►Indhold
Dette afsnit beskriver afgiftsperiode, -opgørelse, -angivelse og -betaling.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsperiode
- Opgørelse af afgiften
- Afgiftsafregning
- Afgiftsbetaling
Afgiftsperiode
Afgiftsperioden er måneden. Se PASAL § 6.
Opgørelse af afgiften
De registrerede virksomheder skal for hver afgiftsperiode opgøre antallet af afrejsende passagerer, der er omfattet af afgiftspligten. I opgørelsen fratrækkes passagerer, der ikke skal svares afgift for. Se PASAL § 7.
Se afsnit E.A.11.8 Afgiftsfritagelse om de passagerer, der ikke skal svares afgift for.
Afgiftsafregning
De registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest d. 15. i den følgende måned angive antallet af afgiftspligtige passagerer, der rejser med et luftfartøj fra Danmark, fordelt pr. afgiftssats til Skatteforvaltningen. Se PASAL § 8.
Er den 15. i den følgende måned en banklukkedag, anses førstkommende bankdag som sidste rettidige angivelsesdag. Se PASAL § 9, stk. 3.
Angivelserne skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse, jf. opkrævningslovens § 3, stk. 1.
Afgiftsbetaling
De registrerede virksomheder skal indbetale afgiften til Skatteforvaltningen. Se PASAL § 9, stk. 1.
Krav på betaling af afgiften stiftes og forfalder den første dag i den måned, hvor angivelsen skal indberettes. Afgiften skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb. Se PASAL § 9, stk. 2.
Er den sidste rettidige betalingsdag en banklukkedag, anses den førstkommende bankdag som sidste rettidige betalingsdag. Se PASAL § 9, stk. 3.
Eksempel
I maj måned 2025 har virksomheden 300.000 afrejsende afgiftspligtige passagerer. Fordelingen pr. afgiftssats er:
Afgiftssats | Antal passagerer | Afgift i kr. |
30 kr. | 150.000 | 4.500.000 |
250 kr. | 100.000 | 25.000.000 |
300 kr. | 50.000 | 15.000.000 |
Virksomheden skal angive opgørelsen af antal passagerer fordelt på afgiftssats som vist ovenfor i skemaet i perioden 1. juni til 15. juni 2025 senest den 16. juni 2025, fordi den 15. juni 2025 er en banklukkedag.
Kravet på i alt 44.500.000 kr. stiftes og forfalder den 1. juni 2025, og sidste rettidige betalingsdato er den 16. juni 2025.◄