Parter:
A
(advokat Vagn Søndergaard)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kaspar Lehmann Bastian)

Afsagt af landsdommerne:
Inger Nørgaard, Helle Bertung og Helle Fløystrup (kst.)

Den 15. juni 2000 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren As skattepligtige indkomst for indkomståret 1995:

"....

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst:
Renteindtægt af erstatning fra Alm. Brand anset for skattepligtig, jf. statsskattelovens §§ 4, stk. 1, litra e med	280.878 kr.
Selvangivet renteindtægt	7.870 kr.
Forhøjelse	273.008 kr.

Sagen har været forhandlet telefonisk med klageren.

Det fremgår af sagen, at klageren den 28. marts 1995 fik udbetalt erstatning fra Alm. Brand på 1.754.635,50 kr., heraf renter 280.878 kr. Ifølge Arbejdsskadestyrelsen led klageren et erhvervsevnetab på 75 %. Erstatningen omfattede såvel erhvervsevnetab som erstatning for varigt men.

Klageren rådførte sig i forbindelse med udfyldelse af selvangivelsen for 1995 med en tidligere kollega, som havde fået udbetalt en tilsvarende erstatning. Denne tidligere kollega gav klageren en kopi af sin korrespondance med skatteforvaltningen. Ifølge korrespondancen var den tidligere kollega kun skattepligtig af renterne fra ménerstatningen.

Klager kontaktede herefter telefonisk skatteforvaltningen for at få ovenstående bekræftet, men blev henvist til at rette skriftlig henvendelse til forvaltningen for at få problemet afklaret.

I brev af den 25. april 1996 forespurgte klageren forvaltningen, om renterne af den udbetalte erstatning for erhvervsevnetab og ménerstatning var skattepligtige. Sammen med brevet sendte klageren opgørelsen fra Alm. Brand over erstatningen og dens fordeling samt korrespondancen mellem den tidligere kollega og skatteforvaltningen.

Ordlyden af brevet er således:

"På baggrund af, at jeg i 1995 efter en trafikulykke har fået udbetalt erstatning for erhvervsevnetab samt varigt men, vil jeg af hensyn til min selvangivelse gerne have bekræftet, at det alene er renterne i forbindelse med ménerstatningen, der er skattepligtige, således som det fremgår af brev til min kollega VP af 10. januar 1994."

Klageren fik svar fra skatteforvaltningen i brev af den 26. april 1996, hvoraf det fremgår:

" I brev af 25. april 1996 har De anmodet om en bekræftelse på, at De alene er skattepligtig af renterne i forbindelse med en ménerstatning, som De har modtaget efter en trafikulykke i 1995.
Vi kan herved bekræfte, at De alene er skattepligtig af renterne i forbindelse med den ménerstatning, som De har modtaget jf. den fremsendte opgørelse."

Af VPs brev til skatteforvaltningen fremgår det, at:

"Som følge af et færdselsuheld i 1991 har jeg modtaget ménerstatning og erstatning for erhvervsevnetab, som det fremgår af de vedlagte bilag. Jeg vil gerne have et svar på, om nogle af disse erstatninger og deres påløbne renter er skattepligtige. I bekræftende fald vil jeg også gerne vide, hvorledes beløbene beskattes."

I skatteforvaltningens svar af den 10. januar 1994 fremgår det derudover, at der kun skal betales skat af renter på 9.317 kr. Det er ikke nærmere specificeret, hvilke renter det drejer sig om, men af VPs vedlagte materiale ses det, at renter vedrørende ménerstatningen udgjorde 9.317,86 kr., mens renterne vedrørende erhvervsevnetaberstatningen udgjorde 72.078,39 kr.

I løbet af 1996 købte klageren en ny bil til 183.000 kr. og forærede samtidig sine 3 børn 40.000 kr. hver.

I agterskrivelse af 6. februar 1997 meddelte skatteforvaltningen klageren, at man agtede at forhøje hendes indkomst med renterne af den udbetalte erstatning, 280.878 kr.

I brev af 12. januar 1998 meddelte forvaltningen klageren, at man nu agtede at forhøje med 273.008 kr, da der allerede var selvangivet et beløb på 7.870 kr. Af samme skrivelse fremgår det, at sagen havde været forelagt på et opklarende møde i Told- og Skatteregion Århus i forbindelse med bedømmelse af forventningsprincippet.

