene i ovennævnte sager, jf. artikel 236, stk. 2 i EF-toldkodeksen.

Med hensyn til spørgsmålet om eventuel godtgørelse vedrørende fortoldningsekspeditioner, der er foretaget mere end 3 år tilbage fra datoen for de nævnte domme, henvises til selskabets stævning mod Skatteministeriet.

..."

Forklaringer

CP har forklaret blandt andet, at han er direktør i H1 Technology A/S og i H2 ApS. H1 Technology A/S blev stiftet i 1994 under navnet H1 Nordic A/S og beskæftigede sig oprindeligt med import af multimediaudstyr og andet tilbehør til PC'ere, men har i dag tillige en vis produktion af IT-udstyr. Selskabet H2 ApS blev i 1997 stiftet under navnet Strada ApS af den samme ejerkreds, som står bag H1 Technology A/S. Selskabet blev efterfølgende solgt, men er nu tilbage hos de oprindelige ejere. Der er ingen ansatte i H2 ApS. Ledelsen og driften af selskabet forestås af H1 Technology A/S, og der er i den forbindelse indgået en administrationsaftale mellem selskaberne.

De i sagen omhandlede netværksprodukter blev i begyndelsen importeret af H1 Technology A/S og fortoldet som dataprodukter under position 8471. I efteråret 1996 meddelte Told- og Skatteregionen, at tariferingen af produkterne i stedet skulle ske som telefonudstyr under position 8517. Dette førte til efterbetalingskravet af 17. december 1996. Afgørelsen om efterbetalingskravet blev påklaget, fordi man stod uforstående over for, at produktet ikke længere skulle tariferes som dataudstyr, og fordi man var utilfreds med rådgivningen fra skattemyndighedernes side.

Han var efter Told- og Skattestyrelsens afgørelse i klagesagen bekendt med, at der var utilfredshed med tariferingen af disse og lignende produkter blandt kolleger i EU. Han var opmærksom på den tre-årige forældelsesfrist i EF-toldkodeksen, men havde det indtryk, at det ikke var muligt at afbryde denne frist på en effektiv måde. Han håbede derfor, at eventuelle krav måtte være underlagt en fem-årig forældelsesfrist. Anledningen til sagsanlægget var, at "Peacock-dommen" var blevet afsagt, og at treårsdagen for Told- og Skattestyrelsens afgørelse nærmede sig.

H2 ApS har efterfølgende fået cirka 1,5 millioner kroner i toldgodtgørelse. H1 Technology A/S har derimod ikke fået nogen toldgodtgørelse, da dette selskab i 1997 ophørte med at importere de omhandlede netværksprodukter.

Procedure

Sagsøgerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at sagsøgernes krav ikke er forældede, idet sådanne tilbagesøgningskrav for beløb erlagt i urigtig formening om skyld er omfattet af forældelsesloven af 1908, jf. § 1, nr. 6, og således først forældes efter fem år. Den femårige forældelse blev afbrudt ved anlæggelse af nærværende retssag, hvorfor de i sagen omhandlede krav på tilbagebetaling af toldbeløb, som alle må anses for at stamme fra tiden efter den 21. juni 1996, ikke er forældede.

EF-toldkodeksens artikel 236 er at betragte som en specialregel om forældelse og går som sådan forud for forældelseslovens almindelige regler. Det fremgår imidlertid ikke med fornøden klarhed, at tilbagesøgningskrav er omfattet af denne kortere forældelsesfrist. Således omfatter toldlovens § 31 efter sin ordlyd alene tilbagesøgningskrav vedrørende merværdiafgift og punktafgifter, der "forældes efter samme bestemmelser, som er fastsat i EF-toldkodeksen om forældelse af krav på toldbeløb". Modsætningsvis må det følge heraf, at tilbagesøgningskrav vedrørende told ikke forældes efter toldkodeksen. Forarbejderne til bestemmelsen henviser heller ikke til artikel 236 vedrørende toldkrav, og der er ikke i øvrigt på tilstrækkelig præcis måde henvist til, at artikel 236 skal være generelt gældende i dansk ret. Man må derfor falde tilbage på de almindelige regler om forældelse i den danske forældelseslov.

Hertil kommer, at de i sagen omhandlede tilbagesøgningskrav ikke er omfattet af toldkodeksen, der efter ordlyden af artikel 236, stk. 1, 1. afsnit, kun omfatter de tilbagebetalingskrav, der er opstået som følge af, at toldbeløb "på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen". I det foreliggende tilfælde var toldbeløbene derimod skyldige efter Kommissionens forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995, og der er derfor tale om en betalingssituation, der ikke er omfattet af toldkodeksens artikel 236, stk. 1, 1. afsnit, og dermed heller ikke af forældelsesreglen i toldkodeksens artikel 236, stk. 2.

Selvom sagsøgernes krav måtte være omfattet af artikel 236 i toldkodeksen, så er den treårige forældelsesfrist ikke til hinder for godtgørelse af den af sagsøgerne for meget betalte told, idet fristen skal regnes fra "datoen for underretningen af debitor om de pågældende afgifter". Underretningstidspunktet bør i denne sammenhæng forstås som den dato, da Told- og Skattestyrelsen fastholdt Told- og Skatteregion Helsingørs afgørelse, hvilket var den 24. juni 1998. Henset til ejer- og ledelsessammenfaldet mellem de to sagsøgende selskaber bør denne afgørelse også have betydning for H2 ApS. Kravene om tilbagebetaling, der blev fremsat i breve af 14. marts 2001, er således fremsat rettidigt, og der bør derfor under alle omstændigheder gives sagsøgerne medhold.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgerne ikke har krav på tilbagebetaling af de omtvistede beløb, idet tilbagesøgningskravene er forældede i medfør af toldkodeksen artikel 236, stk. 2, tredje afsnit, jf. stk. 2, første afsnit, jf. samme artikels, stk. 1, første afsnit. Efter disse bestemmelser gælder en frist på tre år for tilbagesøgning af toldbeløb, som er opkrævet med urette, når toldmyndighederne efterfølgende konstaterer, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen.

