Sag BS-22594/2021-OLR og sag BS-22592/2021-OLR
(25. afdeling)
H1 v/A
(v/advokat Hussain Ali Alhaidary (prøve))
mod
Skatteministeriet
(v/advokat Alexander Rosendal Boisen)
Københavns Byret har den 31. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag 15205/2020KBH og BS-11178/2020-KBH).
Landsdommerne Lene Jensen, Frosell og Kristoffer Gammelgaard Petersen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, H1 v/A, har nedlagt påstand om, at H1s momstilsvar for perioden 1. juli 2012 - 31. marts 2014 nedsættes med 191.460 kr., at H1s ansættelse af A-skat for perioden 1. juli 2012 - 31. marts 2014 nedsættes med 387.515 kr., samt at H1s ansættelse af arbejdsmarkedsbidrag for perioden 1. juli 2012 - 31. marts 2014 nedsættes med 61.267 kr.
Appellanten har nedlagt subsidiær påstand om, at ansættelsen af H1s momstilsvar, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Forklaringer
A har afgivet supplerende forklaring. Endvidere har IK afgivet forklaring.
A har forklaret blandt andet, at han har været i transportbranchen i mange år og har arbejdet mange år i G1. For tiden er han sygemeldt på grund af en hjernerystelse. Det var han også, da han afgav forklaring for byretten. Han har problemer med hukommelsen. Han havde som selvstændig ingen ansatte, men 3-5 faste underleverandører. De underleverandører, som denne sag vedrører, var dog ikke faste. Det var hans erfaring, at det med underleverandører i stedet for ansatte var lettere at opretholde ansvarsfølelsen hos dem, der skulle bringe tingene ud. Der var 3-4 faste ruter for udbringning. Hvis der var forfald hos en underleverandør, ville det koste ham penge, hvis G1 i så fald fik arbejdet gjort på hans regning med kostbare ekspresbiler. Det var derfor hensigtsmæssigt at kunne henvende sig til forskellige underleverandører. Vognmændene kunne, hvis de havde behov for en underleverandør, altid kontakte nogen ved transportcenteret i Y1-by, for dér mødtes folk, der søgte transportopgaver. Transportcenteret var ikke specielt for G1-medarbejdere. Han er ret sikker på, at serviceaftalernes priser er droppriser. Underleverandørerne skrev dagligt dagsrapporter, som der blev afregnet på grundlag af. De skrev dem på chaufførstuen, og han modtog dem hver anden dag. Nogle gange stod der i dagsrapporterne, hvornår chaufføren var påbegyndt arbejdet, og hvornår arbejdet var ophørt. Han har ikke gemt dem. Han havde nemlig ikke brug for dem. Han havde jo specifikationerne fra G1. Han støttede sig ved afregningen til disse specifikationer fra G1 om de foretagne drop. Specifikationerne sendte han pr. mail til sine underleverandører. Fakturaerne i sagen vedrører udført arbejde og byggede også på G1’s specifikationer. De fremlagte samarbejdsaftaler er indgået med chauffører, der bød sig selv til på transportcenteret. Chaufførerne ville gerne have omregnet antal drop til timer.
IK har forklaret blandt andet, at han har været underleverandør for H1. På det tidspunkt havde han sin egen virksomhed, G2. Han fakturerede H1 pr. dag på baggrund af en dagsliste. Han var kommet i kontakt med H1 på transportcenteret i Y1-by. Det var nemt at komme i kontakt med leverandører dér. Droppris og stoppris betyder det samme, men der er forskel på dropafregningen for pakker, paller og bøjler. Hans aftale med H1 var en aftale om afregning pr. drop. Specifikationerne fra G1 fik han pr. mail fra H1. Denne type bilag dannede sammen med hans dagslister grundlag for hans fakturering. Han havde kun en mundtlig aftale med H1. Det er helt almindeligt i branchen at arbejde med underleverandører på den måde, H1 gjorde. Arbejdsformen er attraktiv for underleverandørerne, fordi den giver dem en betydelig personlig frihed i tilrettelæggelsen af deres arbejde. Han havde indtryk af, at H1 ikke havde nogen ansatte. Han så derimod A praktisk talt hver morgen i transportcenteret i Y1-by. H1s fakturaer indeholdt ikke mange oplysninger. Det hang sammen med, at oplysningerne fremgik af dagsrapporterne og G1’ specifikationer. Med de oplysninger, der forelå, kunne leverandør og underleverandør ikke snyde hinanden. Han kender ikke til de underleverandører, som denne sag vedrører. Han kender heller ikke navnene på de ansvarlige deltagere, som fremgår af de registrerede oplysninger i Erhvervsstyrelsen. På transportcenteret præsenterede man sig ved navn, men på bilerne kunne man se, hvilke firmaer der var tale om. Betalingerne fra G1 blev måske fordelt med 70 pct. til ham og 30 pct. til H1.
Anbringender
Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget de anbringender, de gjorde gældende for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. De for landsretten afgivne forklaringer kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
H1 v/A har således tabt ankesagen og skal i sagsomkostninger for landsretten betale 60.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet, der dækker udgifter til advokatbistand inkl. moms, er fastsat under hensyn til sagsgenstandens værdi, skriftvekslingens omfang og hovedforhandlingens varighed af 1 retsdag.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal H1 v/A inden 14 dage betale 60.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.