Der ansøgtes om skattefri anpartsombytning, således at samtlige anparter ejet af direktøren for et eksisterende driftsselskab skulle ombyttes med anparter i et holdingselskab under stiftelse.
Om det pågældende holdingselskab blev det oplyst, at dette selskab umiddelbart efter anpartsombytningen ville komme til at eje samtlige anparter i driftsselskabet. Holdingselskabet ville ikke få andre anpartshavere end direktøren, og holdingselskabet vil efter gennemførelse af den påtænkte skattefri anpartsombytning have samtlige stemmer i driftsselskabet.
Den oprindelige eneanpartshaver i driftsselskabet ville på samme måde personligt opnå samtlige stemmer i holdingselskabet. Der påtænktes ikke foretaget nogen udbetaling af en kontant udligningssum til direktøren i forbindelse med anpartsombytningen.
Det blev i forbindelse med fremsendelsen af ansøgningen oplyst, at baggrunden for stiftelsen af et holdingselskab og for ønsket om i den forbindelse at gennemføre en skattefri anpartsombytning var af ren kommerciel art, idet det var planen, at der efter ombytningen skulle ske en udvidelse af anpartskapitalen i driftsselskabet i forbindelse med, at der indtrådte en ny partner i dette selskab.
Den nominelle anpartskapital i driftsselskabet agtedes således fordoblet, i hvilken forbindelse den indtrædende partner skulle tegne samtlige nye anparter. Den indtrædende partner ville herved opnå 50 % af stemmeretten i driftsselskabet.
Efter drøftelser mellem rådgiver og Told- og Skattestyrelsen hvorunder styrelsen tilkendegav, at en anpartsombytning som anført ville være i strid med majoritetskravet i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, hvorfor ansøgningen ikke kunne imødekommes, ændredes forudsætningerne for ansøgningen imidlertid. Ændringerne bestod deri, at driftsselskabet ikke inden for en 3-års periode, regnet for tidspunktet for gennemførelse af den ønskede skattefri anpartsombytning, agtede at optage nye medejere i det kommende driftsselskab, som ville medføre, at holdingselskabet mistede sin majoritet i driftsselskabet.
Holdingselskabet ville herefter bevare majoriteten i driftsselskabet i mindst 3 år, regnet fra tidspunktet for gennemførelse af den skattefri anpartsombytning.
På det således ændrede grundlag meddelte Told- og Skattestyrelsen herefter sin tilladelse til anpartsombytningen.