Den treårige forældelses- eller tilbagesøgningsfrist i medfør af artikel 236 skal i denne sag regnes fra henholdsvis 19. oktober 2000 for så vidt angår told af produkter omfattet af EF-Domstolens dom af denne dato i sag C-339/98 (Peacock), og fra 10. maj 2001 for så vidt angår told af produkter omfattet af EF-Domstolens dom af denne dato i sag C-463/98 (Cabletron). Først på domsafsigelsestidspunkterne kunne toldmyndighederne konstatere, at de pågældende toldbeløb ikke på betalingstidspunkterne var skyldige "efter lovgivningen", det vil sige efter den ved dommene fastslåede objektive retstilstand på betalingstidspunktet. Tidspunktet for Told- og Skattestyrelsens stadfæstende afgørelse i efterbetalingssagen vedrørende H1 Technology A/S er ikke relevant. Det forhold, at sagsøgerne frem til domsafsigelsestidspunkterne var i en retlig vildfarelse angående hjemmelsgrundlaget for opkrævningen, har heller ikke betydning for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, idet suspensionsreglen i artikel 236 alene knytter sig til faktiske omstændigheder. Tilbagesøgningskravet var således forældet efter artikel 236 ved sagsøgernes indgivelse af anmodning om godtgørelse til toldmyndighederne henholdsvis den 14. og 15. marts 2001.

Den femårige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908 er gældende ved siden af toldkodeksens forældelsesregel, men da artikel 236, stk. 2, gælder særligt for tilbagesøgningskrav vedrørende told, går denne forud for den formueretlige forældelsesfrist i 1908-loven. At det forholder sig således, følger også af den omstændighed, at forordningen vedrørende EF-toldkodeksen som sådan er bindende i alle enkeltheder og umiddelbart og direkte anvendelig i dansk ret, jf. EF-Traktatens artikel 249, stk. 2. Denne retsstilling følger endvidere direkte af henvisningsbestemmelserne i toldlovens § 2 og § 31 og forarbejderne til toldloven, hvorved det er forudsat, at krav på toldbeløb forældes efter reglerne i EF-toldkodeksen.

Landsrettens bemærkninger

Det fremgår af toldlovens § 2, at varer, der føres ind i det danske toldområde, behandles efter EF's retsakter, herunder EF's toldkodeks. Efter toldlovens § 31 forældes krav om tilbagebetaling af beløb, der ved varers fortoldning er opkrævet for meget i merværdiafgift eller punktafgifter, efter samme bestemmelser, som er fastsat i EF's toldkodeks om forældelse af krav på toldbeløb.

Toldlovens § 31 afløste med virkning fra den 1. januar 1994 - samtidig med at Rådets forordning 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks trådte i kraft i Danmark - den tidligere gældende toldlovs § 90, der fra den 1. juli 1980, jf. lov nr. 57 af 13. februar 1980, havde haft følgende ordlyd:

"Krav om tilbagebetaling af for meget opkrævet told samt krav om efterbetaling af for lidt opkrævet told forældes efter De europæiske Fællesskabers bestemmelser herom.

Stk. 2. De regler, der efter stk. 1 gælder for forældelse af krav vedrørende told, finder tilsvarende anvendelse på krav om tilbagebetaling og efterbetaling af beløb, der ved varers fortoldning er opkrævet for meget eller for lidt i forbrugsafgifter."

I bemærkningerne til den nugældende toldlovs § 31 hedder det blandt andet, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 1414:

"§ 31 træder i stedet for den gældende toldlovs § 90, stk. 2.

...

Den gældende toldlovs § 90, stk. 1, om tilbagebetaling og efteropkrævning af told foreslås ophævet. Forholdet er reguleret ved toldkodeksen."

Det må herefter lægges til grund, at sagsøgernes tilbagebetalingskrav er underlagt den i EF-toldkodeksens artikel 236 fastsatte tilbagebetalingsfrist på 3 år. Det bemærkes herved, at der ikke i artikel 236 eller EF-toldkodeksen i øvrigt er holdepunkter for fra bestemmelsens anvendelsesområde at undtage tilbagesøgningskrav, der er opstået som følge af, at en på betalingstidspunktet gyldig retsakt efterfølgende erklæres ugyldig.

Fristen for tilbagesøgning af importafgifter må efter artikel 236, stk. 2, 1. afsnit, regnes fra det tidspunkt, da sagsøgerne efter bogføring af afgiftsbeløbet modtog underretning om importafgiftens størrelse, jf. artikel 221. Den omstændighed, at Told- og Skattestyrelsen først den 24. juni 1998 traf afgørelse i klagesagen, kan ikke begrunde en forlængelse af tilbagesøgningsfristen efter artikel 236, stk. 2, 2. afsnit. Fristen for tilbagesøgning var således overskredet, da sagsøgerne den 14. og 15. marts 2001 indgav anmodning om godtgørelse af importafgifter, som de i perioden fra juni 1995 til januar 1998 havde fået underretning om, hvorfor sagsøgte frifindes for de af sagsøgerne nedlagte påstande.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøger 1, H1 Technology A/S, betale 60.000 kr. og sagsøger 2, H2 ApS, betale 40.000 kr. til sagsøgte. Det idømte skal betales inden 14 dage fra denne doms afsigelse.