A, benævnes klageren i det følgende, har bedt om bindende ligningssvar, idet han har stillet følgende spørgsmål:
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har besvaret spørgsmålet på følgende måde: ”Ja.”
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klageren har siden den 1. april 1980 ejet ejendommen B. Den 1. januar 2002 blev ejendommen vurderet som en ejendom til beboelse og forretning med 2 lejligheder til 2.750.000 kr., hvoraf 492.900 kr. blev henført til grundværdien. Ifølge vurderingsoplysningerne findes der på ejendommen, der har et samlet grundareal på 652 m², en etagebebyggelse opført i 1805 og om- eller tilbygget i 2002 i 2 etager med 3 lejligheder. De 2 af lejlighederne er til beboelse og har beboede arealer på henholdsvis 132 m² og 55 m². Den 3. lejlighed er til erhverv og har et lejlighedsareal på 608 m².
Efter det oplyste har klageren og hans ægtefælle drevet en farvehandel fra erhvervslokalerne i ejendommens stueetage. Ægteparret bebor selv lejligheden på 1. sal, idet den anden lejlighed til beboelse er udlejet.
Ved slutseddel af 15. februar 1992 købte klageren ejendommen C til overtagelse den 1. marts 1992. Den 1. oktober 2003 blev ejendommen vurderet som et sommerhus til 2.500.000 kr., hvoraf 370.300 kr. blev henført til grundværdien. Ifølge vurderingsoplysningerne findes der på ejendommen, der har et samlet grundareal på 1.765 m², et sommerhus opført i 2000 med et beboet areal på 170 m² indrettet med 5 værelser, køkken, 2 toiletter og 2 badeværelser. Sommerhuset er opført med træbeklædte ydermure og tegltag, og huset opvarmes ved elovne. På ejendommen findes endvidere et udhus opført i 1947 og om- eller tilbygget 1994 med et bebygget areal på 7 m² samt en carport opført i 2001 med et bebygget areal på 44 m² samt træbeklædte ydermure og tegltag.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteforvaltningens bindende ligningssvar afgivet den 5. december 2003 fastholdes.
Under hensyntagen til de foreliggende oplysninger omkring klagerens alder, sommerhusets ejendomsværdi og størrelse samt oplysningerne om erhvervelsestidspunktet for sommerhuset finder nævnet, at klageren i forbindelse med en påtænkt flytning til Spanien vil have bevaret en i Danmark beliggende bolig, som må anvendes som helårsbolig, og som i øvrigt er velegnet som sådan.
Nævnet finder således, at klageren i forbindelse med en flytning fra Danmark vil have bevaret sin skattepligt her til landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at besvarelsen af spørgsmålet ændres til nej, således at klagerens fulde skattepligt her til landet ophører ved klagerens fraflytning, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Klageren har afhændet den farvehandel, som han drev sammen med sin ægtefælle fra lokaler i stueetagen af ejendommen B, som klageren ejer. Klageren og hans ægtefælle bor i en lejlighed på 160 m² på 1. sal i ejendommen, som endvidere indeholder et andet beboelseslejemål, der er udlejet på almindelige lejeretlige vilkår. Ægteparret, der i dag er pensionister, har ikke længere erhvervsinteresser i Danmark udover ejendommen B, som udlejes eller afhændes i forbindelse med en eventuel fraflytning.
Klageren erhvervede i 1992 en sommerhusgrund på 1.785 m², som blev bebygget med en beboelse på 170 m². Ejendommen har sommerhusstatus og har alene været benyttet af klageren som almindeligt sommerhus og ikke som helårsbeboelse.
Klageren ejer endvidere ejendommen D som har et samlet grundareal på 3.000 m² og er beliggende på et plateau i bjergene med udsigt over middelhavet og bjergene. På denne grund har ægteparret ladet en helårsejendom på ca. 160 m² opføre for en pris af ca. 2,2 mio.
Det gøres gældende, at klagerens fulde skattepligt her til landet i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophører i tilfælde af fraflytning og udlejning af den tidligere bolig uopsigeligt for en periode på mindst 3 år eller afhændelse af den tidligere bolig.
