Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv Sune Riisgaard)

Afsagt af byretsdommer

Stausbøll

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 14. februar 2007, vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 14. november 2006 vedrørende fradrag for renteudgifter i indkomståret 2001.

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at fradrag for renteudgifter til F1 Bank A/S skal godkendes som selvangivet - eller subsidiært skal godkendes med 520.632 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens kendelse af 14. november 2006 fremgår blandt andet

"...

Klagen vedrører fradrag for renteudgifter til F1 Bank.

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

Fradrag for renteudgifter til F1 Bank godkendt med 189.474 kr. Selvangivet med 783.084 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

...

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har nedsat fradrag for renteudgifter fra 783.084 kr. til 189.478 kr.

Det anses ikke i tilstrækkelig grad for dokumenteret, at klageren har foretaget faktiske rentebetalinger i F1 Bank på mere end 161.756 kr. i indkomståret 2001. I henhold til ligningslovens § 5, stk. 8, kan der derfor alene godkendes fradrag på 189.474 kr. ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2001.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund, at klageren den 7. september 2001 har indbetalt 815.839,44 kr. til afværgelse af tvangsauktion begæret af F1 Bank A/S. Endvidere lægges det til grund, at det indbetalte beløb rent faktisk blev fordelt mellem F1 Bank A/S og F1 Factoring A/S således, at F1 Factoring A/S modtog et beløb på 582.659 kr., mens F1 Bank A/S modtog et beløb på 161.756 kr.

Ved forligsaftale af 27. august 2003 må parterne, herunder klageren, anses for at have accepteret, at F1 Factoring A/S retmæssigt har modtaget et beløb 582.659 kr. som fuld og endelig betaling af den fordring, F1 Factoring A/S måtte have haft på klageren i kraft af kautionsforpligtelsen.

På denne baggrund er Landsskatteretten enig med skattemyndigheden i, at klageren er berettiget til rentefradrag for den del af det indbetalte beløb, som er tilfaldet F1 Bank A/S. Der er herved lagt vægt på, at det af ordlyden af gældsbrevet fremgår, at indbetalinger af enhver art først og fremmest skulle ske til dækning af renter, samt at F1 Bank A/S ved indberetningen ligeledes har behandlet den fulde indbetaling som rentebetaling. Der godkendes derfor fradrag for renteudgifter på 189.474 kr. i overensstemmelse med skattemyndighedens afgørelse, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. Det bemærkes endvidere, at det ikke er dokumenteret, at klageren ikke er i restance med rentebetalingen vedrørende de tidligere indkomstår, ligesom det ikke er dokumenteret, at klageren har indbetalt et beløb til F2 Bank A/S, som overstiger det af skattemyndigheden godkendte beløb.

For så vidt angår den del af indbetalingen, som er tilfaldet F1 Factoring A/S, finder Retten, at det på grundlag af retsforliget af 27. august 2003 må lægges til grund, at F1 Factoring A/S har modtaget beløbet, og at selskabet som følge af forligsaftalen har været berettiget hertil. Retten er således ikke enig med klageren i, at beløbet rettelig burde være tilfaldet F1 Bank A/S.

Da det i sagen ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der mellem klageren og F1 Factoring A/S er indgået en aftale om, hvorvidt indbetalingen er sket til dækning af renter eller til nedskrivning af hovedstolen, ligesom omfanget af et eventuelt rentetilgodehavende ikke er dokumenteret, finder Landsskatteretten ikke, at der er grundlag for at godkende fradrag for renteudgifter som følge af betalingen af 582.659 kr. til F1 Factoring A/S.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A, som bl.a. har forklaret, at han i selvangivelsen for 2001 anførte de 783.084 kr. som renteudgifter, idet beløbet på 815.839 kr. blev indbetalt til F1 Bank til afværgelsen af tvangsaktionen under den klare forudsætning, at det alene blev anvendt til at nedskrive gælden til F1 Bank, der hovedsagelig bestod af renteudgifter. De 815.839 kr. havde ikke noget med F1 Factoring at gøre, og han har på intet tidspunkt accepteret, at de 582.659 kr. blev anvendt til betaling til F1 Factoring. Han har i den forbindelse på intet tidspunkt accepteret, at F1 Factoring har haft et krav mod ham. Det stod under retssagen klart, at F1 Factoring ikke havde noget krav, hvilket tilsyneladende også var dommerens opfattelse. Det forhold at F1 Bank accepterede forliget bekræfter, at banken også har betragtet de 582.659 kr. som betaling af renter til banken. Han var nervøs i retten og følte sig en smule presset. Han må gå ud fra, at F1 Factoring rent faktisk modtog de 582.659 kr. Den subsidiære påstand bygger på, at advokat JK under alle omstændigheder anvendte en forkert fordelingsnøgle ved fordelingen af de 815.839,44 kr. mellem F1 Bank og F1 Factoring. Fordelingsnøglen bygger på forholdene i 1996. Beløbet skulle, hvis der skulle være sket en fordeling, havde taget hensyn til de dividender på 1.361.829 kr. som F1 Factoring i følge stævningen af 20. december 2001 fremlagt som bilag I, modtog i 1997, 1998 og 2001.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 4. januar 2008 anført følgende

