Dato for udgivelse
31 jan 2012 13:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 jan 2012 14:04
SKM-nummer
SKM2012.66.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-0501-11 og B-0502-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Selskabsbeskatning
Emneord
Udbytte, mellemregning, lager
Resumé

  
Landsretten fandt det ikke godtgjort, at en række forskelligartede udgiftsposter vedrørende to selskaber, hvor appellanterne var hovedanpartshavere, var afholdt i selskabernes interesse, og landsretten fandt herefter, at beløbene i stedet måtte anses for at være tilgået appellanterne som maskeret udlodning.

I spørgsmålet om fri bolig lagde landsretten til grund, at den ene af appellanterne som hovedanpartshaver havde fået stillet en ejendom til fuld rådighed til privat brug i 2002 og 2003. Retten fandt ikke, at appellanten havde bevist, at ejendommen i de to indkomstår havde været ubeboelig grundet først et rotteangreb og udbedring heraf samt en i 2003 påbegyndt totalrenovering. Appellanten var herefter skattepligtig med værdien af fri helårsbolig.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom hvorved Skatteministeriet blev frifundet.
  

Reference(r)
Ligningsloven § 16 A, stk. 1
Ligningsloven § 16 A, stk. 10 (dagældende)
  
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 C.B.3.5.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 C.B.3.5.3.2
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 C.A.5.13.1.2.1

Parter

A
(advokat Torben Buur)

og

BA
(advokat Torben Buur)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv.fm. Flemming Krogh Bjerre)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Heinsen, Hans-Jørgen Nymark Beck og Kirsten Schmidt (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 11. februar 2011 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 17-3157/2008 og BS 17-3160/2008).

Påstande

For landsretten har appellanterne, A og BA, gentaget deres påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er under anken som nye bilag fremlagt faktura af 25. november 2002 fra G1 til H1 A/S vedrørende bl.a. opsætning af 5 stk. kabiner.

Der er endvidere fremlagt udbetalingsbilag fra Sydbank, hvoraf fremgår, at H1 A/S den 14. januar 2003 hævede 31.000 kr. i kontanter fra selskabets konto. På udbetalingsbilaget er med håndskrift tilføjet "a conto Tag". Videre er fremlagt fax af 29. december 2002 fra A til Sydbank med anmodning om overførsel af i alt 76.595,95 kr. I opgørelsen af beløbet indgår blandt andet beløb på henholdsvis 26.000 kr., 20.000 kr. og 16.000 kr., der alle benævnes "G2 - a conto ... Rate tag".

Vedrørende ombygningen på ejendommen ...1 er - foruden fotos fra byggeriet - fremlagt yderligere meddelelser til kommunen om påbegyndelse og afslutning af byggearbejderne. Det fremgår blandt andet, at byggearbejdet påbegyndtes den 21. juli 2003 og blev afsluttet den 28. maj 2005.

Endelig er fremlagt tilbud af 1. september 2003 fra LJ på VVS arbejde i forbindelse med renoveringen af ...1.

Forklaringer

BA har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af ØN, NØ og LJ.

BA har supplerende forklaret, at han overnattede hos A på ...6 allerede fra maj 2001, hvor A fik lejligheden. Han flyttede ikke først ind, efter de blev gift. Han er nok først blevet opmærksom på licensbetalingen og afmeldt denne på et senere tidspunkt.

BA har vedrørende H2 ApS' leje af lagerlokaler på ...2 - ...5 forklaret, at selskabet havde bilagsringbind for hver af de kunder, som selskabet udførte bogføringsopgaver for. De fleste kunder foretrak, at H2 ApS opbevarede arkivmaterialet. Da selskabet slet ikke havde mulighed for at opbevare dette materiale på ...1, blev arkivmaterialet opbevaret i kælderen på ...2 - ...5. H2 ApS benyttede og lejede det meste af kælderen, men enkelte af kabinerne har i perioder også været lejet ud til andre, heriblandt spejderne. CA lejede værelset, som er vist nederst til venstre på bilag 27/35. Selve lejebetalingen fra H2 ApS foregik via mellemregningen. Det skete i forbindelse med regnskabsårets afslutning, hvor posteringen blev gennemgået med selskabets revisor. H2 ApS lejer fortsat kælderlokalerne på ...2 - ...5, men i dag sker der månedlig lejebetaling.

