Andelsselskabet A blev stiftet den 11. september 1998 af 3 andelshavere, men påbegyndte først den erhvervsmæssige aktivitet i februar 1999 under navnet B A.m.b.a. A’s første regnskabsår strakte sig således over perioden 11. september 1998 til 31. december 1999. A  havde ifølge vedtægterne til formål at forestå salg af medlemmernes know-how og udstyr. Baggrunden for oprettelsen af A var, at dette skulle fungere som et fælles salgs- og markedsføringsselskab for andelshaverne, der alle drev selvstændige konsulentvirksomheder. Der skulle desuden genereres en fælles udvikling af koncepter og produkter inden for personaleudvikling, markedsudvikling, kvalitets- og miljøstyring, samt supply chain management. A havde ved indkomstårets udgang 10 medlemmer, der i løbet af indkomståret indbetalte hver 3.000 kr. i indskud. Det sidste medlem indtrådte i andelskredsen den 23. december 1999. Et af medlemmerne var lønmodtager i A, og alene fem af medlemmerne leverede tjenesteydelser til A i årets løb. Omsætningen med ikke-andelshavere udgjorde 870.174 kr., hvilket svarede til 28,3 pct. af den samlede omsætning. A opgjorde i indkomståret den skattepligtige indkomst efter princippet i selskabsskattelovens § 15, stk. 2 som 4,57 pct. af formuen.

De stedlige skattemyndigheder har ikke anerkendt, at andelsselskabet A opfyldte betingelserne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, hvorfor A ikke har været berettiget til beskatning efter selskabsskattelovens §§ 14-16. Betingelserne efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 er, at selskabets formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser, at medlemskredsen omfatter mindst 10 personer, at omsætningen med ikke-medlemmer ikke væsentligt eller længerevarende må overskride 25 pct. af den samlede omsætning, samt at udlodningen til medlemmer skal ske på grundlag af den stedfundne omsætning med disse.

Myndighederne har herefter anført, at selskabet ikke opfyldte de to første betingelser. Til støtte herfor har myndighederne anført, at medlemmernes leverancer til A alene omfattede tjenesteydelser i form af know-how og undervisning. Medlemmerne har ikke leveret udstyr til selskabet, idet anskaffelsen af lokaler, inventar, undervisningsmateriale mv. er blevet betalt af A. Undervisningen foregik således på A’s regning og risiko. Betingelsen om at A skulle fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser har herefter ikke været opfyldt, idet rene tjenesteydelser ikke er omfattet, jf. cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, pkt. 10. Myndighederne har endvidere påpeget, at der i årets løb alene har været 5 aktive medlemmer, der har foretaget leverancer til selskabet. På denne baggrund har betingelsen om 10 medlemmer ikke været opfyldt.

A’s repræsentant har nedlagt påstand om, at A opfyldte betingelserne for kooperationsbeskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3. Repræsentanten har til støtte herfor anført, at A havde et kooperativt formål, idet A måtte anses for en såkaldt produktions- og salgsforening, der havde til formål at bearbejde, forædle eller sælge medlemmernes erhvervsmæssige produkter eller tjenesteydelser. I nærværende tilfælde har medlemmerne leveret tjenesteydelser, som medlemmerne selv har tilvejebragt ved en produktiv virksomhed. Idet tjenesteydelser tillige er kommet ind under bestemmelsens anvendelsesområde ved lov nr. 374 af 18. maj 1994, har repræsentanten konkluderet, at den første betingelse var opfyldt.

Vedrørende betingelsen om antallet af medlemmer har repræsentanten anført, at A ved udgangen af indkomståret 1999 havde 10 medlemmer, hvoraf 5 havde haft samhandel med selskabet i løbet af indkomståret. Repræsentanten har endvidere påpeget, at der ikke i bestemmelsen kan indfortolkes et krav om i hvilket omfang de enkelte medlemmer skal have haft samhandel med A i det pågældende indkomstår. Der er heller ikke grundlag for at antage, at A i medfør af bestemmelsen skulle have haft 10 medlemmer gennem hele indkomståret. Bestemmelsen opstiller alene et objektivt krav på 10 medlemmer, hvorefter skatteyderen har et retskrav på at blive beskattet efter bestemmelsen, såfremt de øvrige betingelser tillige kan anses for opfyldt. Det er ikke muligt uden lovhjemmel eller dermed ligestillet bemyndigelse at opstille yderligere betingelser for at være omfattet af den gunstige kooperationsbeskatning. Endvidere har repræsentanten anført, at de medlemmer, der ikke havde genereret omsætning i A i indkomståret 1999, havde deltaget aktivt i A som aftagere eller på anden lignende måde.

Afslutningsvis har repræsentanten anført, at A’s omsætning med ikke-medlemmer alene androg 28,3 pct. i indkomståret 1999, hvorfor der ikke var tale om en væsentlig og længerevarende overskridelse. Endvidere skete udlodningen til medlemmerne på grundlag af den stedfundne omsætning med disse.

Landsskatteretten skal udtale:

Skattepligt i henholdt til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 omfatter andelsforeninger, hvis formål er at fremme mindst 10 medlemmers fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, hvis omsætning med ikke-medlemmer ikke væsentligt eller længerevarende overskrider 25 pct. af den samlede omsætning, og som, bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital, anvender den stedfundne omsætning med medlemmerne som grundlag for udlodning til disse. Det bemærkes, at kravet om, at foreninger skal have mindst 10 medlemmer, blev indsat ved lov nr. 374 af 18. maj 1994. Formålet hermed var ifølge forarbejderne til loven, at modvirke eventuelle misbrugsmuligheder af den lempelige kooperationsbeskatning.

Landsskatteretten finder efter det oplyste ikke, at andelsselskabet A har dokumenteret eller på anden måde tilstrækkeligt sandsynliggjort, at A for det pågældende indkomstår opfyldte betingelserne for at være omfattet af skattepligten efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, om andelsforeninger. Herved bemærkes, at skattepligt efter bestemmelsen for det pågældende indkomstår efter rettens opfattelse må forudsætte, at betingelserne ud fra en konkret vurdering kan anses for opfyldt for hele indkomståret, det vil sige også ved indkomstårets begyndelse. Retten har lagt vægt på, at andelsselskabet A ikke havde 10 medlemmer gennem hele indkomståret, at omsætning i form af finders-fee, kontorartikler mv. i det konkrete tilfælde ikke kan anses for deltagelse i selskabets virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, samt at den stedfundne omsætning med medlemmerne herefter ikke dannede grundlag for udlodningen til disse. Selskabets indkomstopgørelse er herefter med rette foretaget efter de almindelige regler i selskabsskattelovens § 8, stk. 1.