Hvervgiveren (den danske virksomhed) skal indberette og indbetale arbejdsudlejeskat, AM-bidrag og SP-bidrag vedrørende arbejdsudleje, se afsnit C.1.1.2.
Hvervgiveren (den danske virksomhed eller person) skal indberette arbejdsudlejeskat, AM-bidrag og SP-bidrag til eIndkomstregistret og indbetale til SKAT indenfor de indberetnings- og afregningsfrister, der er beskrevet i afsnit G.2. Der skal indberettes for hver måned hvervgiveren lejer udenlandsk arbejdskraft, se afsnit C.1.3.1.
Indberetningen skal indeholde oplysning om
- hvervgiverens navn, adresse og CVR/SE-nummer,
- arbejdsudlejers navn og adresse
- periode som A-skatten, Am-bidraget og SP-bidraget vedrører,
- udenlandske lønmodtageres navn, adresse og bopælsland
- fødselsdato for hver lejet person,
- indeholdelsesdatoen
- beregningsgrundlaget i danske kroner
- beregnet AM-bidraget i danske kroner
- beregnet arbejdsudlejeskat i danske kroner
Vejledning til indbetaling af A-skat og bidrag findes på indberetningsblanketterne, 01.010 - vedrørende månedlig indberetning af arbejdsudlejede udenlandske lønmodtagere og 01.011 - vedrørende ændring af indberetning af arbejdsudlejede udenlandske lønmodtagere.