Ifølge bestemmelsen i LL § 7 A, stk. 1, nr. 2, skal værdien af udbytteandele eller lignende i form af aktier, som et selskab udlodder til de ansatte, ikke medregnes i de ansattes skattepligtige indkomst. Det bemærkes, at samtlige betingelser nævnt ovenfor under afsnit A.B.1.10 skal være opfyldt, for at en medarbejderaktieordning er skattefri efter LL § 7 A, stk. 1, nr. 2.

Reglen omfatter aktieselskaber og anpartsselskaber, men ikke andelsselskaber.

Indkomstskattefritagelsen omfatter højst en udlodning på et grundbeløb på  årligt til hver ansat. Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Værdien af aktierne opgøres på tidspunktet for udlodningen. Hvis aktiernes værdi overstiger denne beløbsgrænse, er medarbejderen personligt indkomstskattepligtig af det overskydende beløb som yderligere løn, der medregnes som B-indkomst.

Der kan både være tale om nyudstedelse af aktier og overdragelse af selskabets beholdning af egne aktier.

I SKM2008.310.SR fastslår Skatterådet, at aktier, omfattet af funktionærlovens § 17a, som medarbejderne havde fået tildelt i medfør af Sø- og Handelsrettens dom, ikke var omfattet af skattefriheden i LL § 7 A, stk. 1, nr. 2, idet de pågældende medarbejdere ikke var ansat i uopsagt stilling på tidspunktet for den årlige tildeling af aktier. Medarbejderne beskattes af den værdi aktierne havde på det tidspunkt, hvor aktierne burde været tildelt medarbejderne. Idet medarbejdernes krav på aktier havde været bestridt, udskydes beskatningstidspunktet til det år, hvor Sø- og Handelsrettens dom er endelig. Det bindende svar er påklaget til Landsskatteretten. Se nærmere om aktiernes anskaffelsessum og -tidspunkt i afsnit S.G.7.

I SKM2008.478.SR bekræfter Skatterådet, at et selskab kan tildele aktier m.v. efter LL § 7A til medarbejdere, der er ansat på erhvervelsestidspunktet, men som er i opsagt stilling, når de umiddelbart i forbindelse med fratrædelsen forlanger udbetaling af en skattebegunstiget pensionsopsparing og udbetalingen sker som en "normal" udbetaling fordi efterlønsalderen er opnået, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring.

VærdiansættelsenVed værdiansættelse af børsnoterede aktier, der er noteret på Københavns Fondsbørs, skal anvendes den af Københavns Fondsbørs beregnede gennemsnitskurs "Alle handler"-kursen kl. 17.00 den aktuelle dag. Se TfS 1998, 324 TSS. Unoterede aktier skal værdiansættes til handelsværdien, jf. LV Selskaber og aktionærer, afsnit S.F.2.3.3. For så vidt angår anskaffelsessum for medarbejderaktier erhvervet vederlagsfrit efter LL § 7 A, stk. 1, nr. 2, se TfS 1995, 684 LSR.

Ligningsrådet tiltrådte en ordning, hvor en aftale om kontantlønsnedgang blev kombineret med en medarbejderaktieordning omfattet af LL § 7A, stk. 1, nr. 2. Medarbejderens accept af selskabets tilbud blev anset for retserhvervelsestidspunktet og dermed det afgørende tidspunkt for værdifastsættelsen af aktierne jf. SKM2004.415.LR

Aktiernes rettighederDet er endvidere en betingelse, at de udloddede aktier har mindst samme stemmeværdi som de aktier i selskabet, der har størst stemmeværdi. Denne betingelse fraviges dog for selskaber, der står i koncernforbindelse med en fond, jf. aktieselskabslovens § 2, stk. 1 og 2, samt LL § 7 A stk. 1, nr. 2. Det er en betingelse for fravigelse fra kravet om medarbejderaktiernes fulde stemmeværdi, at den pågældende fond anvender hele sit overskud til erhvervsaktive investeringer eller almenvelgørende formål, samt at medarbejderaktiernes stemmeværdi i så fald svarer til højeste stemmeværdi for de af selskabets aktier, der er i omsætning.

En fond, hvis vedtægter åbnede mulighed for at yde økonomisk støtte til stifterens descendenter, fandtes ikke at anvende hele sit overskud til erhvervsmæssige investeringer eller almenvelgørende formål.

I SKM2004.415.LR godkendte Ligningsrådet en bruttotrækordning vedrørende medarbejderaktier. Ligningsrådet lagde ved afgørelsen til grund, at den aftalte fremtidige kontante løn skulle udgøre beregningsgrundlaget for f.eks. pension og feriepenge. Se i øvrigt afgørelserne SKM2005.287.LR og SKM2005.382.LR (medarbejderobligationer).

