§ 1Afgiftspligten omfatter el, der forbruges her i landet.

Undtagelser
§ 2, stk. 1Undtaget fra afgiftspligten er el, som

  • Fremstilles på produktionsanlæg, hvis kapacitet er mindre end 150 kW.
  • Fremstilles og forbruges i tog, skibe, luftfartøjer eller andre transportmidler.
  • Fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som forbruges af producenten.
  • Fremstilles på nødstrømsanlæg i tilfælde, hvor den normale elforsyning svigter.
  • Fremstilles på solcelleanlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husstand, og som er tilsluttet elinstallationen i boliger eller i anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse.

Solcelle-elVed anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse forstås i det foreliggende tilfælde børneinstitutioner, skoler o.l. For så vidt angår institutioner, skoler o.l. sidestilles 100 m2 bebygget institutionsareal med 1 husstand.

Det er en forudsætning for afgiftsfriheden, at elselskabet afregner solcelleproduceret el fra elproducenten og leveret el til elproducenten til samme pris pr. kWh, og at der ikke er tilsluttet elinstallationen anden form for elproduktionsanlæg.

 

►Skatterådet har, jf. SKM2008.516.SR bekræftet, at afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra e, på de vilkår, der i øvrigt er nævnt i bestemmelsen, også vil omfatte et solcelleanlæg, der tilsluttes en elinstallation (afregningsmåler for ejendommen) i en ejendom, der består af flere lejligheder (husstande), uanset den samlede effekt er større end 6 kW, hvis effekten opgjort pr. lejlighed (husstand) i ejendommen ikke overstiger 6 kW. Det var forudsat, at der ikke for nogen af lejlighederne (husstandene) var tale om nettoproduktion af el fra solcelleanlægget.◄

Anlæg lig med eller
over 150 kWEl, som fremstilles på produktionsanlæg med en kapacitet på 150 kW eller derover, er omfattet af afgiftspligten, selv om hele anlæggets kapacitet kun udnyttes lejlighedsvis.

Ved et produktionsanlægs kapacitet forstås det antal kW, som anlægget maksimalt kan yde vedvarende til drift af installationer, hvortil der kræves det omhandlede antal kW.

Anlæg mindre end 150 kW
§ 2, stk. 2Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning bestemme, at el, der fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller på stationære anlæg med en kontinuerlig fremstilling af el, er afgiftspligtig. Afgiftspligten er betinget af, at den fremstillede el er helt eller delvis godtgørelsesberettiget efter reglerne for godtgørelse af elafgift, se F.6.

Bestemmelsen tager sigte på momsregistrerede virksomheder med anlæg til at fremstille el udelukkende til eget brug, fx grusgrave med eget elproduktionsanlæg.

Endvidere tager bestemmelsen sigte på virksomheder med et kraftvarmeanlæg med en kontinuerlig produktion af el - uden at der stilles krav til anlæggets kapacitet. I begge tilfælde er det som anført ovenfor en betingelse, at den producerede el er helt eller delvis godtgørelsesberettiget efter reglerne for godtgørelse af elafgift.

Den afgiftsmæssige behandling af landbrugsdiesel, der anvendes til produktion af el og varme i minikraftvarmeanlæg er præciseret i SKM2005.475.SKAT.

Elafgiftsloven giver mulighed for, at minikraftvarmeanlæg kan blive registreret efter elafgiftsloven.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder med et elproduktionsanlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW med en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, og virksomheder, der har et stationært anlæg med en kontinuerlig fremstilling af elektricitet, efter anmodning kan blive omfattet af afgiftspligten efter elafgiftsloven, når afgiften af den fremstillede elektricitet helt eller delvist er tilbagebetalingsberettiget efter reglerne om tilbagebetaling af elafgift.

Bestemmelsen tager sigte på momsregistrerede virksomheder, der har anlæg til fremstilling af elektricitet til eget brug, fx grusgrave med eget el-produktionsanlæg og landbrugets minikraftvarmeanlæg.

