I SKM2008.877.LSR fandt Landsskatteretten, at ydelser, som en virksomhed leverer til en virksomhed, der udbyder momsfritagne spil fra spilleautomater, ikke var momsfrie efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 12, og dermed ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Ydelserne bestod i at stille gulvplads til rådighed, levere elektricitet, rengøre arealerne og servicere spillerne med pengeveksling og anden hjælp i forbindelse med spillene.

Landsskatteretten udtalte, at ydelserne ikke var omfattet af momsfritagelsen, idet ydelserne ikke i sig selv er aktiviteter, der kan karakteriseres som spil, men derimod forskellige ydelser til brug for spilletilladelsesindehaverens salg af momsfrie spil.

Udtalelsen er i overensstemmelse med EF-Domstolen udtalelse i sag C-89/05, United Utilities plc, som omhandler ydelser i form af modtagelse af telefonopkald og registrering af væddemål. For disse ydelser modtog en virksomhed betaling fra den egentlige spiludbyder. Det blev i dommens præmis 26 bemærket, at denne aktivitet i modsætning til den væddemålstransaktion, der var omhandlet af fritagelsen, på ingen måde er karakteriseret ved tildeling af en chance for gevinst til de personer, der indgår væddemål og heller ikke karakteriseret ved risikoen for at skulle finansiere disse gevinster.

Det er SKATs opfattelse, at for at være omfattet af momsfritagelsen for spil, skal de ydelser, man leverer være kendetegnet ved:

1. at tildele en chance for gevinst til de personer, der spiller, og
2. at bære risikoen for at skulle finansiere gevinsterne

I SKM2008.959.SKAT meddelte SKAT, at konsekvenserne af Landsskatterettens kendelse var under overvejelse. Videre fremgik det af meddelelsen:

"Praksis er beskrevet i Momsvejledningen D.11.12, hvoraf fremgår, at en automatoperatørs momsmæssige behandling af indtægterne fra kontantspilsautomater afhænger af, om operatøren udlejer spilleautomaterne eller om operatøren udbyder spillet. I vurderingen heraf indgår, hvem der har tilladelse til drift af den gevinstgivende spilleautomat - operatør eller restaurant/spillehal, se SKM2001.267.TSS. Den virksomhed, hvor spilleautomaterne fysisk er opstillet, skal ikke opkræve moms af betalingen fra operatøren, idet virksomhedens ydelser (servicering af spillerne m.v.) anses for en integreret del af det momsfrie spil, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 12. Virksomheden er herefter pligtig til at betale lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Landsskatterettens kendelse ændrer således praksis for de virksomheder, der fysisk har automaterne opstillet, og som ikke anses for at være udbyderen af spillene. Da ydelserne ikke er omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen for spil, skal virksomheder, der leverer disse ikke betale lønsumsafgift af den del af lønsummen, som medgår til levering af ydelserne."

 Det er SKATs opfattelse at kendelsen har betydning for alle virksomheder, der leverer serviceydelser til virksomheder, der udbyder spil, og som hidtil har været momsfrie, idet ydelserne har været anset som en integreret del af momsfritagelsen for spil.

Således ændres praksis for virksomheder, der ikke selv har tilladelse til at udbyde spil, men som leverer serviceydelser til virksomheder, der har en sådan tilladelse. Det gælder fx spillehaller, restauranter, kroer, og kiosker, hvori der er opstillet spilleautomater, og det gælder for alle tips- og lottoforhandlere, på nær de som er drevet af Danske Spil A/S.

Disse og lignende virksomheder skal fremover afregne moms af deres omsætning opnået ved afsætning af de omtalte ydelser.

Den ændrede praksis træder i kraft 1. juli 2010. Det er dog muligt, at ændringen på grund af ønsket om sammenhæng med anden lovgivning på området, først træder i kraft 1. januar 2011.

Virksomheder, der har indbetalt lønsumsafgift af de omhandlede ydelser leveret til spiludbydere, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

I henhold til skatteforvaltningsloven, § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

I henhold til skatteforvaltningsloven, § 32, stk. 1, nr. 1, kan der ske ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret fra og med den periode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der var påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelse af praksis.

Den afgiftsperiode, der var til prøvelse i SKM2008.877.LSR, var afgiftsperioden fra 1. juni 2004 .

Der kan derfor ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med afgiftsperioden fra den 1. juni 2004

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder afvigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningsloven, § 31, stk. 2. 

Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse på SKATs hjemmeside. 

Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT og skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet om tilbagebetaling modregnet besparelserne, jf. nedenstående afsnit.

I kravet skal modregnes de besparelser, som virksomheden har opnået som følge af den urigtige afgiftsmæssige behandling. Det gælder for den salgsmoms, virksomheden ikke har afregnet af omsætningen. Samtidig kan virksomheden modregne den købsmoms, virksomheden er berettiget til i henhold til momslovens kapitel 9, som følge af at ydelserne anses for momspligtige. Virksomhederne skal således foretage en beregning af det momstilsvar, virksomheden skulle have afregnet, hvis ydelserne havde været momspligtige. Det beregnede momstilsvar skal fratrækkes virksomhedens krav om tilbagebetaling af lønsumsafgift. 

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.