| Afdragsordninger Det fremgår af OIL § 3, stk. 2, at RIM som led i inddrivelsen kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betaling.
Der gælder forskellige regler og betingelser for RIMs indgåelse af afdragsordninger for
- personer
- igangværende virksomheder
- afmeldte virksomheder
Det fremgår af kapitel 3 i inddrivelsesbekendtgørelsen at afdragsordninger, der fastsættes af RIM overfor personer, kan fastsættes på følgende måde:
- Tabeltræk i henhold til skyldners nettoindkomst. Inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, er hovedregelen for fastsættelse af afdragsordninger.
- Hvis der ikke foreligger oplysninger om skyldners indkomst på grund af manglende slutligning, eller hvis gældens alder eller størrelse tilsiger det, kan afdragsordning i stedet fastsættes med udgangspunkt i gældens størrelse, jf. § 5, stk. 3, 2. pkt.
- Herudover kan afdragsordningen fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, når særlige forhold taler derfor, jf. § 5, stk. 3, 3. pkt. Særlige forhold er nærmere beskrevet senere i dette afsnit.
RIM kan endvidere tiltræde forslag til afdragsordninger fra skyldner, når forslaget sikrer afvikling af restancen indenfor rimelig tidshorisont, jf. § 5, stk. 3, 4. pkt.
Ved indgåelse af afdragsordninger for virksomheder skal der sondres mellem igangværende virksomheder og afmeldte virksomheder. De nærmere betingelser for indgåelse af afdragsordningerne er beskrevet i inddrivelsesvejledningens afsnit I.2.5.
Herudover kan der foretages inddrivelse hos personer i form af lønindeholdelse. Lønindeholdelse kan fastsættes på baggrund af
- Tabeltræk, jf. nærmere inddrivelsesvejledningens afsnit I.3.
- En konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, når særlige forhold taler derfor, jf. nærmere i inddrivelsesvejledningens punkt I.2 og I.3.
|