Forbrug af olie i minikraftvarmeværker, der er registreret efter elafgiftsloven er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2, og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2. Der skal således ikke betales afgift af den del af forbruget, der går til fremstilling af elektricitet for registrerede anlæg, idet den producerede elektricitet omfattes af afgiftspligten efter elafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Virksomheden kan få afgiften godtgjort af olieforbruget til elfremstilling, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 3.

Det er derfor kun den del af energiforbruget, der kan henregnes til varmefremstilling, der skal betales afgift af. Der betales afgift efter den sats, der gælder for olie til fyringsformål.

Landbruget kan anvende farvet olie i minikraftvarmeanlægget. Det farvede produkt skal ikke afgiftsmæssigt behandles som landbrugsdiesel, idet anvendelsen i minikraftvarmeanlægget til produktion af elektricitet og varme ikke er en primæraktivitet i landbruget. Fordelingen af olieforbruget til minikraftvarmeanlægget og til landbrugsformål dvs. landbrugets primæraktiviteter jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, skal være baseret på en måling af olien, der anvendes i minikraftvarmeanlægget.

Reglerne for regnskab og opbevaring, der gælder for henholdsvis kraftvarmeværker og motorbrændstof til maskiner, der anvendes til landbrugets primæraktiviteter, skal følges, selv om det er den samme farvede diesel, der anvendes. Hvis samme tankanlæg anvendes til opbevaring af olie til fyringsformål og landbrugsformål, skal olien indkøbes med motorbrændstofafgift. Via regnskaberne styres omfanget af tilbagebetalingen.

Hvis anlægget ikke er registreret efter elafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven, betales der ikke afgift af den producerede elektricitet, og der gives ikke godtgørelse af afgiften af olie, der medgår til fremstilling af elektricitet.

Den afgiftsmæssige stilling efter elafgiftsloven for egenproduceret vindkraft, som en vindkraftproducent anvender til at fremstille varme er præciseret i SKM2007.541.SKAT.

Det følger af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at vindkraft, som vindkraftproducenten forbruger til drift af varmepumper, er omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c og er fritaget for afgift på betingelse af, at der er tale om et direkte eget forbrug. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal dermed være koblet på samme interne net, dvs. de skal være internt forbundne via det interne net. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal tilhøre samme juridiske enhed.

Hvis vindkraftproducentens interne net, som vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget er tilsluttet, også er forbundet til det kollektive elforsyningsnet - den afgiftsregistrerede netvirksomheds el-net - er der afgiftsmæssigt ikke noget til hinder for, at en overskydende del af vindkraftproduktionen leveres til det kollektive elforsyningsnet. Denne leverance af vindkraft til det kollektive elforsyningsnet kan ske uden betaling af afgift.

Hvis vindkraftproducenten både leverer vindkraft til det kollektive elforsyningsnet, og får leveret el fra det kollektive elforsyningsnet til drift af varmepumpeanlægget, kan vindkraften fortsat leveres uden afgift til det kollektive elforsyningsnet. Den afgiftsregistrerede el-netvirksomhed opkræver el-afgift og kuldioxidafgift ved levering til forbrug her i landet. Dette gælder også for el, der leveres til vindkraftproducenten uanset størrelsen af den mængde el, der leveres til det kollektive elforsyningsnet. Der skal ske særskilt måling af vindkraft, der leveres til det kollektive elforsyningsnet og af den el, der leveres fra det kollektive net til vindkraftproducenten, dvs. begge leverancer/retninger skal måles.

Hvis vindkraftproducenten samtidig også bruger el til andre formål end i varmepumpeanlægget ved anvendelse af samme interne net, giver loven ikke mulighed for på forhånd at allokere - f.eks. afgiftsfri vindkraft til varmepumpeanlægget og afgiftsbelagt el til de andre formål. Afgiftsbelastningen for alle typer af elforbrug hos vindkraftproducenten bliver dermed den samme. Der skal i praksis ske måling af de forskellige typer af elforbrug.