Parter
A
(advokat NP)
mod
Skatteministeriet
(advokat Alexander Rosendal Boisen)
Københavns Byret har den 31. oktober 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS56203/2019-KBH).
Landsdommerne Bo Østergaard, Peter Thønnings og Anne-Sophie Abel Lohse (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at A’s aktieindkomst for 2014 nedsættes med 191.602 kr., og at hans aktieindkomst for 2015 nedsættes med 115.483 kr., subsidiært at byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Forklaringer
Der er ikke afgivet forklaringer under ankesagen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
A har yderligere anført navnlig, at han som umyndig ikke havde indflydelse på, hvad der passerede. Hans forældre indhentede ikke statsforvaltningens godkendelse til at stifte gæld, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 7, og der var tale om et kautionslignende forhold, hvilket hans forældre ikke kunne forpligte ham til, jf. værgemålslovens § 27.
Værgemålsloven har forrang frem for skattelovgivningens principper om hæftelse, hvorfor der ikke kan rejses skattekrav for den periode, hvor han var var mindreårig.
Skatteministeriet har heroverfor anført navnlig, at der ikke var behov for at indhente statsforvaltningens godkendelse, da der ikke blev stiftet gæld. Det bemærkes, at der ikke er oplysninger om, at overdragelsen af anparterne er blevet anfægtet civilretligt. Reglerne i værgemålslovens §§ 42-43 angår den umyndiges selvstændige rådighed og næring og finder derfor ikke anvendelse i den omhandlede situation. Skat har ikke udøvet et skøn, hvorfor der ikke er grundlag for at hjemvise sagen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 35.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.