"...

at	F1 Factoring A/S har ikke på noget tidspunkt fået statueret noget krav mod undertegnede,
at	det under retsmødet den 27. august 2003 kom til at stå klart, at F1 Factoring A/S ikke ville kunne få medhold i det rejste krav, og at de end ikke kunne dokumentere at have ret til beløbet kr. 582.659, som de angiveligt i 2001 skulle have fået tildelt af F1 Bank A/S,
at	dommeren i den forbindelse gjorde klart, at jeg ikke ville kunne få beløbet på kr. 582.659 tilbagebetalt som krævet, eftersom der angiveligt var tale om, at jeg havde et gældsforhold til F1 Bank A/S. Dommeren ville have en samlet løsning, eftersom F1 Factoring A/S ejes 100 % af F1 Bank A/S, og han opfordrede til og nærmest krævede, at der skulle indgås et forlig,
at	der under retsmødet efter telefonisk samråd med F1 Bank A/S blev forslået en løsning, hvor beløbet kr. 582.659 blev modregnet i min gæld til F1 Bank som opgjort af banken i et forligstilbud fra 24. april 2001 (bilag 4),
at	der under retsmødet herefter blev indgået et forlig, hvor jeg skulle betale de resterende kr. 200.000 til F1 Bank A/S til endelig afvikling af gældsforholdet.
at	man herefter må betragte hele beløbet kr. 756.700 som betalt til F1 Bank A/S,
at	bestemmelsen i retsforliget om, at jeg fraskrev mig retten til tilbagesøgning fra F1 Factoring A/S derfor på ingen måde var ensbetydende med, at F1 Factoring A/S skulle beholde beløbet,
at	det ville have været totalt tåbeligt af mig, om jeg efter 2 års retssag og efter endelig at have dokumenteret, at der ikke var noget gældsforhold til F1 Factoring A/S, uden grund skulle acceptere, at F1 Factoring A/S kunne beholde beløbet kr. 582.659,-
at	beløbet kr. 582.659 efter modregning i F1 Banks krav mod undertegnede regnskabsmæssigt og skattemæssigt bør være blevet ændret fra en statusmæssig nedskrivning af belånte leasingaktiver hos F1 Factoring A/S til en renteindtægt hos F1 Bank A/S, (Der gøres i den forbindelse opmærksom på, at de to firmaer er sambeskattede.)
at	modregningen i F1 Banks krav sammen med bestemmelsen i pantebrevet om, at et provenu skulle fordeles som om konkursdekret var afsagt, bør være bestemmende for den skattemæssige vurdering,
at	bestemmelsen i pantebrevet om provenuets fordeling ikke er ændret gennem retsforliget af 27. august 2003, da der i forliget intet er anført om en ændring af aftalen om fordelingsforholdet,
at	bestemmelsen i det tinglyste pantebrev om fordelingen ikke kan ænders med et forlig, hvor deleforholdet end ikke bliver nævnt,
at	den af skattemyndighederne benyttede fordeling er i strid med pantebrevets bestemmelse om, at fordeling skal ske i samme forhold som om konkursdekret var afsagt,
at	fordelingen af provenuet bør fordeles i forhold til de dokumenterede fordringer dvs. med 100 % til F1 Bank og 0 % til F1 Factoring A/S.
at	det under ingen omstændigheder kan være den anvendte fordeling i forholdet 21,7 / 78,2, der skal anvendes, da det er den fordeling, der skulle have været anvendt, hvis konkursdekret var blevet afsagt i 1993, og under forudsætning af, at værdien af alle debitorer og fordringer overdraget til F1 Factoring A/S havde været kr. 0,00,
at	jeg har været helt uden indflydelse på den faktiske fordeling mellem F1 Bank A/S og F1 Factoring A/S. Ingen af mine breve med indvendinger til advokat JK mod fordelingen er blevet besvaret,
at	de beløb, jeg har betalt, er blevet betalt til F1 Bank A/S, og at jeg har aldrig betalt noget beløb til F1 Factoring A/S. Undertegnede og min advokat var uvidende om, at F1 Bank A/S angiveligt videresendte en del af provenuet til F1 Factoring A/S,
at	jeg i øvrigt må kunne gå ud fra, at seriøse firmaet som F1 Bank A/S og F1 Factoring A/S overholder indgåede og tinglyste aftaler, således at bogføringen af beløbet kr. 582.659 er blevet reguleret mellem de to firmaer efter retsforligets indgåelse og
at	en betaling fra F1 Bank A/S til F1 Factoring A/S ved en mellemregning under alle omstændigheder er uden realøkonomisk og skattemæssig konsekvens, da det svarer til at betale et beløb til sig selv.