I brev af den 4. februar 1998 forhøjede skatteforvaltningen endeligt klagerens indkomst med 273.008 kr., hvilket af klageren påklagedes til skatteankenævnet.

Skatteankenævnet har anset renteindtægt af erstatning fra Alm. Brand for at være skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e.

Skatteankenævnet har anført, at klageren ikke kan påberåbe sig forventningsprincippet, da der ikke har været givet en aktiv beløbstilkendegivelse rettet direkte mod klageren, samt at klageren ikke har haft et realistisk handlingsalternativ, da erstatningen og renterne heraf var udbetalt på tidspunktet for klagerens forespørgsel til skatteforvaltningen.

Skatteankenævnet har henvist til Ligningsvejledningen 1996, afsnit A.K.1.2 og afgørelse fra Landsskatteretten, TfS 1991,360.

Klageren har for Landsskatteretten primært nedlagt påstand om, at renteindtægten ikke anses for at være skattepligtig. Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at hun skal have erstatning fra skattemyndighederne for det lidte tab.

Klageren har anført, at skattemyndighederne har givet forkert svar på en skriftlig forespørgsel, at skattemyndighederne har beskyldt klageren for overtrædelse af skattekontrolloven, at skattemyndighederne har forsøgt at unddrage sig deres ansvar ved at bortforklare deres vildledende oplysninger som en forkert formulering, der kan misforstås, at skattemyndighederne har overtrådt klagerens ret til at få samme behandling som andre skatteydere i en nøjagtig tilsvarende sag, samt at skatteankenævnet ikke har foretaget en uvildig vurdering af de argumenter, klageren lagde til grund for klagen til ankenævnet.

Landsskatteretten finder, at der ikke ved skatteforvaltningens brev af 26. april 1996 er tilvejebragt en retsbeskyttet forventning som kan bevirke, at den påklagede ansættelse må tilsidesættes. Det udbetalte rentebeløb må anses for skattepligtigt efter statsskattelovens § 4, litra e).

For så vidt angår spørgsmålet om retsbeskyttet forventning har Landsskatteretten lagt vægt på, at erstatningen for erhvervsevnetab og mén var udbetalt på tidspunktet for skatteforvaltningens tilkendegivelse, og at tilkendegivelsen var af retlig karakter og ikke egnet til at øve indflydelse på klagerens faktiske dispositioner på en tabslignende måde. Retten har endvidere lagt vægt på, at tilkendegivelsen er afgivet af en underordnet myndighed, og at der i øvrigt er adgang for den kommunale skattemyndighed til at genoptage en skatteansættelse til fornyet behandling og eventuel ændring, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 3.

Klagerens subsidiære påstand om erstatning fra skattemyndighederne kan ikke behandles i denne sag, idet spørgsmålet ikke falder ind under Landsskatterettens kompetenceområde, jf. skattestyrelsesloven § 23.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 14. september 2000, har sagsøgeren principalt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1995 skal nedsættes med 273.008 kr., idet den hertil knyttede indbetalte indkomstskat skal tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i Kildeskattelovens afsnit V.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte skal betale erstatning med 165.170 kr. svarende til den skattebetaling, som er knyttet til forhøjelsen på 273.008 kr. af sagsøgerens skattepligtige indkomst, med nærmere angivne renter.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Om sagens nærmere omstændigheder er der for landsretten oplyst bl.a. følgende:

Den 28. marts 1995 opgjorde Alm. Brand i en skrivelse til sagsøgeren hendes erstatningskrav således:

"...

Erhvervsevnetab.
Årsløn 330.165,- X 6 heraf 75% =	kr.	1.485.742,50
Varigt mén15% af 286.500,- =	kr.	42.975,00
Svie og smerteg.	kr.	5.040,00
	kr.	1.533.757,50
- udb. a" conto	kr.	85.000,00
	kr.	1.448.757,50
Renter	kr.	280.878,00
	kr.	1.729.635,50

..."

Denne opgørelse vedlagde sagsøgeren skrivelsen af 25. april 1996, hvori hun anmodede skatteforvaltningen i Århus om at bekræfte, at det alene var renterne af den udbetalte ménerstatning, der var skattepligtige.