Vedrørende anvendelsen af ...1 som beboelse har han forklaret, at A og han har boet sammen siden 1999. A fandt sig en lejlighed, da de konstaterede, at der var rotter på ...1. De kunne høre, at rotterne løb under gulvet, i væggene og på loftet. Først forsøgte han at bekæmpe rotterne med gift, men det fjernede ikke problemet. Han kontaktede NØ, der foretog en opgravning lige uden for huset og med kamera kunne konstatere, at kloaksystemet var brudt sammen. Herefter opgravede NØ kloakledningen, der lå ca. 1 meter nede, således at gulvet i stuen, soveværelset og toilettet blev gravet op. Opgravningen bevirkede, at nogle af ydervæggene og indervæggene samt en del af taget faldt ned. Herved konstaterede de, at der også var rotter på loftet. Dette fandt sted i foråret 2002. De overvejede at sætte en etage mere på ejendommen. Det viste sig imidlertid, at væggene ikke kunne bære en ny overetage. Herefter blev der holdt møde med bl.a. kreditforeningen, og det viste sig, at det økonomisk godt kunne svar sig at gennemføre en totalrenovering. Det var ikke muligt at bo i ejendommen i den mellemliggende periode. Køkkenet og toilettet var nedtaget i forbindelse med opgravningen af kloakken og blev ikke retableret, inden opførelsen af det nye hus. Kun kontoret blev bevaret. Bilag 29, billede 8, viser ejendommen, som den så ud i sommeren 2002, og frem til totalrenoveringen blev påbegyndt. Billede 11 viser byggeriet i forbindelse med, at udgravningen til kælderen og den delvise nedrivning af huset var påbegyndt. Dette billede er fra omkring september 2003. Der var tale om en byggetilladelse til ombygning, og derfor måtte de ikke starte med at nedrive det gamle hus. Huset skulle derfor nedrives etapevis. Der blev støbt ny sokkel under hele huset; det hele er nyt. Det var på ingen måde muligt at bo i ejendommen under ombygningen. Billede 3 er fra sommeren 2003.

ØN har forklaret, at han har udført byggeopgaver på ejendommen ...2 - ...5. Han har blandt andet udført arbejde på svalegangen og i forbindelse med opførelse af kabinerne i kælderen. Svalegangen udgør indgangen til lejlighederne, som blev indrettet i samme periode. Han har udstedt fakturaen af 23. februar 2003 (bilag 7). Adressen ...2 - ...5 på bilaget angiver adressen for arbejdets udførelse. Der er tale om opkrævning af delbetaling for arbejdet i forbindelse med etablering af svalegangen. Fakturaen er betalt. Han mener, at han har udstedt flere a conto opkrævninger for arbejdet med svalegangen. Forevist konteringsoversigt (bilag J), hvoraf fremgår en postering med teksten "G1 faktura" og med to posteringer på hver 15.000 kr. henholdsvis den 31. marts 2003 og den 29. april 2003, har vidnet forklaret, at det godt kan passe, at han har udstedt to a conto opkrævninger med ca. 1 måneds mellemrum. Han tror, at fakturaen af 23. februar 2003 er den første a conto opkrævning. Han vil tro, at de påbegyndte byggeopgaven i sommeren 2002. Bilag 31/25 viser depotrummene i kælderen på ejendommen ...2 - ...5. Skitsen bilag 27/35 viser også kælderen. Depotrummene er placeret, der hvor skitsen angiver "kabiner". Kabinerne var beregnet til udlejning. Kabinerne kunne aflåses. Han er bekendt med, at hans nabo i en periode har lejet en af kabinerne. Sønnen, CA, boede i et værelse i kælderen, mens vidnet opførte kabinerne. Han ved ikke, om BA opbevarede arkivmateriale i kælderen.

har forklaret, at BA på et tidspunkt ringede og forklarede, at han havde problemer med rotter på ejendommen ...1. Vidnet besigtigede ejendommen og konstaterede, at der var rotter i skelrummet og i gulvet under køkkenet. Han undersøgte kloakrørene med kamera og konstaterede, at der var huller i kloakrørene, og at rotterne kom ind den vej. Det var derfor nødvendigt at udskifte kloakrørene, hvorfor de gravede op inde i huset, der hvor rørene er aftegnet på skitsen. Gulvet i stue, soveværelse og køkkenet blev således gravet op. Den nederste del af ydervæggen var næsten helt væk på grund af rotteangrebet. En del af taget var pillet ned, og der var lagt en presenning op, men det havde andre stået for. Han tror, at presenningen allerede var lagt op, da han påbegyndte arbejdet. Man kunne ikke bo i den del af huset, hvor opgravningen stod på. Han husker ikke, hvornår de sluttede arbejdet på ejendommen, men han tror, at det tog 1-2 måneder. Han lagde kloakrørene ned og jævnede jorden, men han stod ikke for retablering af gulvene. BA havde indrettet et kontor på ca. 2,5-3 m² i baggangen.

