I henhold til momsbekendtgørelsen § 40a, stk. 1, skal udenlandske virksomheder, hvis salg er omfattet af omvendt betalingspligt efter lovens § 46, stk. 1, nr. 1-3 og 5, udstede en faktura efter i de almindelige regler efter bekendtgørelsens § 40, stk. 1, dog uden oplysning om momsbeløbets størrelse, idet det er aftageren, der skal betale momsen. Fakturaen vedrørende disse leverancer skal desuden indeholde oplysning om:

1) købers registreringsnummer (CVR- eller SE-nummer),

2) sælgers registreringsnummer i hjemlandet, hvis sælger ikke har et dansk registreringsnummer, og

3) at køber skal betale den moms, der påhviler leverancen, f.eks. ved anførsel af "omvendt betalingspligt, køber afregner momsen", "reverse charge, buyer settles the VAT" eller blot "omvendt betalingspligt" / "reverse charge".

Omfattet af disse regler er:

Trekantshandel, jf lovens § 46, stk. 1, nr. 1,

Installation og montering, jf lovens § 46, stk. 1, nr. 2,

Udenlandske virksomheders levering af ydelser her i landet, jf. lovens § 46, stk. 1, nr. 3, og

Visse leveringer af gas og elektricitet, jf. lovens § 46, stk. 1, nr. 5.