Der er fremlagt fondsnotaer fra asMidtBørs, hvoraf fremgår, at sagsøgeren den 23. december 1996 overførte 40.268,22 kr. til hver af sine to børn, HMS og HNS. Der er endvidere fremlagt en check på 45.000 kr., dateret den 20/10-1996 og udstedt af sagsøgeren til hendes søn, HJS

Der er tillige fremlagt en salgsslutseddel af 26. november 1996 vedrørende sagsøgerens køb af en bil. Af slutsedlen fremgår, at bilens kontantpris var 166.308 kr., og at sagsøgeren lod en bil indgå i handlen. Kontantprisen fratrukket værdien af den bil, der blev givet i bytte, var 115.000 kr.

I sin klage af 3. marts 1998 til Skatteankenævnet anførte sagsøgeren:

"...

Jeg har i god tro henvendt mig til Skattemyndighederne og har fået en aktiv tilkendegivelse fra Skattemyndighedernes side, der er rettet direkte mod mig. Den grundlæggende betingelse for, at Forventningsprincippet kan statueres, er således opfyldt (jfr. Ligningsvejledningen 1995, afsnit A.K.1.2.). Jeg har i overensstemmelse med sagsbehandlingsreglerne henvendt mig til de kommunale skattemyndigheder: "Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedskommunen om skattemæssige problemer" (Ligningsvejledningen 1995, afsnit A.K.3.1.).

Desuden har Skattemyndighederne ikke opfyldt deres vejledningspligt i forbindelse med min skriftlige forespørgsel, således som det forlanges også i skattesager (Forvaltningslovens § 7).

Skattemyndighederne har 2 gange ved 2 individuelle, identiske forespørgsler, der begge vedrører beskatningsreglerne for henholdsvis renter af ménerstatning og renter af erhvervsevnetab, uforbeholdent, klart og umisforståeligt tilkendegivet, at det kun er renterne af ménerstatning, der er skattepligtige. Der er altså ikke tale om en enkelt misforståelse, men om vildledning beroende på en fejlopfattelse hos Skattemyndighederne.

Af redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget, Skatteministeriet 1996, fremgår det bl.a. at:
-"det følger af domspraksis, at skatteyderne i en række tilfælde har fået medhold i, at en individuel tilkendegivelse fra myndighederne i det konkrete tilfælde kan være til hinder for korrektion med tilbagevirkende kraft.." (p.82).
-" En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Denne vejledningspligt er først og fremmest afhængig af, at der ligger en konkret henvendelse fra en borger i relation til en afgørelsessag
... Endvidere indebærer vejledningspligten, at myndigheden skal oplyse borgeren om hvilke oplysninger, det vil være relevant at fremlægge under en sags behandling... ligesom myndigheden skal vejlede om kompetencespørgsmål og klagemuligheder." (p.89).
-" Domspraksis viser, at uanset, om der er tale om tilfælde, hvor myndigheden har været forpligtet eller ej, vil en klar forhåndsbesked uden tilknyttet forbehold om, at den har vejledende karakter, efter omstændighederne, blive tillagt en bindende virkning for myndigheden, hvis borgeren ville lide tab ved en senere afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med forhåndsbeskeden. Hvis den vejledende forhåndsbesked ikke kan tillægges bindende virkning, kan der i stedet for eventuelt blive tale om erstatningsansvar for myndigheden for forkert vejledning." (p.89).
-"en minimumsbetingelse for en forhåndsbeskeds bindende virkning vil være, at modtageren har disponeret i tillid til forhåndsbeskeden, ligesom forhåndsbeskeden må fremtræde uden forbehold og være entydig. Endvidere vil det være en betingelse, at modtageren har fremlagt alle tilgængelige relevante oplysninger". (p.92).
-"domspraksis viser, at... en skatteansættelse ikke kan ændres i bebyrdende retning, nemlig hvis en skatteansættelse er foretaget i henhold til en selvangivelse, der er baseret på en forudgående særlig tilkendegivelse fra en skattemyndighed, forudsat tilkendegivelsen har været egnet til at øve indflydelse på skatteyderens dispositioner på relevant måde. En sådan særlig tilkendegivelse kan f.eks. forekomme som en vejledende forhåndsbesked, der i visse tilfælde af domstolene er tillagt en bindende virkning, selv om den afviger fra sædvanlig praksis. (p.94) .
-"I de tilfælde, hvor der som nævnt kan blive tale om bindende virkning af en tilkendegivelse fra skattemyndighederne, følger det endvidere af domspraksis på skatteområdet, at der normalt skal være tale om en aktiv tilkendegivelse vedrørende et specifikt spørgsmål, at der ikke må være taget forbehold, at tilkendegivelsen er relevant for skatteydernes mulige dispositioner, at der er en tilstrækkelig adækvat årsagssammenhæng mellem tilkendegivelsen og skatteyderens efterfølgende dispositioner og at skatteyderen ikke er vidende om myndighedernes eventuelle faktiske vildfarelse."(p.118).

