Parter

A
(Advokat Ole W. Rasmussen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen).

Afsagt af landsdommerne

John Lundum, Elisabeth Mejnertz og Tina van Steen (kst.)

Sagsøgeren, As ægtefælle B drev indtil sin død i marts 1998 sammen med sin far, C, virksomheden H1 I/S. Efter at sagsøgeren havde overtaget boet efter B til hensidden i uskiftet bo, blev virksomheden ved aftale underskrevet den 3. september 1998 solgt til G1 A/S. Denne sag, der er anlagt den 4. marts 2002, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren i 1998 er ophørt med at drive selvstændig virksomhed med den virkning, at sagsøgerens andel af virksomhedens negative driftsmiddelsaldo, jf. den dagældende afskrivningslovs § 6, stk. 1, jf. ligningslovens § 7 P, 249.348 kr., i 1998 skulle beskattes hos sagsøgeren.

Den 4. december 2001 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende sagsøgeren As skattepligtige indkomst for indkomståret 1998. Kendelsen er vedhæftet som bilag til denne dom [SKM2002.124.LSR.red].

Sagsøgeren har under denne sag nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst i 1998 udgør 338.077 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Det fremgår af skrivelse af 21. april 1999, at G1 A/S den 21. april 1999 fremsendte en check på 1.109.395,97 kr. til dækning af Cs og boet efter Bs tilgodehavende vedrørende salg af varelageret med videre. Herefter var der en restsaldo i sælgerens favør på 278.408,13 kr.

R1 udarbejdede årsrapport for 1999 for H1 I/S. Årsrapporten indeholder bl.a. følgende resultatopgørelse med specifikationer:

"...

..."

Sagsøgerens revisor, R1 v/MJ, har i skrivelse af 26. februar 2002 specificeret den samlede omsætning i H1 I/S i 1999 således:

"...

..."

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun aldrig har deltaget i driften af virksomheden og kun har hørt om salget af denne via sin svigerfar og revisoren. Det var således C, der tog sig af driften af virksomheden efter hendes mands død, og det var også ham, der ordnede det hele i forbindelse med salget. Da hendes mand døde, var de nødt til at sælge forretningen. Hun havde ikke noget kendskab til branchen og ønskede derfor ikke at overtage forretningen, og hendes svigerfar kunne på grund af alder ikke drive forretningen videre alene. Hun mener, at der var ca. 5 - 6 ansatte i virksomheden i 1998.

C har forklaret, at han har drevet H1 igennem 40 år. I de senere år drev han forretningen sammen med sin søn, B. Han deltog stadig aktivt i driften af forretningen, da sønnen døde i 1998. Der havde da været overvejelser om, at hans søn skulle overtage hele forretningen. Da hans søn døde, var de nødt til at sælge forretningen. Han kontaktede selv G1 A/S, som han kendte i forvejen. Virksomhedens kopimaskine fulgte ikke med i handlen, fordi han efterfølgende skulle bruge den. Det samme var tilfældet med en skrivemaskine. Han brugte både skrivemaskinen og kopimaskinen i 1999. Priserne på varelageret svingede meget, og derfor indgik de aftalen om, at han kunne vælge overdragelsestidspunktet for varelageret. Han husker ikke idag, om hele varelageret var afhændet ved årsskiftet 1998/1999. Købesummen blev afregnet ret hurtigt efter overdragelsesdagen. I løbet af 1999 blev der solgt nogle partier klude. Disse klude var ikke omfattet af overdragelsesaftalen af 3. september 1998. Han førte løbende kasserapporter i 1999 og havde også løbende kontakt med revisor. Han mener, at virksomheden var momsregisteret i 1999.

