Parter
H1
(v/Adv. Thomas Frøbert)
Mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv. David Auken)
Afsagt af Landsretsdommerne
Frosell, Kaspar Linkis og Annette Dam Ryt-Hansen
Sagens oplysninger og parternes påstand
Byrettens dom af 21. januar 2015 (BS 10-1418/2013) (SKM2015.257.BR) er anket af H1 med følgende påstande:
1.
Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1s angivelse af elafgift for april måned 2008 ansættes til 3.943.523 kr., samt anerkende, at H1s angivelse af CO2-afgift for april måned 2008 ansættes til 490.188 kr., hvorved Skatteministeriet tilpligtes at betale et beløb til H1 på 3.921.077 kr.
2.
Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1s angivelse af udgående moms for december måned 2009 ansættes til 3.254.517 kr., hvorved Skatteministeriet tilpligtes at betale til H1 et beløb på 1.760.952 kr.
Beløbene påstås forrentet fra den 22. november 2010 med den til enhver tid gældende rente efter lovgivningens regler herom.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
H1 har den 22. november 2010 indbetalt 3.921.077 kr. til SKAT.
Landsretten har ved kendelse af 15. januar 2016 truffet afgørelse om, at en anmodning fra H1 om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af spørgsmål om fortolkningen af Momssystemdirektivet ikke skulle tages til følge.
Procedure
Parterne har for landsretten i det væsentlige procederet som for byretten.
H1 har for landsretten yderligere gjort gældende, at momslovens § 37 skal fortolkes konformt med momssystemdirektivets artikel 168.
Landsrettens begrundelse og resultat
El- og kuldioxidafgifterne
Det fremgår af de specielle bemærkninger til den oprindelige lov om elektricitet fra 1976, at det blev foreslået, at momsregistrerede virksomheder kunne få "tilbagebetalt den del af afgiften, der overstiger 100.000 kr. på årsbasis".
Landsretten tiltræder, at elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, efter ordlyden og forarbejderne må forstås således, at det er en forudsætning for at opnå "tilbagebetaling", at virksomheden har betalt den afgiftspligtige elektricitet.
Det af H1 for landsretten anførte kan ikke føre til et andet resultat.
Der kan herefter ikke gives H1 medhold i den af selskabet nedlagte påstand 1.
Moms
Ved Byrettens upåankede dom af 6. oktober 2009 er det fastslået, at der aldrig har bestået en betalingsforpligtelse for H1 med hensyn til leveringen af den el, som det omtvistede momsfradragskrav på 1.760.952 kr. vedrører, da H1 som nærmere reguleret i aftalen mellem H1 og el-selskaberne havde været i god tro.
Der er herefter ikke sket levering af varer "mod vederlag", jf. momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a, og H1 har dermed heller ikke været "afgiftspligtig" som forudsat i momssystemdirektivets artikel 168, litra a, der efter sin ordlyd og direktivets formål aflaster afgiftspligtige for den moms, som skal betales eller er betalt i en medlemsstat for varer og ydelser leveret til den pågældende af en anden afgiftspligtig person.
På denne baggrund og da landsretten kan tiltræde det, som byretten i øvrigt har anført, kan der ikke gives H1 medhold i den af selskabet nedlagte påstand 2.
Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 150.000 kr. til dækning af udgifter til advokat. Omkostningsbeløbet er fastsat under hensyn til sagens omfang og karakter, sagsgenstandens værdi og til det forhold, at der har været afholdt formalitetsprocedure vedrørende forelæggelse for EU-Domstolen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 150.000 kr. til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes med procesrente, jf. rentelovens § 8 a.