Ved lønindeholdelse forstås, at der indeholdes en del af skyldnerens A-indkomst til dækning af den restance, der er til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden. Lønindeholdelse er et retsmiddel, der kun kan anvendes ved inddrivelse af visse offentlige fordringer.
Fra og med juni 2008 er lønindeholdelse sket som en integreret del af A-skatteindeholdelsen. Den indeholdelsespligtige modtager derfor ikke særskilt pålæg om lønindeholdelsen.
Lønindeholdelsespålæg afgivet forud for den 1. juni 2008 er bortfaldet fra og med den 1. juni 2008. Reglerne i §§ 10 og 39 i inddrivelsesbekendtgørelse nr. 1510 af 13. december 2007 (afregning, straf mv.) gælder dog fortsat for beløb, der er lønindeholdt før den 1. juni 2008.
Visse indkomsttyper er fritaget for lønindeholdelse. Det gælder indkomst beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F samt de indkomsttyper, der fremgår af Inddrivelsesbekendtgørelsens § 12., stk. 1.
Nærmere om lønindeholdelse fremgår af Inddrivelsesvejledningens afsnit I.3., der bl.a. indeholder oplysning om
· brug af beskæftigelseskoder
· dækningsrækkefølge
· opsplitning af den indeholdte A-skat
· oplysningspligt for den indeholdelsespligtige (inddrivelsesbekendtgørelsens § 11)
· lønindeholdelse i forbindelse med skyldners insolvensbehandling
· modregningsordning (►INDOG § 10, stk. 7◄)
· skyldnerens frigørelse
· dækningsrækkefølge i Det Fælles Lønindeholdelsesregister