Udgangspunktet er, at momsen skal betales af den momspligtige person, der foretager en momspligtig levering af varer og ydelser med leveringssted her i landet, jf. momslovens kap. 4, §§ 14- 22. Se E.1. Bestemmelsen er en hæftelsesregel, fordi den betalingspligtige person også er den person, der hæfter for betalingen, jf. tillige kapitel 4 i opkrævningsloven, LBKG nr. 289 af 28. aptil 2003 med senere ændringer.

Til belysning af praksis på området kan nævnes, at to personer, der i en periode sammen havde drevet virksomhed, hæftede solidarisk for denne periode. Dette gælder, selvom den ene person efterfølgende er udtrådt af virksomheden, og at der samtidig foreligger en intern aftale om, at den anden hæfter for al gæld for den nævnte periode.

Se også Østre Landsrets dom i TfS 1996,378, der vedrørte en skatteyder, som blev erklæret konkurs med fristdagen den 20/2 1990. Senere påbegyndte skatteyderen påny selvstændig virksomhed og opnåede i den forbindelse krav på negativ momstilsvar. Regionen modregnede tilsvaret i restancen oparbejdet inden konkursdekretets afsigelse. Landsretten fandt, at regionen var berettiget til at foretage modregning, idet skatteyderen fortsat hæftede for restancerne fra før konkursen, og betingelserne for modregning i øvrigt var opfyldt.

Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1996,337 gennemgået betingelserne for, at advokaters bestyrelseshonorarer kan tilfalde selskabet i de tilfælde, hvor advokater driver virksomhed i selskabsform. I det tilfælde, hvor honoraret tilfalder advokataktieselskabet, vil selskabet også være den momspligtige person, der er betalingspligtig for momsen af beløbet.

Desuden hæfter et bestyrelsesmedlem i et aktieselskab ikke personligt for selskabets eventuelle momsrestancer, selvom bestyrelsesmedlemmets kontoradresse anvendes som opkrævningsadresse for selskabet.

Vestre Landsret fandt i SKM2007.263.VLR efter bevisførelsen ikke grundlag for at tilsidesætte ToldSkats afgørelse om forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar. Landsretten fandt endvidere, at den samlede hotel- og restaurationsvirksomhed blev drevet af sagsøgeren og dennes ægtefælle i forening, hvorfor sagsøgeren måtte anses for medleverandør af de omhandlede ydelser. Momskravet kunne derfor rettes mod sagsøgeren.