Jeg agter under protest at betale de fastsatte rater, idet jeg påberåber mig tilbagesøgningsret. I denne forbindelse anmoder jeg Skatteankenævnet om at tage stilling til min sag, som jeg i givet fald vil forfølge. Sagen er ifølge min opfattelse også af principiel karakter, idet den drejer sig om den almindelige borgers retssikkerhed i forhold til offentlige myndigheder.

..."

I sagsfremstillingen for Skatteankenævnet i Århus hedder det under punktet "Sagens faktiske forhold" bl.a.:

"...

Klager selvangiver herefter 7.870 kr. som renteindtægt af erstatning fra Alm. Brand.

I løbet af 1996 foretog klager en række økonomiske dispositioner, hun anskaffede sig bl.a. en ny bil til 183.000 kr. og forærede sine børn hver 40.000 kr.

Den 9. januar 1996 fremsender Told- og Skatteregion Esbjerg kontroloplysninger på de modtagne renter 280.878 kr., hvorefter Skatteforvaltningen i agterskrivelse af 6. februar 1996 forhøjer klager med ikke medregnet renteindtægt 280.878 kr.

..."

Med skrivelse af 15. juni 2000 sendte Landsskatteretten sagsøgeren en udskrift af kendelsen, der var afsagt samme dag. Af skrivelsen fremgår:

"...

Vejledning om sagsanlæg:

Sagen kan indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Lovbestemmelser om klagefrister og sagsanlæg vedlægges.

Sagen anlægges ved landsretten som 1. instans. Stævning indsendes til den landsret, hvor De har hjemting ved sagens anlæg, jf. skattestyrelseslovens § 33. Stævning udtages mod Skatteministeriet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K."

