Spørgsmål
- Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke skal betale affaldsafgift efter affaldsafgiftsloven, når selskabet i højst 1 år midlertidigt oplagrer affald, som er anvist af kommunalbestyrelsen til midlertidig oplagring på et godkendt anlæg, og anlægget ikke er beliggende på et efter affaldsafgiftsloven registreringspligtigt deponi, når oplagringen sker med henblik på senere levering til et affaldsforbrændingsanlæg?
- Kan Skatterådet bekræfte, at selskabet ikke skal betale affaldsafgift efter affaldsafgiftsloven, når selskabet i højst 1 år midlertidigt oplagrer affald, som er anvist af kommunalbestyrelsen til midlertidig oplagring på et godkendt anlæg, og anlægget er beliggende på et efter affaldsafgiftsloven registreringspligtigt deponi, når oplagringen sker med henblik på senere levering til et affaldsforbrændingsanlæg?
Svar
- Ja, se dog begrundelse
- Ja, se dog begrundelse
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger er et affaldsselskab, som er beliggende på adressen X. Selskabet ejes af Y Kommune, og selskabet varetager indsamling, sortering og bearbejdning samt afsætning af affald.
I dag deponerer selskabet kun en lille del af den indsamlede affaldsmængde, idet det indsamlede affald enten udnyttes til energi, genbruges eller genanvendes. Siden deponiet blev etableret, er det i langt højere grad blevet muligt at udnytte værdierne i affaldet, til fordel for økonomi og miljø. Selskabet behandler derfor affald i fraktioner med henblik på genanvendelse.
Deponiet er indhegnet, og ved modtagelsen på deponiet indvejes affaldet på en brovægt. Indvejningsprocessen sker ved hovedindgangen, hvor der sker registrering af al affaldsdata. De registrerede affaldsdata opgøres på en sådan måde, at affaldet kan indberettes efter metoden til det statslige affaldssystem (ADS) samt danne grundlag for afregning af kunder og intern afregning.
Spørger modtager herudover affaldsmængder fra sine affaldskunder, som Spørger opmagasinerer på et mellemlager, på grund af sæsonudsving, med henblik på senere levering til et affaldsforbrændingsanlæg. Mellemlageret er geografisk adskilt fra deponiet og beliggende på et andet område, hvorfor dette affald til mellemopbevaring ikke tilføres til deponi.
Affaldet befinder sig midlertidigt i maksimalt 12 måneder på mellemlageret, men almindeligvis kun en kortere periode. Affaldet er dermed ikke oplagt på mellemlageret med henblik på deponering, og selskabet har selvsagt ikke deponeringshensigt. Hensigten med opmagasineringen er energiudnyttelse på affaldsforbrændingsanlægget.
Det er Spørgers opfattelse, at der ikke skal betales affaldsafgift af affaldsfraktionen, som midlertidigt opmagasineres på et mellemlager, når dette tilføres med henblik på forbrænding på et affaldsforbrændingsanlæg, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1
Spørger ønsker at få bekræftet, at der ikke skal svares affaldsafgift af affald, som midlertidigt opmagasineres, på grund af sæsonudsving, og efterfølgende forbrændes på et affaldsforbrændingsanlæg, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1 og stk. 2.
Overordnet er det selskabets opfattelse, at affaldsafgiftslovens betingelser for pålæg af afgift ikke er opfyldt, når affald midlertidigt oplægges på grund af sæsonudsving, idet affaldet ikke oplægges med henblik på deponering, og affaldet ikke tilføres til et registreret deponi.
Det fremgår af affaldsbekendtgørelsens § 53, stk. 1, at:
"Kommunalbestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring på et anlæg, der er godkendt til midlertidig oplagring efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, dog højst i 1 år. Anvisning til midlertidig oplagring kan ikke omfatte let fordærveligt affald."
Det fremgår af bestemmelsen, at kommunebestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring på et anlæg, der er godkendt til midlertidig oplagring, dog højst 1 år. Kommunen kan give forlængelse af den midlertidige oplagring, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlægget. Anvisningen kan ikke omfatte dagrenovation eller andet let fordærveligt affald.
For at oplagre affald uden for deponi, er det herved nødvendigt, at Spørger har en godkendelse fra kommunen til at drive midlertidig oplagring. Godkendelsen er kun midlertidig og kan ikke have en permanent karakter, idet ordningen som udgangspunkt er begrænset til en 1-årig periode.
Det lægges til grund, at Spørger har de nødvendige miljøretlige godkendelser for at kunne oplagre forbrændingsegnet affald midlertidigt.
Det fremgår af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, at "(d)er skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed".
Bestemmelsen svarende til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, blev oprindeligt indsat i miljøbeskyttelseslovens § 82a ved lov nr. 329 af 4. juni 1986. Af denne bestemmelse fremgik det, at "(d)er svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed".
Herefter blev affaldsafgiften overført til affaldsafgiftsloven, hvor den nugældende § 9, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 838 af 19. december 1989. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at reglerne svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven om affaldsafgift.
