Dato for udgivelse
12 Jun 2001 15:53
SKM-nummer
SKM2001.219.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-412-00291
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fri helårsbolig, beskatning, arbejdstager
Resumé
En lønmodtager påtænkte at modtage helt eller delvist fri helårsbolig fra sin arbejdsgiver. Lønmodtageren ejede 10 % af aktikapitalen i det selskab, hvor vedkommende var ansat, og var bestyrelsesmedlem med en tilsvarende stemmevægt. Vedkommende havde ikke ej heller i forening med familien været hovedaktionær de seneste 5 år. Vedkommende havde ikke bestemmende indflydelse på egen aflønningsform. Ligningsrådet fandt, at den pågældende skulle beskattes efter reglerne om skematisk markedsleje i TSS-cirkulære 2000-41, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.
Reference(r)

Ligningsloven § 16
TSS-cirkulære 2000-41
Ligningsvejledningen 2000 A.B.1.9.5

 

Vil spørger kunne anvende reglerne om skematisk markedsleje i TSS-cirkulære 2000-41, jf ligningslovens § 16. stk. 3, hvis han tager imod sin arbejdsgivers tilbud om at stille hel eller delvis fribolig til rådighed?

Svar

Ja

Spørger ønsker at tage imod tilbud fra sin arbejdsgiver A/S om at denne stiller fri eller delvis fri bolig til rådighed for ham fra og med 1. marts 2001.

Spørger anmoder Ligningsrådet om bindende forhåndsbesked om, hvorvidt beskatning heraf kan ske efter reglerne i TSS-cirk 2000-41 om skematisk markedsleje, eller om det skal ske efter reglerne i lov nr. 458 af 31. maj 2000, hvor der er lavet særlige regler for hovedaktionærer og ansatte med særlig indflydelse på egen aflønning.

Selskabet er et firma hvor ejerstrukturen er:
Selskab xx ejer 40 %
Selskab yy ejer 10 %
Direktøren ejer 40 %
Spørger ejer 10 %

Spørger er ikke aktionær i nogle af de selskaber, der er medejer af A/S.

Spørger har ikke indenfor de seneste 5 år ejet mere end 10 % af aktiekapitalen og har kun haft tilsvarende stemmeværdi, ligesom han i samme periode ikke til sammen med sin familie har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen i selskabet eller i dettes moderselskab, ligesom de ej heller i forening har rådet over 50 % af stemmeværdien i selskabet eller dettes moderselskab.

Spørger sidder i bestyrelsen, hvor stemmeretten er fordelt i forhold til andel af aktiekapitalen. Det vil sige, at spørger har 10 % af stemmerne.

Spørger er ansat som nnn/afdelingsleder og er ikke direktør og har ikke været det i de 8 år, han har været ansat.

Spørger oppebærer en gage på 45.000 kr. pr. måned med tillæg af fri bil, hvilket spørger anser for en ikke ualmindelig løn for det pågældende job.

Spørger har ikke af anden årsag en væsentlig bestemmende indflydelse på sin egen aflønningsform.

Efter ligningslovens § 16, stk. 9, gælder der særlige regler for fastsættelse af den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver mv., hvis der er tale om en ansat direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Tilsvarende gælder for en hovedaktionær, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 10. For denne gruppe sættes den skattepligtige værdi til 6 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger et grundbeløb på 2.150.000 kr. og 8 % af resten. Beregningsgrundlaget er det største beløb af enten ejendomsværdien pr. 1. januar i indkomståret eller anskaffelsessummen for boligen opgjort efter særlige regler.

Det indstilles at, spørger efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er ansat i selskabet på almindelige vilkår, og derfor skal beskattes efter den almindelige regel i ligningslovens § 16, stk. 3, som er udmøntet i skematisk leje i TSS-cirk. 2000-41. Spørger er således ikke hovedaktionær alene eller sammen med sin familie, hvilket heller ikke har været tilfælde de seneste 5 år. er ikke direktør og Spørger har efter det foreliggende ikke på anden måde bestemmende indflydelse på sin egen aflønning. Betingelserne for ikke at være omfattet af de nye regler i lov nr. 459 af 31. maj 2000 jf. skatteministeriets cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 anses derfor for opfyldt, således at spørgsmålet kan besvares bekræftende.

Ligningsrådet kan tiltræde Told- og Skattestyrelsens indstilling