Statsautoriseret revisor MJ har forklaret, at han siden 1994 har været revisor for H1 I/S og for interessenterne C og B. Interessenterne var omfattet af henholdsvis kapitalafkastordningen og virksomhedsskatteordningen. Da B døde i 1998, indtrådte hans ægtefælle A i virksomhedsskatteordningen. Han rådgav C og A i forbindelse med overdragelsen af virksomheden. Han var bekendt med indholdet af virksomhedsoverdragelsesaftalen, men havde ikke indflydelse på udformningen af denne. Han har således ikke foreslået, at C skulle beholde kopimaskinen. Da afviklingen af virksomheden skete over et års tid, har det det imidlertid nok været nødvendigt for virksomheden at beholde nogle af driftsmidlerne. C forestod afviklingen af virksomheden fra sin bopæl. På baggrund af Cs kasserapporter udarbejdede vidnet den 30. november 1999 perioderegnskab og den 31. december 1999 endeligt regnskab for virksomheden. Det er rigtigt, at kasserapporterne indeholdt en del private posteringer for C og A, men der var også erhvervsmæssige posteringer, herunder bl.a. afregning af varelager, tilbagebetaling af moms og udgift til revisor og varebil. Skattevæsenet har godkendt disse udgifter som erhvervsmæssige. Han lavede regnskabet ud fra faktureringsprincippet. Han ved ikke præcist, hvornår varelageret blev afhændet. Han mener, at C trak tiden ud for at opnå en bedre pris. Varelageret blev faktureret i henholdsvis januar og april måned 1999. Varelageret befandt sig hos G1 i ..... Det blev først bogført hos G1 i .... efter faktureringen. Den endelige afregning vedrørende varelageret kom først i december måned 1999, muligvis på grund af en tvist mellem køberen og C. Udover salget af varelageret havde virksomheden i 1999 en mindre omsætning på ca. 1.000 kr. vedrørende salg af klude. Han ved ikke, hvorfor kludene, som lå hos G1, først blev solgt på dette tidspunkt. Som det fremgår af regnskabet, udbetalte virksomheden i 1999 gage til C med 50.000 kr. vedrørende dennes arbejdsindsats i forbindelse med afviklingen af virksomheden. Da vidnet udarbejdede virksomhedens årsregnskab for 1998, undersøgte han reglerne vedrørende virksomhedsophør. Han var helt sikker på, at skattemyndighederne ikke ville anse virksomheden for ophørt i 1998 i afskrivningslovens forstand på grund af den praksis, der findes på området. Han mener, at ophørsåret tidligst kan være 1999. Når man er under virksomhedsskatteordningen, sker den endelige beskatning af virksomhedssaldoen senest året efter virksomhedens ophør. For at kunne fortsætte i virksomhedsskatteordningen købte sagsøgeren derfor en udlejningsejendom i 2000. Såfremt virksomheden anses for ophørt i 1998, mister sagsøgeren muligheden for at videreføre virksomhedsskatteordningen og dermed muligheden for at tilrettelægge, hvornår det opsparede overskud på ca. 1 mio. kr. skal beskattes. Det betyder en restskat på ca. 200.000 kr. og yderligere arbejdsmarkedsbidrag på ca. 134.000 kr. i 1999.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den af sagsøgeren i interessentskabet H1 I/S drevne virksomhed ikke er ophørt i 1998. Som følge heraf er ændringen i ansættelsen af sagsøgerens indtægt for 1998, herunder reguleringen i henhold til virksomhedsskatteordningen § 10, stk. 2, uberettiget. Til støtte for, at der ikke er sket virksomhedsophør i 1998, har sagsøgeren nærmere gjort gældende, at der fortsat var aktivitet i virksomheden i 1999. Varelageret blev prisfastsat og afhændet, og herudover var der en mindre omsætning på ca. 1.000 kr. Det fremgår af regnskabet for 1999, at der var omkostninger på ca. 71.000 kr., hvilket er godkendt af skattemyndighederne. C førte kasserapport i hele 1999 og modtog gage på 50.000 for sin arbejdsindsats under afviklingen af virksomheden. Virksomhedsoverdragelsen omfattede ikke alle driftsmidler, idet en kopimaskine og en skrivemaskine ikke medfulgte i handlen. Kopimaskinen og skrivemaskinen er efterfølgende anvendt, blandt andet i forbindelse med afviklingen af virksomheden, hvorfor