Begrebet arbejdsplads i LL § 9 C er identisk med arbejdspladsbegrebet i LL § 9 B. Se SKM2001.427.VLR, hvor bopæl og arbejdsplads var sammenfaldende og Landsretten derfor ikke fandt, at ejendommen kunne anses som arbejdssted i LL § 9 B's forstand. Det samme resultat ses også af præmisserne til SKM2003.336HR. Der findes dog efter praksis en særlig undtagelse for udgangspunktet om, at et hjem ikke samtidig kan betragtes som et arbejdssted, se skatteministeriets kommentar til 2 ikke offentliggjorte kendelser i SKM2005.218.DEP. Den ene sag handlede om en døgnplejer, som fik udbetalt befordringsgodtgørelse efter statens høje sats for at befordre sig og et plejebarn fra hjemmet til og fra skole mv. Landsskatteretten fandt, at arbejdets karakter medførte, at befordringen skulle anses som erhvervsmæssig befordring "mellem arbejdspladser", hvorfor den var omfattet af LL § 9 B, stk. 3. Skatteministeriet valgte ikke at indbringe afgørelsen, som følge af de helt særlige konkrete omstændigheder, der forelå. Her var der henset til, at til at det var plejebarnets adfærdsmæssige forhold og pasningsbehov, der nødvendiggjorde at døgnplejeren var sammen med barnet, herunder også under transport til og fra skole. Under disse helt særlige forhold blev bilen dermed en rullende arbejdsplads for døgnplejeren, og det primære formål med døgnplejerens befordring af barnet til og fra skole var udførelse af plejearbejdet, og ikke at fungere som chauffør.

Lønmodtagere kan ikke foretage fradrag for befordring efter SL § 6, litra a, jf. LL § 9, stk. 1. Alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted er omfattet af reglerne. Se TfS 1999, 468 VLD, hvor Vestre Landsret ikke fandt grundlag for fradrag for befordringsudgifter ved transport mellem bopæl og studiested. I TfS 2000, 824 LSR fik en ph.d.-studerende og undervisningsassistent medhold af Landsskatteretten i, at der var fradrag for befordring mellem bopælen og universitetet, hvor han havde været lønansat.

ArbejdspladserAlle former for arbejdspladser, der ikke tillige er den skattepligtiges bopæl, er omfattet, herunder ud over almindelige faste arbejdspladser f.eks. kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer.

Betinger arbejdet, at den skattepligtige overnatter uden for bopælen, fx på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dages-reglen i LL § 9 B, jf. afsnit A.F.3.2.

I relation til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads anses et område som en arbejdsplads. Det gælder fx skove og lufthavnsområder.

Har den skattepligtige befordring mellem flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver eller inden for samme arbejdsplads, der ikke godtgøres skattefrit af arbejdsgiveren i overensstemmelse med reglerne i LL § 9, stk. 5, jf. § 9 B, kan den pågældende foretage fradrag efter LL § 9 C.

Fradrag for befordring efter LL § 9 C kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri befordringsgodtgørelse. Har den skattepligtige erhvervsmæssig befordring, og modtages der hel eller delvis skattefri godtgørelse for denne befordring, kan den skattepligtige ikke foretage fradrag efter LL § 9 C for den pågældende strækning. Hvis der alene modtages godtgørelse for kørsel i en del af året eller for en del af strækningen, kan der dog foretages fradrag for den restrende periode/strækning.

I SKM2003.92.HR  fandt Højesteret, at der ikke kunne foretages fradrag efter LL § 9 C for kørsel mellem bopæl og udstationeringssted, da skatteyderen samtidigt modtog time-og dagpenge, fast nattillæg og kørselsgodtgørelse vedrørende én ugentlig kørsel i egen bil mellem hjem og udstationeringssted. De udbetalte godtgørelser var skattefri efter dagældende SL § 5, litra d. Højesteret lagde til grund, at skatteyderen var afskåret fra befordringsfradrag i medfør af ligningslovens § 9 C, selv om hun havde foretaget daglig befordring mellem bopælen og udstationeringsstedet.

Kurser m.v.Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet. De almindelige regler om fradrag for befordring gælder også i situationer, hvor arbejdsgiveren mv. betaler kurset, som er skattefrit for modtageren efter reglerne i LL § 31 jf. § 31, stk. 5, forudsat at der ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 31, stk. 3. Det er også en forudsætning, at der er tale om et egentligt uddannelsessted, hvorimod et praktiksted, hvor man udfører arbejde, ikke er omfattet af disse regler, se nærmere herom i afsnit A.B.1.9.20 og A.F.1.4. Hvis arbejdsgiveren mv. ikke yder skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 31, stk. 3, se herom i afsnit A.B.1.7.2.

