Ved inddrivelse af bøder mv. skal der sondres - mellem bøder, som opkræves af andre myndigheder end politiet - og bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet, idet reglerne for inddrivelse af bøder mv. ikke er fuldt ud ens på de to områder.

De særlige regler om forældelse af bøder og forvandlingsstraf, som er beskrevet i afsnit G.1.5.3, og reglerne om forvandlingsstraf for bøde, som er beskrevet i afsnit G. 1.5.4, finder derimod anvendelse ved inddrivelse af bøder på de to områder, det vil sige både mht. inddrivelse af bøder som opkræves af andre myndigheder end politiet samt ved inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet.

Kompetencen til at inddrive bøder er tillagt RIM. Uanset om bøden er pålagt ved dom eller vedtaget i retten inddrives den ved RIMs foranstaltning. RIM er også bemyndiget til at inddrive administrativt vedtagne bøder i medfør af OPKL § 18 og TDL § 80. RIM er endvidere bemyndiget til at inddrive vedtagne bøder i medfør af KSL § 79. 

Ifølge § 14, stk. 2, i indkomstregisterloven er administrativt vedtagne bøder i henhold til § 12 tillagt udpantningsret.

Betingelsen for, at RIM kan foretage udlæg for bøder, er, at bøderne er tillagt udpantningsret. Bøder falder uden for definitionen i udpantningslovens § 1. Udpantningsret for administrativt vedtagne bøder findes fx i OPKL § 18, stk. 4, TDL § 37 og KSL § 79 A.

RIM har hjemmel til at inddrive bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, som opkræves af politiet, i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2.

For så vidt angår tvangsbøder, antages det ifølge administrativ praksis, at administrativt fastsatte tvangsbøder er tillagt udpantningsret i medfør af § 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.