Afgiftspligten kan efter Spørgers opfattelse ikke antages at omfatte affald, der tilføres virksomheden med henblik på energiudnyttelse uden for registreret deponi. Baggrunden herfor er, at afgiftspligten har direkte sammenhæng med affaldets anvendelse. Lovens formål er ikke at afgiftspålægge affald som sådant, men udelukkende affald, der deponeres. Dette hænger sammen med lovens formål nemlig at reducere de affaldsmængder, der tilføres deponi.
Da det omfattede affald er blevet tilført et mellemlager uden for registreret deponi midlertidig, med henblik på senere forbrænding, er der efter Spørgers opfattelse efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, samt dens forarbejder i udgangspunktet ikke hjemmel til at opkræve affaldsafgift af den tilførte mængde, da affaldet ikke tilføres til et registreret deponi, og der ikke er deponeringshensigt.
Det fremgår af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, at "virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen". Desuden fremgår det af affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, at "afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering".
Det er Spørgers opfattelse, at der ikke skal beregnes deponiafgift af affald, som tilføres en midlertidig oplagringsplads. Dette fremgår tillige af ordlyden af definitionen for afgiftspligtigt deponi samt af definitionen af deponering. Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alt affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed med henblik på deponi. Da det omfattede affald ikke tilføres til selskabets deponi med henblik på deponering, er det selskabets opfattelse, at der ikke skal afregnes affaldsafgift, da der ikke er hjemmel i affaldsafgiftslovens § 9 til at opkræve afgift af affald der ikke tilføres til et registreret deponi, og der ikke er deponeringshensigt.
Spørgsmål 2
Spørger ønsker at få bekræftet, at der ikke skal svares affaldsafgift af affald, som midlertidigt opmagasineres på et registreret deponi, på grund af sæsonudsving, og efterfølgende forbrændes på et affaldsforbrændingsanlæg, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.
Overordnet er det Spørgers opfattelse, at affaldsafgiftslovens betingelser for pålæg af afgift ikke er opfyldt, når affald midlertidigt oplægges på grund af sæsonudsving, idet affaldet ikke oplægges med henblik på deponering, selvom affaldet midlertidigt tilføres til et registreret deponi.
Det lægges til grund, at Spørger har de nødvendige miljøretlige godkendelser for at kunne oplagre forbrændingsegnet affald midlertidigt.
Det fremgår af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, at "(d)er skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed".
Bestemmelsen svarende til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, blev oprindeligt indsat i miljøbeskyttelseslovens § 82a ved lov nr. 329 af 4. juni 1986. Af denne bestemmelse fremgik det, at "(d)er svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed".
Herefter blev affaldsafgiften overført til affaldsafgiftsloven, hvor den nugældende § 9, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 838 af 19. december 1989. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at reglerne svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven om affaldsafgift.
Afgiftspligten kan efter Spørgers opfattelse ikke antages at omfatte affald, der tilføres virksomheden med henblik på energiudnyttelse inden for registreret deponi. Baggrunden herfor er, at afgiftspligten har direkte sammenhæng med affaldets anvendelse. Lovens formål er ikke at afgiftspålægge affald som sådant, men udelukkende affald, der deponeres med henblik på deponering. Dette hænger sammen med lovens formål nemlig at reducere de affaldsmængder, der tilføres deponi.
Da det omfattede affald er blevet tilført med henblik på mellemopbevaring inden for registreret deponi midlertidigt, med henblik på senere forbrænding, er der efter selskabets opfattelse efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, samt dens forarbejder i udgangspunktet ikke hjemmel til at opkræve affaldsafgift af den tilførte mængde, da affaldet ikke tilføres til et registreret deponi med henblik på deponering.
Det fremgår af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, at "virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen". Desuden fremgår det af affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, at "afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering".
Det er Spørgers opfattelse, at der ikke skal beregnes deponiafgift af affald, som tilføres en midlertidig opbevaring inden for et registreret deponi. Dette fremgår tillige af ordlyden af definitionen for afgiftspligtigt deponi samt af definitionen af deponering. Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alt affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed med henblik på deponi. Da det omfattede affald ikke tilføres til Spørgers deponi med henblik på deponering, er det Spørgers opfattelse, at der ikke skal afregnes affaldsafgift, da der ikke er hjemmel i affaldsafgiftslovens § 9 til at opkræve afgift af affald i denne situation.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørger ikke skal betale affaldsafgift efter affaldsafgiftsloven, når Spørger midlertidigt oplagrer affald på et godkendt anlæg i højst 1 år, når anlægget ikke er beliggende på et efter affaldsafgiftsloven registreringspligtigt deponi. Affaldet er anvist af kommunalbestyrelsen til midlertidig oplagring i højst 1 år og med henblik på senere levering til forbrænding.
Begrundelse
Det er oplyst, at Spørgers affald er anvist af kommunalbestyrelsen efter affaldsbekendtgørelsens § 53, stk. 1, til midlertidig oplagring i højst 1 år med henblik på senere forbrænding. Det lægges til grund, at Miljøstyrelsen ikke har dispenseret for fristen på 1 år, jf. affaldsbekendtgørelsens § 53, stk. 2.
