Selvpensioneringskonti er individuelle opsparingsordninger, der udelukkende har alderdomsforsørgelse til formål.

 

Selvpensioneringskonti med ret til skattemæssige fradrag kunne oprettes indtil 2. juni 1998. For disse selvpensioneringskonti er der fradrag for de indskud, der er foretaget i indkomståret. I bindingsperioden er renter og udbytter med videre, der tilskrives kontoen, ikke indkomstskattepligtige, men PAL-skattepligtige.

 

Selvpensioneringskonti oprettet efter den 2. juni 1998 anses for at være almindelige bankkonti, hvor der ikke er fradrag for indskud og afkastet skal regnes med ved indkomstopgørelsen. Disse ordninger beskrives ikke nærmere, da de ikke er omfattet af PAL.

 

Betingelser for oprettelse

Alle mellem 18 og 50 år kunne oprette en fradragsberettiget selvpensioneringskonto. Kontoen skulle lyde på kontohaverens eget navn og med et udbetalingstidspunkt, der tidligst kunne være 15 år efter oprettelsen og på et tidspunkt, hvor kontohaveren er fyldt 60 år. Samtidig med oprettelsen skulle kontohaveren underskrive en erklæring om, at den pågældende ikke havde oprettet tilsvarende konto andre steder.

 

Indskud og anbringelse af indestående

Kontohaveren kan hvert år efter eget valg indskyde beløb på kontoen, dog minimum 3.000 kr. og maksimum 40.000 kr. i alt. I det beløb indgår ikke renter, da det ikke anses som indskud.

 

Kontohaveren kan anbringe indeståendet på kontiene

  • på en indlånskonto enten kontant eller i puljeordninger, eller
  • i et særskilt depot.

Mulighed for at hæve indestående

Indestående på en selvpensioneringskonto kan hæves, hvis

  • kontohaveren inden bindingsperiodens udløb får en varigt nedsat funktionsevne eller
  • rammes af en livstruende sygdom, som nævnt i bekendtgørelse nr. 1031 af 24. oktober 2005 om udbetaling af kapitalpension m.v. ved livstruende sygdom, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ved kontohaverens død

Hvis kontohaveren dør før bindingsperiodens udløb, ophører selvpensioneringskontoen pr. dødsdagen, og indeståendet frigives til den, der ifølge skifteudskrift er berettiget til indeståendet.

 

Se også

Reglerne for selvpensioneringskonti fremgår af PBL § 51, og af bekendtgørelse nr. 302 af 2. maj 2000 om selvpensioneringskonti oprettet før den 2. juni 1998.

 

Bemærk

Selvpensioneringskonti oprettet før indkomståret 1987 med et indestående, der er mindre end 500 kr., kan hæves selv om de almindelige betingelser ikke er opfyldt. Se LV - Almindelig del afsnit A.C.3.2.1.