Klageren har fået en personlig og uoverdragelig ret efter planlovens regler til at benytte sommerhuset til helårsbeboelse, udelukkende fordi han er fyldt 60 år og har ejet sommerhuset i mere end 8 år, og ikke fordi han har bedt om det. Dette medfører ikke, at sommerhuset ændrer status til klagerens helårsbeboelse. Klageren ville end ikke kunne få sommerhuset omvurderet til en helårsbeboelse henset til ejendommens placering i et sommerhusområde.
Denne dispensation fra de almindelige regler i planloven, hvorefter sommerhuse ikke må anvendes til helårsbeboelse, var fra politisk side tænkt som et gode for pensionister. Denne ret eller dispensation bør derfor ikke automatisk bevirke, at klageren må anses for fuldt skattepligtig her til landet i en situation, hvor andre skatteyderes fulde skattepligt ville være ophørt – det være sig personer under 60 år eller personer over 60 år, som endnu ikke har ejet deres sommerhus i 8 år. Bestemmelsen er ikke tænkt som en fastholdelse af skattepligtsgrundlag i Danmark, men derimod som en mulig begunstigelse af pensionister, som måtte ønske at benytte muligheden for at benytte et sommerhus som helårsbeboelse.
Der er tale om en personlig ret, og det afgørende er i kombination med de almindelige skattepligtsregler, om denne ret udnyttes. Klageren har alene benyttet ejendommen C som sommerhus inden en eventuel fraflytning. Klagerens fulde skattepligt her til landet kan derfor ikke opretholdes alene med henvisning til planlovens § 41, idet ejendommen ikke benyttes til helårsbeboelse. En eventuel indtræden af skattepligt vil afhænge af benyttelsen af sommerhusejendommen. Klageren påtænker således alene at benytte sommerhuset til ferier og lignende efter fraflytningen.
Klageren ville i modsat fald reelt blive tvunget til at afhænde eller udleje sommerhuset uopsigeligt, hvorimod andre og yngre skatteydere som udgangspunkt ville kunne anvende sommerhuset til ferie- og fritidsformål uden konsekvenser i forhold til spørgsmålet om den fulde skattepligts ophør. Det må herefter være klagerens faktiske dispositioner, som er afgørende, hvorefter klagerens fulde skattepligt her til landet må anses for ophørt, i det omfang klageren faktisk alene benytter sommerhuset til ferie- og fritidsformål. Skattemyndighederne vil således altid kunne fastholde klagerens fulde skattepligt efter kildeskattelovens regler, hvis klageren efterfølgende benytter sommerhuset i videre omfang.
Klageren og hans ægtefælle har en søn på 35 år, og en datter på 37 år, begge bosat i Danmark. Dette forhold kan dog efter praksis heller ikke bevirke, at klagerens fulde skattepligt her til landet fastholdes.
Sommerhusets beliggenhed ved vandet medfører en forholdsvis høj offentlig vurdering på 2,5 mio. kr. Dette er dog ikke usædvanligt, da sommerhuspriserne generelt er steget betydeligt i Danmark. Det forhold, at grunden er bebygget med de tilladelige 10 %, er ligeledes ikke usædvanligt. Omvendt må det anses for normalt, at sommerhusgrunde udnyttes maksimalt.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Pligt til at svare indkomstskat til den danske stat i overensstemmelse med reglerne i kildeskatteloven påhviler personer, der har bopæl her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Ved afgørelsen af, om en person har bopæl i Danmark i relation til den nævnte bestemmelse, henses der blandt andet til, om den pågældende person faktisk har bevaret en bopælsmulighed i Danmark. Efter praksis vil fortsat dispositionsret over den indtil fraflytningen benyttede bolig eller eventuelt en anden bolig som udgangspunkt medføre, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes uopsigeligt for udlejeren i mindst 3 år, eller det godtgøres, at personen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet.
På grundlag af de foreliggende oplysninger finder retten, at klagerens fulde skattepligt her til landet må anses for opretholdt efter en fraflytning, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Der er herved henset til, at klageren har bevaret en bopælsmulighed i sommerhuset C, idet klageren i henhold til planlovens bestemmelser har en personlig ret til at bo i ejendommen hele året, uanset ejendommens beliggenhed i et sommerhusområde. Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse, hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.