Indhold

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Definition på udloddende investeringsforening
  • Definition på akkumulerende investeringsforening
  • Særligt om andele i kontoførende investeringsforeninger (PAL § 13)

Regel

Gevinst og tab på investeringsbeviser i investeringsforeninger opgøres efter lagerprincippet. Det vil sige såvel realiseret som urealiseret gevinst og tab. Se PAL § 15, stk. 3. Se også afsnit C.2.2, Opgørelse af beskatningsgrundlaget efter lagerprincippet.

 

Alle former for formueafkast skal medregnes til beskatningsgrundlaget. Se PAL §§ 3, 6 og 7. Det vil sige:

 

  • udbytteskat fra udlandet, Færøerne eller Grønland, tilbagebetalt direkte til medlemmerne,
  • udbytter og
  • gevinst eller tab på investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud.

Med lov nr. 1294 af 20. december 2000 er der indført ens beskatning af investeringsbeviserne i akkumulerende og udloddende investeringsforeninger.

 

Minimumsudlodning ikke udbetalt

Udbytte fra investeringsforeninger forhøjes efter de indkomstskattemæssige regler med et ikke udloddet beløb. Det sker også ved opgørelsen af det pensionsafkastskattepligtige grundlag.

 

For at forhindre, at det ikke udloddede beløb beskattes to gange, finder ABL § 27 tilsvarende anvendelse ved opgørelse af beskatningsgrundlaget. Se PAL § 15, stk. 3, 5. pkt. Det vil sige i tilfælde hvor den opgjorte minimumsudlodning ikke er udbetalt, men beskattet som udbytte, forhøjes anskaffelsessummen med den manglende udlodning.

 

Certifikatudstedende investeringsforeninger udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud i form af certifikater.

 

Beskatningen af investeringsforeninger afhænger af, om der er udstedt certifikater for medlemmernes indskud.

 

Certifikaterne skal fremtræde som særskilte dokumenter med et bestemt pålydende. Certifikatets ejer får ret til en andel af foreningens overskud og formue i forhold til certifikatets pålydende.

 

Definition på udloddende investeringsforening

En udloddende investeringsforening er en investeringsforening,

  • der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og
  • som opgør en minimumsudlodning, der beskattes i overensstemmelse med, at foreningen har valgt, at foreningens indkomst skal beskattes hos medlemmerne efter reglerne for udloddende foreninger.

Se LL § 16 C, stk. 1

 

Om minimumsudlodningen se  LV Selskaber og Aktionærer, afsnit S.A.1.8.1.1.

 

Definition på akkumulerende investeringsforening

En forening er akkumulerende, såfremt foreningen

  • ikke har foretaget en udlodning omfattet af LL § 16 C, eller
  • er omfattet af reglerne om investeringsselskaber i ABL § 19, stk. 2, fordi der enten er tale om et moderselskab eller en investeringsforening, der beherskes af et andet selskab.

Se LV Selskaber og Aktionærer, afsnit S.A.1.8.2 Certifikatudstedende akkumulerende investeringsforeninger.

 

Er der ikke udstedt certifikater er foreningen kontoførende.

 

Særligt om andele i kontoførende investeringsforeninger (PAL § 13)

Ved opsparing i en skattepligtig ordning, anbragt i en andel i en forening eller i en afdeling af en forening, opgøres en skattepligtig del af andelens afkast, hvis

  • der ikke udstedes omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og
  • medlemmet løbende tilskrives sin andel af årets overskud og formue opgjort særskilt for foreningens aktiver.

Den andel, der skal beskattes, fremgår af lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger (lovbekendtgørelse nr. 471 af 23. maj 2006).

 

Medlemmerne af en kontoførende investeringsforening beskattes af den andel af foreningens indtægter og udgifter, der svarer til den ejerandel, som er knyttet til indskuddet.

 

Beskatningen hos det enkelte medlem sker efter de regler, der gælder for medlemmets PAL-skattepligtige indkomst.

 

Der skal medregnes en skattepligtig del af andelens afkast til beskatningsgrundlaget. Det vil sige renteindtægter og gevinst eller tab for den del af andelen, der vedrører skattepligtigt formueafkast, skal medregnes.

 

Opgørelsen af den skattepligtige del af an delens afkast skal ske efter reglerne om opgørelse af beskatningsgrundlaget i PAL § 15, stk. 3.