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 20. december 2007 anført følgende:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at det påhviler sagsøgeren at dokumentere at være berettiget til fradrag for renteudgifter i indkomståret 2001, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, samt ligningslovens § 5, stk. 8.

I medfør af ligningslovens § 5 fradrages renteudgifter vedrørende gæld ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor renten forfalder til betaling. Imidlertid følger det af § 5, stk. 8, at renteudgifter først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor betaling sker, hvis renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Da gældsforholdet til F1 Bank A/S opstod i 1993, og da der efterfølgende er påløbet betydelige årlige renter, som ikke er betalt, opnår sagsøgeren i medfør af ligningslovens § 5, stk. 8, først fradragsret, når betaling finder sted.

Bevistemaet i sagen angår derfor alene spørgsmålet om størrelsen af det rentebeløb, som sagsøgeren betalte til F1 Bank A/S i 2001.

Det gøres gældende, at der ikke er ført bevis for betaling af renter til F1 Bank A/S i 2001 ud over det beløb på kr. 161.756,-, som allerede er godkendt som fradragsberettiget. Resten af betalingen i 2001 gik til auktionsomkostninger og til F1 Factoring A/S. Det skal i den forbindelse fremhæves:

at	beløbet på kr. 582.659,- er tilgået F1 Factoring A/S,
at	A ved tiltrædelse af forliget i 2003 har accepteret, at F1 Factoring A/S var rette modtager af beløbet udgørende 582.659 kr. samt
at	betaling til F1 Factoring A/S ikke udgør en rentebetaling.

Det synes at være sagsøgerens hovedargument under denne sag, at det er en fejl, at en del af betalingen i 2001 blev fordelt til F1 Factoring A/S. Han mener, at hele beløbet burde være fordelt til F1 Bank A/S (og anvendt til nedskrivning af renterestance.)

Det må imidlertid lægges til grund, at F1 Bank A/S efter fradrag af auktionsomkostninger alene har modtaget kr. 161.756,- , hvorfor det er dette beløb, som sagsøgeren har mulighed for at fradrage som en renteudgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret rigtigheden af sit synspunkt om, at den stedfundne fordeling er forkert. Hertil kommer, at synspunktet er uden relevans, når det nu dog under alle omstændigheder er en kendsgerning, at fordelingen har været som sket og ikke efterfølgende er lavet om.

Det efterfølgende forlig i sagen betyder, at den stedfundne fordeling ligger fast."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at af As indbetaling den 7. september 2001 på 815.839,44 kr. til advokat JK blev 582.659 kr. fordelt til F1 Factoring og 161.756 kr. fordelt til F1 Bank A/S. Det lægges endvidere til grund, at A, da han blev opmærksom på fordelingen, ikke foretog sig noget for at anfægte fordelingen overfor F1 Bank A/S eller F1 Factoring A/S, med derimod i forligsaftalen af 27. august 2003 overfor F1 Factoring A/S frafaldt "det under retssagen rejste krav om tilbagesøgning af F1 Factoring A/S." Der henvises endvidere til indholdet af skrivelsen af 27. august 2003 fra As daværende advokat til advokat JK. Det er ikke godtgjort, at de 582.659 kr. rent faktisk er anvendt til betaling af fradragsberettigede renteudgifter Den omstændighed, at der ved fordelingen af de 815.839, 44 kr. blev anvendt en fordelingsnøgle på 77/23 kan ikke føre til en anden vurdering, eftersom det i forhold til skattemyndighederne alene er afgørende, om midlerne fra A er anvendt til betaling af renteudgifter eller ej.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at retten har ved fastsættelsen af passende udgift til advokatbistand har taget udgangspunkt i de gældende vejledende takster, og i den forbindelse lagt til grund, at sagen har haft en værdi på ca. 170.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 30.000 kr. i sagomkostninger til Skatteministeriet.