Dato for udgivelse
31 Mar 2006 11:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Mar 2006 12:59
SKM-nummer
SKM2006.187.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
05-017497
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ophørspension, hovedaktionær, udlejning, ejendom
Resumé

En ejendom, der havde været ejet 100% af skatteyders ægtefælle indtil den 31. december 2003, blev ved en bodeling i 2004 delt ligeligt mellem ægtefællerne. Ejendommen havde været udlejet, og skatteyders ægtefælle var blevet beskattet af ejendommens resultat til og med indkomståret 2003. I 2004 deles overskuddet ligeligt mellem ægtefællerne. I august 2005 sælges ejendommen. Skatteyder ønsker at indskyde hendes andel af avancen og genvundne afskrivninger på en ophørspension i henhold til pensionsbeskatningslovens § 15 A. Skatterådet svarede nej, idet reglen om selvstændig virksomhed i 10 år ud af de seneste 15 år ikke var opfyldt.

Reference(r)
Pensionsbeskatningsloven § 15 A
Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-2 A.C.1.1.6

Henvisning
Ligningsvejledning 2006-2 S.F.2.1.4

Spørgsmål

Kan A indskyde den skattepligtige ejendomsavance samt genvundne bygningsafskrivninger ved salg af ejendommen C, 6000 Kolding på en ratepension med fradragsret i 2005 eller 2006 til følge. Fradraget påtænkes foretaget med henvisning til pensionsbeskatningslovens § 15 A.

Svar

Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ejendommen C har i mange år tjent som domicilejendom for X A/S. X A/S ejes 100% af Y Holding Aps, der ejes med 50% til hver af de tidligere ægtefæller A og B. I forbindelse med skilsmissen blev det aftalt, at A og B hver skulle eje 50% af  ejendommen C. B har altid stået som eneejer af ejendommen. I forbindelse med skilsmissen er der således ikke udstedt skøde på 50% af ejendommen til A.

Ejendommen C blev erhvervet 1. maj 1987. A´s tidligere ægtefælle B er til og med indkomståret 2003 blevet beskattet 100% af ejendommens resultat. I indkomståret 2004 deles resultatet ligeligt med A og B. Ejendommen er solgt den 1. august 2005.

X A/S er stiftet den 1. januar 1986. Y Holding Aps er registreret som hovedaktionær og A og B som øvrige ejere.

X A/S havde i 2004 en nettoomsætning på 7.302.348 kr. I 2003 var nettoomsætningen 6.761.000 kr., og i 2002 var nettoomsætningen på 7.247.000 kr.

Y Holding Aps er stiftet den 23. marts 1998. A og B er registreret som hovedaktionær i selskabet.

I de senere år er ejendommen C hovedsaligt anvendt som sekundær ejendom til lager m.v. Udover egen anvendelse har der været en mindre ekstern lejeindtægt. Denne lejeindtægt har i 2002 udgjort 119.140 kr., i 2003 100.416 kr. og i 2004 102.116 kr.

Ejendommen er registreret som ren forretning med et areal på 381 m². B er registreret med en ejerandel på 100%. Ejendommens værdi er pr. 31. december 2004 ansat til 1.050.000 kr., og er pr. 1. august 2005 solgt til 1.200.000 kr.

Det er spørgers opfattelse, at bestemmelserne omkring passiv virksomhed, for så vidt angår udlejning af fast ejendom, ikke finder anvendelse, idet der er tale om udlejning til et selskab, som har en ejerkreds, der er 100% identisk med udlejningsvirksomheden. Vedrørende praksis på området henviser spørger til ligningsrådets afgørelse af 19. august 2003 SKM2003.394.LR.

SKATs indstilling og begrundelse

Pensionsbeskatningslovens § 15 A blev indført ved lov nr. 1282 af 20. december 2000. Loven har virkning for hel eller delvis afståelse af erhvervsmæssig virksomhed, der finder sted i indkomståret 2001 eller senere indkomstår.

Formålet med indførelsen af § 15 A er at forbedre mulighederne for, at de berørte personer kan anvende den skattepligtige fortjeneste fra afståelsen af virksomheden til at skaffe sig en efter forholdene mare passende pensionsopsparing. Personerne er karakteriseret ved, at de igennem en længere erhvervsaktiv periode har haft erhvervsvirksomheden som økonomisk centrum for deres livsinteresser. De pågældende har typisk prioriteret investeringer i virksomheden højere end pensionsopsparing i traditionel forstand, og hvis der i det hele taget er foretaget sådan pensionsopsparing, er denne ofte beskeden sammenlignet med de oparbejdede værdier i virksomheden og med personernes hidtidige indkomstforhold.

Det er en betingelse for at oprette en pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 2, at personen har drevet selvstændig virksomhed. Virksomheden skal være drevet i en periode på mindst 10 år inden for de seneste 15 år forud for det indkomstår, hvor ordningen oprettes. Hvis den erhvervsmæssige er ophørt før indkomståret 2005, skal virksomheden været drevet 10 år umiddelbart før oprettelsen af ophørspensionen. Der stilles ikke krav om, at det skal have drejet sig om samme virksomhed i hele 10-årsperioden.

Der skal være tale om en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepensionsordning. Det er muligt at oprette mere end én pensionsordning, og i tilfælde af trinvis afståelse af virksomheden er det muligt at fordele indbetalingerne over flere indkomstår. En trinvis afståelse af virksomheden kan f.eks. ske ved, at der optages en medinteressent i et interessentskab.

SKAT finder, at A ikke opfylder betingelserne for at oprette en ophørspension.

A har ikke drevet selvstændig virksomhed med udlejning af fast ejendom i 10 år ud af de seneste 15 år. Det er alene i indkomståret 2004, at der er selvangivet et resultat vedrørende udlejning af fast ejendom (50%).

Det er den tidligere ægtefælle B, der har ejet ejendommen C i Kolding 100% siden købet i 1987, og han alene er blevet beskattet af resultatet af udlejningen i alle årene til og med 2003.

Reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 3 (medarbejdende ægtefælle) har ikke kunnet være benyttet på grund af arbejdskravet, og reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8 (ligelig deling af årets resultat) er heller ikke anvendt.

A har drevet selvstændig VVS-virksomhed sammen med sin tidligere ægtefælle siden 1979, fra 1986 i selskabsform. Ejendommen C kan ikke anses for at være en del af denne virksomhed for A, idet det først er i 2004, at hun bliver ejer af 50% af ejendommen, og kan derfor ikke indgå i bedømmelsen om, hvorvidt hun har drevet selvstændig virksomhed i 10 år ud af de seneste 15 år forud for afståelsen af ejendommen.

Der er ikke afhændet nogen anparter i selskabet i 2005, hvorfor der ikke kan være tale om hverken hel eller delvis ophør af denne virksomhed.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKAT´s indstilling.