Selskabsom-
strukturering
Ved lov nr. 1411 af 21. december 2005 er indsat, at hvis det selskab, der har givet den ansatte ret til at købe eller tegne aktier eller andelsbeviser, indgår i en fusion, spaltning, tilførsel af aktiver eller aktieombytning, inden den ansatte udnytter købe- eller tegningsretten, anses den ansatte ikke for at have afstået aftalen om vederlaget. Det fremgår af bemærkningerne, at det skatteretlige udgangspunkt er, at hvis der sker en væsentlig ændring af en aftale, anses aftalen for at være afstået og en ny for at være indgået. Den ansatte har som udgangspunkt ingen indflydelse på den selskabsretlige omstrukturering, og den ansatte vil dermed som udgangspunkt ikke kunne undgå afståelsesbeskatning. Reglen medfører, at den ansatte ikke skal anses for at have afstået aftalen om vederlaget. Det fremgår endvidere af bemærkninger, at det antages, at reglen kun vil få betydning i et begrænset antal tilfælde, fordi perioden fra selskabets meddelelse om tildeling af de såkaldte gratisaktier til tildelingen ofte vil være begrænset.

BåndlæggelseDet er en betingelse, at der ikke kan ske overdragelse, pantsætning eller anden råden over aktierne før 7 år efter udløbet af det kalenderår, hvor erhvervelsen har fundet sted, jf. LL § 7 A, stk. 1, nr. 2. Aktierne m.v. kan dog stilles til sikkerhed efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E, stk. 3, når der er ydet henstand med betalingen af skatter pålignet efter ABL § 38, stk. 6. Det betyder, at også ansatte, hvis skattepligt til Danmark ophører som følge af en udstationering og som opnår henstand med betalingen af den udløste skat, uanset båndlæggelseskravet kan lægge deres medarbejderaktier til sikkerhed for betalingen af skatten, se også LV Selskaber og aktionærer, afsnit S.G.19.8

Indsendelse af oplysningerFor ordninger omfattet af LL § 7 A, stk. 1, nr. 2 kan der indsendes oplysning om:

  • Kursværdien på erhvervelsestidspunktet af udloddede aktier, den nominelle værdi af det tildelte aktiebeløb og aktiernes stykstørrelse.
  • Aktiernes rettigheder i forhold til andre aktieklasser.
  • Eventuelle begrænsninger i adgangen til at erhverve aktier.
  • Hvorvidt medarbejderen på erhvervelsestidspunktet var ansat i det selskab, hvorfra aktierne erhverves eller modtages, eller i dette selskabs datter- eller datterdatterselskab, herunder disses udenlandske filialer.
  • Tidspunktet for båndlæggelsen, båndlæggelsens omfang og det pengeinstitut, hvor aktierne er båndlagt.

Salg efter båndlæggelsenHvis medarbejderaktierne erhverves vederlagsfrit, anses aktierne skattemæssigt for anskaffet til handelsværdien på tildelingstidspunktet, således at denne værdi lægges til grund ved opgørelsen af evt. skattepligtig fortjeneste, jf. TfS 1995, 684 LSR. I det omfang den ansatte er blevet beskattet af værdien af udlodningen, anses den værdi af aktierne, der er lagt til grund for beskatningen på udlodningstidspunktet, for anskaffelsessum men for aktierne.

AnskaffelsestidspunktFor så vidt angår medarbejderaktieordninger efter LL § 7 A, stk. 1, nr. 2 anses udlodningsdagen som anskaffelsestidspunktet. Ligningsrådet har i SKM2002.316.LR udtalt at udlodningstidspunktet i LL § 7 A, stk. 1, nr. 2 er tidspunktet for bestyrelsens beslutning om udlodning af medarbejderaktier.

I de situationer hvor en udlodning ikke sker efter en bestyrelsesbeslutning er udlodningstidspunkt tidspunktet for generalforsamlingens beslutning.

I en situation, hvor en medarbejderaktieordning omfattet af LL § 7A, stk. 1, nr. 2 var kombineret med en bruttotrækordning fandt Ligningsrådet, at der først var indgået en endelig bindende aftale mellem selskabet og medarbejderen på det tidspunkt, hvor medarbejderen havde accepteret selskabets tilbud, jf. SKM2004.415.LR

Selskabets avanceopgørelseSelskabets avance opgøres efter reglerne i ABL § 26, stk. 2.

Selskabets fradragSelskabet kan fratrække udbytteandele, der udloddes, som almindelige driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk.1, litra a.

Den særlige fradragshjemmel i § 7 A, stk. 1, nr. 2, 6. pkt. er ophævet med virkning fra 31. maj 2003. Det skyldes, at spørgsmålet om et selskabs fradragsret for udlodning af medarbejderaktier afgøres efter SL § 6, stk. 1, litra a, hvorefter selskabet har fradrag også for så vidt angår ansatte i datter- og datterselskaber, jf. SKM2002.571.HR. Der var således ikke behov for en særlig fradragshjemmel i § 7 A, stk. 1, nr. 2. Den situation, at såvel moderselskab som datterselskab kan påberåbe sig en fradragsret efter henholdsvis statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 7 A, hvis datterselskabet refunderer de afholdte udgifter, er herved afskåret.