Sagsøgeren har forklaret, at hun er gymnasielærer, og at hun ikke har nærmere kendskab til skatteret. Hun blev skilt i april 1993, og i juni samme år var hun impliceret i et færdselsuheld. På uheldstidspunktet var hun eneforsørger for 2 hjemmeboende børn. Hendes økonomiske situation var noget usikker som følge af skilsmissen og den efterfølgende ulykke. Hun brugte størstedelen af erstatningen til at indfri gælden i sin faste ejendom for at sikre, at hun var i stand til at bevare boligen for sig selv og børnene. Hun begyndte først at arbejde igen ca. 2 år efter ulykken. Siden har hun kun været i stand til at påtage sig 4 undervisningstimer ugentligt. Før uheldet havde hun både fuldtidsjob og ekstrajob. Da hun i 1995 fik udbetalt erstatningen fra Alm. Brand, regnede hun med, at renterne var skattepligtige. Hun talte med sin kollega, VP, der tidligere havde modtaget en erstatning omfattende såvel tab af erhvervsevne som menerstatning. VP sagde, at det kun var renterne af ménerstatningen, der var skattepligtige, mens der ikke skulle betales skat af renterne af erstatningen vedrørende erhvervsevnetab. I første omgang undrede hun sig lidt over denne oplysning. Hun så imidlertid VPs korrespondance med skattevæsenet, hvoraf det fremgik, at skattevæsenet havde tilkendegivet, at der alene var skattepligt af et beløb, der svarede til renterne af den menerstatning, VP havde fået udbetalt. Hun kontaktede telefonisk skattevæsenet for at få oplysningerne bekræftet. Under telefonsamtalen blev hun bedt om at rette en skriftlig forespørgsel til skattevæsenet. Hun fik svar på sin forespørgsel ganske få dage efter, at hun havde skrevet. Hun havde ikke kendskab til begrebet bindende forhåndsbesked, og hun troede, at det svar, hun modtog, var bindende. Efter at hun havde modtaget skatteforvaltningens besvarelse, købte hun en anden bil. Der var ikke tale om en helt ny bil. Den bil, hun hidtil havde haft, indgik i handlen. Hun gav endvidere hver af sine tre børn 40.000 kr. Når checken til hendes søn Jakob lød på 45.000 kr., var det, fordi hun i forvejen skyldte ham 5.000 kr. Hun ville ikke have købt en ny bil eller givet pengegaver til sine børn, hvis ikke skatteforvaltningen havde svaret, at der alene var skattepligt af renterne af ménerstatningen. VP er aldrig kommet til at betale skat af renterne af sin erhvervsevnetabserstatning.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at skatteforvaltningen i Århus i skrivelsen af 26. april 1996 klart og utvetydigt har besvaret sagsøgerens henvendelse og taget stilling til beregningen af hendes skattepligtige indkomst. Skatteforvaltningens svar var i overensstemmelse med det svar, som VP havde modtaget i en ganske tilsvarende sag. Det forhold, at der dermed forelå to enslydende svar, var egnet til at skabe en særlig kvalificeret forventning hos sagsøgeren. Også de øvrige betingelser for, at en skatteyder kan påberåbe sig forventningsprincippet, er opfyldt, idet skatteforvaltningens tilkendegivelse var egnet til at øve indflydelse på sagsøgerens efterfølgende dispositioner, således at hun ville lide tab, såfremt tilkendegivelsen ikke ville blive lagt til grund. Tilkendegivelsen er entydig, klar og uforbeholden og er tillige rettet direkte mod sagsøgeren. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte tilkendegivelsen som følge af bristende forudsætninger. Skatteforvaltningens tilkendegivelse er en begunstigende forvaltningsakt, hvorpå sagsøgeren kan støtte ret. Sagsøgeren har i økonomisk henseende indrettet sig i tillid til, at hun ikke ville blive mødt med et krav om beskatning af renterne af erstatningen for erhvervsevnetab. Sagsøgeren ville ikke have købt en anden bil og givet pengegaver til sine børn, hvis ikke hun havde modtaget skatteforvaltningens tilkendegivelse. Sagsøgeren foretog først disse økonomiske dispositioner efter, at hun havde modtaget skatteforvaltningens tilkendegivelse, og det er forkert og meningsforstyrrende, når der i skatteankenævnets sagsfremstilling fra den 12. august 1998 er angivet to forkerte tidspunkter for Told-og Skatteregionens fremsendelse af kontroloplysninger, hvilket kan give det indtryk, at sagsøgeren først foretog de anførte økonomiske dispositioner efter, at hun havde modtaget skatteforvaltningens agterskrivelse. Disse forkerte tidsangivelser kan have haft afgørende betydning for skatteankenævnets og Landsskatterettens afgørelser, og det er betænkeligt, at de administrative afgørelser i sagen hviler på et urigtigt grundlag i relation til den tidsmæssige rækkefølge af sagsøgerens dispositioner. Skatteforvaltningen burde endvidere have meddelt sagsøgeren, at svaret på hendes forespørgsel var behæftet med en vis tvivl og vejledt hende om adgangen til at indhente en bindende forhåndsbesked. Ved ikke at give denne vejledning har skatteforvaltningen tilsidesat vejledningspligten i medfør af Forvaltningslovens § 7.

