Distributørers arbejdsområde vil som oftest være forbundet med salg og distribution af en konkret virksomheds produkter. Det vil derfor ofte være naturligt, at vederlag for dette personlige arbejde beskattes som A-indkomst, idet det må antages, at arbejdet udføres efter anvisninger fra en arbejdsgiver og samtidig for dennes regning og risiko. I tvivlstilfælde må der foretages en samlet vurdering af beskæftigelsesforholdet.

Afgørende for om avisdistributørers vederlag er A- eller B-indkomst kan herefter være, om indkomstmodtageren selv tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Endvidere kan det være afgørende, om indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp.

Det sidste gjorde sig gældende i en sag fra 1988, som blev forelagt for Ligningsrådet (nu Skatterådet), der ud fra en samlet bedømmelse fandt, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der blev anvendt lønnet medhjælp i et betydeligt omfang, jf. TfS 1988, 233.

Ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed, skal der lægges vægt på en række kriterier, som er nærmere beskrevet i cirkulæret til PSL, cirk. nr. 129 af 4. juli 1994.

Assurandører kan, for at undgå både at få indeholdt AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af lønnen og samtidig løbende at skulle betale bidrag og B-skat som selvstændigt erhvervsdrivende, henvende sig til told-og skatteforvaltningen  og få udstedt en fritagelse for at få indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidraget af vederlaget fra forsikringsselskabet.

Hvorvidt assurandørens provision, honorar og lignende vederlag skal anses som A- eller B-indkomst, må i tvivlstilfælde afgøres efter en samlet vurdering af forholdet mellem indkomstmodtager og hvervgiver. Den samlede vurdering kan fx omfatte en vurdering af, i hvilket omfang assurandøren kan antages at bære en selvstændig økonomisk risiko, om der er aftalt et fast opsigelsesvarsel, samt i hvilket omfang assurandøren selvstændigt kan antage eller afvise en forsikring på forsikringsselskabets vegne.

Vestre Landsret har, jf. TfS 1995, 458, fastslået, at den sagsøgende assurandør skulle anses som selvstændigt erhvervsdrivende, for så vidt angår de indtægter, han modtog som branddirektør i ét forsikringsselskab, hvorimod han blev anset som lønmodtager i forbindelse med indtægt fra et andet forsikringsselskab. 

I SKM2002.339.ØLR blev en assurandørs indkomst anset som lønmodtagerindkomst. Assurandøren var i et vist omfang undergivet ferielovens og funktionærlovens regler og var omfattet af forsikringsselskabets gruppelivsforsikring. Desuden blev hans omkostninger ved arbejdet helt eller i det væsentlige dækket ved månedlige omkostningstillæg.