Praksis

• I SKM2002.234.LSR fandt Landsskatteretten, at en sygeplejeske, der efter aftale med arbejdsgiveren deltog i en efteruddannelse på Danmarks Sygeplejerhøjskole, og som oppebar fuld løn samt fastholdt optjent anciennitet og pension under disse omstændigheder var beretiget til at selvangive befordringsfradrag for afstanden mellem den sædvanlige bopæl og uddannelsesstedet.
• Skatteministeriet har indgået forlig i 2 retssager ved Vestre Landsret (TfS 1999, 267 VLR og 268 VLR), således at der anerkendes befordringsfradrag for kørsel til et efteruddannelsessted, selvom skatteyderen var på uddannelsesorlov. I begge sager var der tale om sygehjælpere, som deltog i et længerevarende efteruddannelseskursus for sygehjælpere på social- og sundhedsskolen. Kurserne var ikke kompetencegivende og tilsigtede alene en ajourføring af sygehjælpernes grunduddannelse. Der var ydet tjenestefrihed ifølge overenskomsten med arbejdsgiverne, og de pågældende oppebar orlovsydelse fra staten samt supplerende godtgørelse fra arbejdsgiverne, således at indtægten i orlovsperioden stort set kunne forblive den sammme som hidtil. Endvidere indgik orlovsperioden i rettigheden til ferie med løn og i løn- og ansættelsesanciennitet.
  I TfS 1999, 278 DEP er forliget kommenteret af Skatteministeriet. Heraf fremgår at det afgørende for sagens udfald var, hvorvidt efteruddannelsen ud fra en konkret vurdering kunne siges at være gennemført "som led i arbejdet". At efteruddannelsen gennemførtes under en orlov, fandt ministeriet ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at udelukke, at uddannelsestedet kunne betragtes som arbejdstagerens midlertidige arbejdsplads. Er der f.eks. tale om kørsel til en efteruddannelse, som gennemføres efter pålæg fra arbejdsgiveren, vil det normalt være utvivlsomt, at efteruddannelsen gennemføres som led i arbejdet. Udgifterne hertil må efter ministeriets opfattelse normalt anses for at være omfattet af LL § 9 C, selvom arbejdsgiveren i uddannelsesperioden ikke fuldt ud bevarer sine sædvanlige instruktionsbeføjelser.
  Det er fortsat ministeriets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke kan indrømmes befordringsfradrag til lønmodtagere, der har fået bevilget orlov af arbejdsgiveren. Spørgsmålet må imidlertid afgøres på baggrund af en samlet vurdering.
• I en sag om en ufaglært, der på et AMU-center deltog i et 25-dages-kursus om betjening af maskiner, fandt Skatteministeriet, at der forelå en sådan tæt og direkte forbindelse mellem kursusdeltagelse og skatteyderens aktuelle arbejdsfunktion, at kurset blev anset for en løbende ájourføring af den ansattes viden inden for det aktuelle arbejdsområde. Befordringsudgifterne til og fra kurset var derfor fradragsberettiget, jf. TfS 1996, 576 LSR og 566 DEP. Se endvidere Skatteministerens svar i TfS 1997, 471 vedrørende beskatning af kørselsgodtgørelse til lønmodtagere på AMU-kurser.
• Se TfS 1995, 337 TSS om beskatning af kørselsgodtgørelse til praktikelever.
• En smedesvends befordringsudgifter til et kursus i offshoresvejsning (efteruddannelse) blev anset for fradragsberettigede, jf. Skat 1985.10.285.
• En gymnasielærer ansås for berettiget til fradrag efter LL § 9 B og § 9 C for kørsel til et gymnasium, hvor den pågældende modtog pædagogikumuddannelse, da klageren ved kurset rent faktisk deltog i og efterhånden forestod undervisningen på det gymnasium, hvor pædagogikum fandt sted, jf. TfS 1995, 224 LSR.
• En socialrådgivers deltagelse i et årskursus på Den Sociale Højskole blev anset for videreuddannelse, og fradrag for befordringsudgifter kunne ikke godkendes, jf. TOLD·SKAT Nyt, 1993.12. 592 (TfS 1993, 286 LSR). Tilsvarende om en sygeplejeske der deltog i en diplomuddannelse, se TfS 1997, 8 LSR.
• En lærers deltagelse i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole, måtte anses for at have karakter af efteruddannelse og ikke videreuddannelse. Udgifterne til befordring i forbindelse hermed blev anset for fradragsberettigede, jf. Skat 1987.6.435 (TfS 1987, 338 LSR), samt Skat 1990.3.211 (TfS 1990, 136 LSR).

