Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, ydes der ikke godtgørelse af energiafgift på varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. dog stk. 5.

Bestemmelserne i kulafgiftsloven (§ 8, stk. 3, 1. punktum) og naturgasafgiftsloven (§ 10, stk. 4, 1. punktum) er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelserne gælder som anført både for rumvarme og varmt vand, som virksomheden selv producerer, og for leverancer af varme og varmt vand fra fjernvarmeværker mv.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der heller ikke godtgørelse for afgift af elektricitet, som forbruges i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov.

Afgiftsgodtgørelsen for energi til rumvarme og varmt vand blev aftrappet i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 1998, hvor godtgørelsen bortfaldt helt, se F.6.1.2.

Naturgas og bygasFor naturgas og bygas, der blev afgiftspligtig fra 1. januar 1996, har der ikke på tilsvarende måde som for andre afgiftspligtige brændsler været en aftrapning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, se F.6.1.2.

Naturgas, der anvendes til fremstilling af varme har i øvrigt indtil 1. januar 2001 været pålagt en lavere energiafgift end fx olie.

Afgiftsforskellen har almindeligvis ikke udmøntet sig i lavere priser for naturgas, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand, da gasselskaberne har måttet sælge naturgas - beregnet til fremstilling af rumvarme og varmt vand - til en pris, som om der var "fuld" afgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne afgiftsforskel mellem den faktiske afgift og afgiften, hvis naturgas havde været belagt med fuld energiafgift, har været benævnt som "skyggeafgift". Overfor momsregistrerede virksomheder har skyggeafgiften også været benævnt som et "rumvarmetillæg".