dispositionen var forretningsmæssigt begrundet. Sagsøgeren har henvist til Vestre Landsrets dom af 20. november 1998 (Tidsskrift for Skatteret 1999, nr. 45) og Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999 (Tidsskrift for Skatteret 1999, nr. 518), som fastslår, at et minimum af aktivitet er tilstrækkeligt til, at virksomheden ikke kan anses for ophørt i afskrivningslovens forstand med den virkning, at et tab på driftmiddelkontoen kan fratrækkes. Det er uden betydning, at afgørelserne vedrører afskrivningslovens § 6, stk. 3, (tabsfradrag), idet både § 6, stk. 1 og § 6, stk. 3, relaterer sig til spørgsmålet om, hvornår en virksomhed kan anses for ophørt.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at aftalen om virksomhedsoverdragelse af 3. september 1998 indebærer virksomhedsophør i henhold til § 6 i den dagældende afskrivningslov, hvorfor ansættelsen af sagsøgerens indkomst i indkomståret 1998 er korrekt. Til støtte for, at der er tale om virksomhedsophør i 1998, har sagsøgte nærmere gjort gældende, at sagsøgeren solgte Bs andel i produkthandelsvirksomheden efter i 1998 at have overtaget dødsboet efter denne til hensidden i uskiftet bo. Aftalen af 3. september 1998 indebærer overdragelse af varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, rettigheder og forpligtelser vedrørende medarbejdere samt stort set alt driftsinventar og driftsmateriel. Det fremgår af årsrapporten for 1999, at virksomheden ikke havde lønudgifter, idet udbetalingen af 50.000 kr. til C må anses for en skævdeling af overskuddet. Det fremgår endvidere, at virksomheden alene havde indtægter i form af afregning af det i overdragelsesaftalen solgte varelager samt en ubetydelig omsætning af klude. Køberen af virksomheden indgik samtidig med købsaftalen aftale om leje af den ejendom, hvorfra virksomheden blev drevet. Endelig fremgår det af overdragelsesaftalen, at C påtog sig en konkurrenceklausul og derfor ikke kunne videreføre virksomheden. Det faktum, at en kopimaskine og en skrivemaskine ikke medfulgte i handlen, kan ikke i sig selv medføre, at virksomheden ikke anses for ophørt. De af sagsøgeren påberåbte afgørelser vedrører ikke spørgsmålet om, hvornår en virksomhed kan anses for ophørt, men spørgsmålet om, hvornår tabet kan opgøres.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det fremgår af bestemmelsen i den dagældende afskrivningslovs § 6, stk. 1, 1. pkt., at der ikke for det indkomstår, hvori en virksomhed blev afhændet, afstået eller opgivet, kunne afskrives på driftsmidler. Ifølge § 6, stk. 1, 3. pkt. skulle forskelsbeløbet mellem salgssummerne og driftsmiddelsaldoen medregnes i den skattepligtige indkomst i ophørsåret. Det lægges til grund, at varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige driftsmidler, bortset fra en kopimaskine og en skrivemaskine, blev overdraget ved virksomhedsoverdragelsesaftale af 3. september 1998. Køber indgik samtidig hermed lejekontrakt vedrørende virksomhedens lokaler, og C forpligtede sig som et led i overdragelsesaftalen til ikke at beskæftige sig med produktforretning i Danmark i 5 år. Virksomhedens indtægter i 1999 hidrørte - bortset fra en ubetydelig omsætning i forbindelse med salg af klude - fra salget af varelageret.

Det findes ikke at kunne tillægges betydning, at en kopimaskine og en skrivemaskine - som efter det oplyste i 1999 blev anvendt af C i forbindelse med den papirmæssige afslutning af salget af virksomheden - ikke medfulgte i handlen. Det bemærkes herved, at det ikke er godtgjort, at der var erhvervsmæssige aktiviteter i 1999.

Herefter, og idet det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke kan føre til noget andet resultat, finder landsretten, at virksomheden er ophørt i 1998. Som følge heraf er ændringen i ansættelsen af sagsøgerens indtægt for 1998 berettiget, hvorfor sagsøgtes frifindelsespåstand tages til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, sagens omkostninger til sagsøgte med 12.000 kr.