LJ har forklaret, at han er vvs-installatør. Han har udført arbejde for BA på ejendommen beliggende ...1. Bilag 17 er en blanket vedrørende påbegyndelse af arbejdet på ejendomme. Han mener, at arbejdet blev påbegyndt i løbet af september 2003. Arbejdet blev afsluttet i løbet af sommeren 2004. Arbejdet bestod i udførelse af vvs-installationerne, herunder etablering af varme og vand i ejendommen. På det tidspunkt, hvor billede 11 i bilag 29 er taget, var kældergulvet blevet støbt. På det tidspunkt var det eksisterende hus ubeboeligt. Der var stort set kun muren ud mod vejen og mod naboen tilbage. Næste etape bestod i nedrivning af den del af det gamle hus, som kan ses på billedet. Da han besigtigede huset med henblik på at afgive tilbud, så huset ud som på billedet. Huset var "åbent". Man kunne ikke bo i huset, sådan som det stod på billede 13. Han har ikke set huset, som det ser ud på billede 15. Han kan af sine bilag på byggesagen se, at han har indkøbt radiatorerne i maj 2004 og indbygningscisternen i juni 2004.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at det ikke er godtgjort, at udgiftsposterne på henholdsvis 20.000 kr., 31.000 kr. og 26.000 kr. vedrører H1 A/S, og at A som hovedaktionær derfor med rette er anset for skattepligtig af beløbene.

Vedrørende udgiftsposterne, der er bogført henholdsvis den 31. marts 2003 og 29. april 2003 med hver 15.000 kr. og med teksten "G1", finder landsretten, at det ikke alene ved vidnet ØNs forklaring om, at han mener at have udstedt flere a conto opkrævninger end den fremlagte opkrævning af 23. februar 2003, er godtgjort, at begge de bogførte udgiftsposter vedrører arbejder på H1 A/S' ejendom. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at A som hovedaktionær derfor med rette er anset for skattepligtig af 15.000 kr.

Vedrørende den del af sagen, der omhandler H2 ApS' bogførte udgift for leje af lokaler hos H1 A/S, er det for landsretten ubestridt, at der ikke forelå lejekontrakt mellem de to selskaber, faktureringer eller lignende til grund for den bogførte udgiftspost. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at A og BA som anpartshavere er anset for skattepligtige af beløbet svarende til deres ejerandele.

Vedrørende den del af sagen, der vedrører beskatning for BAs rådighed over ejendommen ...1, lægger landsretten til grund, at A modtog boligstøtte til lejemålet på ...6 indtil 1. juli 2002 baseret på oplysning om, at hun var eneste voksne person i husstanden. Videre lægges efter vidnet NØs forklaring til grund, at udskiftningen af kloakrørene som følge af rotteangreb strakte sig over 1-2 måneder og indebar en opgravning af en del af gulvene i stue, soveværelse og køkken. Det er ikke ved BA eller NØs forklaringer godtgjort, at ejendommen i 2002 har været ubeboelig som følge af rotteangreb eller var ubeboelig, efter at udbedringen af skaderne efter rotteangreb havde fundet sted. Det er heller ikke godtgjort, at ejendommen i 2002 var ubeboelig, mens udbedringsarbejderne, der alene berørte en del af huset, stod på. Vedrørende ombygningsarbejderne i øvrigt lægger landsretten til grund, at der i 2003 påbegyndtes en gennemgribende ombygning af ejendommen, hvorved alle dele af ejendommen blev renoveret, at ombygningen indebar en etapevis nedrivning og genopbygning af ejendommen, og at ombygningen blev afsluttet ultimo maj 2004. Det er ikke ved de afgivne forklaringer eller fremlagte fotos godtgjort, at ejendommen i løbet af 2003 som følge af ombygningsarbejderne var ubeboelig. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det ikke er godtgjort, at ejendommen i 2002-2003 ikke har været til rådighed for BA.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagernes udfald sammenholdt med parternes påstande skal A og BA hver betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr., i alt 50.000 kr. Beløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand, er inklusive moms.

Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagernes økonomiske værdi og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A og BA skal betale sagernes omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr., hver med halvdelen.

Sagsomkostningerne, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.