UddannelseUden for bestemmelsen falder derimod fx uddannelsessøgende under skoleophold og arbejdsledige, der modtager uddannelsestilbud som alternativ til jobtilbud. Dette gælder, selv om der ydes løn under uddannelsen. ►Dog vil der være grunduddannelser, hvor tilrettelæggelsen af uddannelsen gør, at uddannelsesstedet kan anses som en arbejdsplads. Der henvises til SKM2007.340.SR og SKM2007.341.SR nedenfor. I så fald vil der kunne tages befordringsfradrag, med mindre der er tale om hel eller delvis arbejdsgiverbetalt befordring jf. ovenfor samt i afsnit A.F.3.1.5◄

PraksisSKM2002.500.LSR, om befordingsfradrag i forbindelse med officersgrunduddannelsen ved Flyvevåbnets Officersskole.

• TfS 2000, 166 LSR, om udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse til pengeinstitutelever. Se A.B.1.7.2.
• TfS 1998, 91 LSR, om befordringsfradrag i forbindelse med en intern uddannelsesordning der er knyttet til stillingen. Kendelsen er kommenteret i TfS 1998, 464 TSS.
• I TfS 1995, 594 og TfS 1998, 69 refereres skatteministerens svar vedrørende befordringsfradrag og skattepligtig kørselsgodtgørelse til arbejdsledige, som deltager i ajourførings- eller genopfriskningskusus.
• I TfS 1997, 749 TSS refereres Told- og Skattestyrelsens udtalelse vedrørende skattepligtig befordringsgodtgørelse til erhvervselever i forbindelse med skoleophold.
• ToldSkat Nyt 1993.15.753 (TfS 1993, 397 TSS) om beskatning af kørselsgodtgørelse til lærlinge og EFG-elever i forbindelse med transport til tekniske skoler.
• Højesterets domme af 28. november 1990 (sygehjælperelev) TOLD·SKAT Nyt 1991.2.67 (TfS 1991, 8 HRD) og (Efg-elev) - TOLD·SKAT Nyt 1991.2.66 (TfS 1991, 7 HRD).
• ►I SKM2007.341.SR og SKM2007.340.SR har Skatterådet truffet afgørelse om at et grunduddannelsessted kan betragtes som et arbejdssted, såfremt der modtages undervisning, der er en integreret del af ansættelsesforholdet. Afgørelserne er kommenteret i SKM2009.382.SKAT hvoraf fremgår at der har udviklet sig en praksis, hvorefter også et grunduddannelsessted kan betragtes som et arbejdssted, såfremt der modtages undervisning, der er en integreret del af ansættelsesforholdet. Dette gælder uanset om, der er tale om en offentlig grunduddannelse eller om eleven under skoleopholdet udfører arbejde eller står til rådighed for arbejdsgiveren. Det er en forudsætning for at anse uddannelsesstedet for et arbejdssted, at den pågældende elev har en uddannelsesaftale med et praktiksted og derved er i et ansættelsesforhold. Skoleopholdet skal endvidere være en mindre del af uddannelsen og praktikken hos arbejdsgiveren skal være den primære del. ◄
• Se SKM2008.114.VLR . En kaptajn i Forsvaret gennemførte en ingeniøruddannelse på universitetet. Han modtog fuld løn under uddannelsen, der varede i 3½ år. Han udførte i perioden ikke arbejde for Forsvaret. Han stod under hele uddannelsen til rådighed for Forsvaret. Han ønskede at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C om fradrag mellem hjem og arbejde for kørslen mellem hjemmet og universitetet. Landsskatterettens flertal fandt, at skatteyderen var berettiget til befordringsfradrag. Flertallet lagde til grund, at skatteyderen var blevet beordret til at deltage i undervisningen, og at studiet skete efter krav fra arbejdsgiveren. Flertallet henviste også til, at det under uddannelsen var muligt for Forsvaret at beordre skatteyderen i sædvanlig tjeneste, hvis der var behov herfor. Uddannelsesstedet måtte derfor sidestilles med et arbejdssted. Skatteministeriet indbragte kendelsen for domstolene.Vestre Landsret gav Skatteministeriet medhold. Landsretten henviste til, at ingeniøruddannelsen på universitetet var en offentlig tilgængelig kompetencegivende uddannelse. Uddannelsen fandtes efter sin art og omfang at være mere end en efteruddannelse for skatteyderen. Derfor var deltagelsen i undervisningen et led i en videregående uddannelse, uanset at skatteyderen havde oppebåret fuld løn. Universitetet var derfor ikke omfattet af begrebet arbejdsplads i ligningslovens § 9 C.