Indhold

Afsnittet beskriver hvornår der skal beregnes yderligere stempelafgift på en allerede stemplet skadesforsikring, og indeholder følgende punkter:

  • Resume
  • Reglen
  • Betingelserne
  • Yderligere afgift

Resume

Der skal beregnes yderligere afgift for oprettelse af nye dokumenter vedrørende et eksisterende forsikringsforhold eller for ændringer til eksisterende forsikringsdokumenter, medmindre disse er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i STEMPAL § 10, stk. 2, 1. pkt.

Reglen

Efter STEMPAL § 10, stk. 2, 1. pkt., kan parterne i forsikringsforholdet på et senere tidspunkt oprette et nyt dokument vedrørende det samme forhold eller aftale ændringer til det eksisterende forhold - uden betaling af yderligere afgift.

Betingelserne

Afgiftsfriheden er betinget af, at ændringerne i forsikringsaftalen kunne have været indeholdt i det oprindelige forsikringsdokument, uden at ændringerne ville have medført en højere afgift, end den der er betalt ved oprettelsen af forsikringen.

Dette betyder, at følgende 3 betingelser skal være opfyldt:

  • Dokumenterne eller ændringerne angår samme retsforhold som i det oprindelige forsikringsdokument.
  • Dokumenterne eller ændringerne angår samme parter som i det oprindelige forsikringsdokument.
  • Dokumenterne eller ændringerne er oprettet inden ophør af det oprindelige retsforhold.

Ny betaling af stempelafgiften
Der skal derfor på ny afregnes fuld stempelafgift hvis:

  • oprettelse af dokumentet eller ændringen medførerer en udvidelse af den forsikrede interesse eller risiko (nyt retsforhold). Se nærmere punkt H.3.6.2 - H.3.6.6
  • oprettelse af dokumentet eller ændringen skyldes udskiftning af en eller flere af de oprindelige parter til retsforholdet (en eller flere nye parter). Se nærmere punkt H.3.6.7 og punkt H.3.6.8

Differenceafregning (forskelsstempel)

Der skal beregnes afgift af differencen i afgiftsgrundlaget i forhold det oprindelige dokument (forskelsstemples) hvis:

  • der er aftalt indeksregulering af forsikringssum og/eller præmien
  • forsikringssummen forhøjes og afgiften er tidligere beregnet af forsikringssummen
  • præmien forhøjes og afgiften er tidligere beregnet af præmien