Til støtte for den subsidiære påstand er det gjort gældende, at skatteforvaltningen er erstatningspligtig som følge af forkert vejledning, og at erstatningskravet kan gøres gældende over for sagsøgte. Landsskatteretten har i den vejledningsskrivelse, der blev sendt til sagsøgeren i forbindelse med kendelsen af 15. juni 2000, angivet, at stævning skal udtages mod Skatteministeriet. Det er uacceptabelt, såfremt en skatteyder skal føre to uafhængige og sideløbende sager for at få afgjort såvel beskatningsspørgsmålet som spørgsmålet om erstatning for forkert vejledning.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke ved tilkendegivelsen fra Skatteforvaltningen i Århus Kommune er blevet bibragt en berettiget forventning om, at der ikke skulle betales skat af renterne af erstatningen for tab af erhvervsevne. Som følge af de overordnede skattemyndigheders revisions- og omgørelsesbeføjelser kan kommunale skattemyndigheder ikke afgive bindende tilkendegivelser om retlige forhold. Adgangen til at ændre tidligere trufne afgørelser begrænses for kommunale skattemyndigheders vedkommende alene af frist- og forældelsesreglerne. Der kan kun støttes ret på forventningsprincippet, hvis tilkendegivelsen hidrører fra de øverste skattemyndigheder, og hvis forhåndstilkendegivelsen vedrører et skøn over bestemte faktiske omstændigheder, som uden dokumentation kan lægges til grund. Hertil kommer, at tilkendegivelsen skal have haft indflydelse på skatteyderens skatterelevante dispositioner på en sådan måde, at skatteyderen vil lide et tab, hvis denne ikke kan støtte ret på tilkendegivelsen. Århus kommunes skatteforvaltning fremkom først med tilkendegivelsen af 26. april 1996 efter, at sagsøgeren havde fået udbetalt erstatningen og renterne heraf. Ved tilkendegivelsens fremkomst havde sagsøgeren ingen alternative dispositionsmuligheder, hvorved hun kunne undgå beskatning af de udbetalte renter. Da skatteforvaltningens skrivelse af 10. januar 1994 til VP ikke er rettet til sagsøgeren, er hun heller ikke ved denne skrivelse blevet bibragt en berettiget forventning om, at hun ikke skal betale skat af renterne af erhvervsevnetabserstatningen. Sagsøgte skal frifindes for den nedlagte erstatningspåstand, allerede fordi Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte. Det er skatteforvaltningen i Århus Kommune, der i givet fald har handlet erstatningspådragende. Sagsøgte og skatteforvaltningen i Århus Kommune er to forskellige retssubjekter, og sagsøgte er ikke ansvarlig for en eventuelt erstatningspådragende adfærd, som skatteforvaltningen i Århus Kommune måtte have udvist. Det kan ikke udledes af bemærkningerne i fremsendelsesskrivelsen af 15. juni 2000, at erstatningskravet kan rettes mod sagsøgte. Søgsmålsvejledningen omhandler i sagens natur kun spørgsmål, som Landsskatteretten har taget stilling til, og som ligger inden for Landsskatterettens kompetenceområde. Landsskatteretten har netop ikke taget stilling til spørgsmålet om erstatningsansvar, idet dette spørgsmål ikke henhører under Landsskatterettens kompetence. Tilkendelse af erstatning forudsætter endelig et tab for skadelidte, og skuffede forventninger er ikke værnet af erstatningsreglerne. Selv om sagsøgeren ikke havde modtaget tilkendegivelsen fra skatteforvaltningen, skulle hun alligevel have været beskattet af renterne af erstatningen for tab af erhvervsevne. Sagsøgeren har derfor ikke lidt noget økonomisk tab. Der er ikke grundlag for at antage, at skrivefejlen med hensyn til datoangivelserne i skatteankenævnets sagsfremstilling har haft nogen som helst betydning for de administrative myndigheders afgørelse af sagen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Renterne af den erstatning for erhvervsevnetab, som sagsøgeren fik udbetalt den 28. marts 1995, er skattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4, litra e. Renterne var udbetalt, og skattepligten dermed også indtrådt, da sagsøgeren den 26. april 1996 modtog tilkendegivelsen fra skatteforvaltningen i Århus Kommune. Allerede derfor kan tilkendegivelsen ikke have været bestemmende for skatterelevante dispositioner, som sagsøgeren måtte have ønsket at foretage. Hertil kommer, at kommunale skattemyndigheders ansættelser som udgangspunkt kan ændres i såvel skærpende som begunstigende retning, og at der tillige eksisterer en vidtgående adgang til genoptagelse af skatteansættelser. Der er derfor i det hele ikke grundlag for at give sagsøgeren medhold i, at hun ved den urigtige tilkendegivelse er blevet bibragt en retsbeskyttet forventning, som medfører, at skattemyndighederne har været afskåret fra efterfølgende at ændre opgørelsen af hendes skattepligtige indkomst for 1995.

Da sagsøgte og Århus Kommunes skatteforvaltning er to forskellige retssubjekter, er sagsøgte ikke erstatningsansvarlig for eventuelle fejl begået af skatteforvaltningen i Århus Kommune. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter i det hele til følge.

Da skattemyndighederne har givet sagsøgeren et fejlagtigt svar på henvendelsen af 25. april 1996 forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.