Efter ordlyden af affaldsafgiftslovens § 10, stk. 2, skal der betales afgift på 475 kr./ton affald, der deponeres med henblik på senere forbrænding. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at bestemmelsen ikke omfatter affald, der oplagres midlertidigt i mindre end 1 år efter kommunalanvisning med henblik på senere forbrænding.
Bestemmelsen i § 10, stk. 2, blev indsat i affaldsafgiftslovens ved lov nr. 461 af 12. juli 2009 som en del af omlægningen af affaldsafgiften fra en mængdeafgift pr. ton affald ved afbrænding til en energiafgift efter energiindholdet i affaldet ved forbrænding. I den forbindelse blev afgiften ved forbrænding af affald flyttet fra affaldsafgiftsloven til kulafgiftsloven, som er en energiafgiftslov.
Bestemmelsen i § 10, stk. 2 i affaldsafgiftsloven erstattede de tidligere regler i loven, hvorefter der kun skulle betales den lavere forbrændingssats for affald til midlertidig opbevaring, der efter dispensation fra Miljøstyrelsen blev tilført til midlertidig opbevaring med henblik på senere forbrænding. Miljøstyrelsen kunne og kan i konkrete tilfælde ved kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene give dispensation til midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald i mere end 1 år. Dispensationen vedrører således affald, der oplagres mere end 1 år.
Forarbejderne til § 10, stk. 2 i lov nr. 461 af 12. juli 2009 henviser alene til de tidligere regler for affald, hvor Miljøstyrelsen har givet dispensation til midlertidig oplagring i mere end et år, og ikke til midlertidig oplagring i højst 1 år som følge af en kommunal anvisning.
Der er derfor Skattestyrelsen opfattelse, at § 10, stk. 2, i affaldsafgiftsloven alene vedrører affald, som midlertidigt oplagres efter dispensation fra Miljøstyrelsen, og således ikke omfatter affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til midlertidig oplagring i højst 1 år.
Spørgers affald, der i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsen, er anvist af kommunalbestyrelsen og tilført med henblik på midlertidig oplagring i højst 1 år, er efter Skattestyrelsens opfattelse derfor efter affaldsafgiftsloven ikke tilført med henblik på deponering - hverken til deponering med henblik på senere forbrænding efter § 10, stk. 2 eller deponering i bredere forstand.
Efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald, skal registreres, jf. affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1.
Da Spørgers affald ikke modtages med henblik på deponering, er anlægget til midlertidig oplagring i sig selv ikke registreringspligtigt efter affaldsafgiftsloven, jf. affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, og der skal efter Skattestyrelsens opfattelse ikke betales afgift af affaldet ved tilførsel til anlægget.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at Spørger ikke skal betale affaldsafgift efter affaldsafgiftsloven, når Spørger midlertidigt oplagrer affald på et godkendt anlæg i højst 1 år, når anlægget er beliggende på et efter affaldsafgiftslovens registreringspligtigt deponi. Affaldet er anvist af kommunalbestyrelsen til midlertidig oplagring i højst 1 år og med henblik på senere levering til forbrænding.
Begrundelse
Det eneste, som adskiller spørgsmål 2 fra spørgsmål 1, er, at i spørgsmål 2, er området, hvor Spørgers affald midlertidigt oplagres, en del af et registreringspligtigt deponi. Det lægges til grund, at Miljøstyrelsen ikke har givet en dispensation for fristen på højst 1 år, jf. affaldsbekendtgørelsens § 53, stk. 2.
I SKM2014.43.VLR fandt Landsretten, at der ikke var hjemmel i affaldsafgiftsloven til opkrævning af affaldsafgift for jord tilført et miljøanlæg, hvor jorden blev tilført til genanvendelse. Parterne i SKM2014.43.VLR var enige om, at miljøanlægget var en registreringspligtig virksomhed, og at den omhandlede olieforurenede jord, som blev tilført miljøanlægget, var affald, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1. Parterne var også enige om, at jorden blev tilført anlægget med henblik på genanvendelsesbehandling, og at jorden efter rensning som ren jord til fri genanvendelse blev transporteret direkte til miljøanlæggets voldanlæg, hvor den blev anvendt til forhøjelse af samme. Idet den omhandlede jord således var blevet tilført anlægget med henblik på genanvendelse, fandt Landsretten at der efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, således som bestemmelsen efter dens forarbejder måtte forstås, i udgangspunktet ikke var hjemmel til at opkræve affaldsafgift af jorden.
På den baggrund, og da Spørgers affald tilføres med henblik på midlertidig opbevaring og i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens anvisning og godkendelse, og ikke til deponering efter affaldsafgiftsloven, se begrundelse til spørgsmål 1, er det Skattestyrelsens opfattelse, at affaldet ikke omfattes afgiftspligten efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Affaldsafgiftslovens §§ 9-11
§ 9 Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.
(…)
Afgiftssats
§ 10
Afgiften udgør 475 kr. pr. ton affald, der afleveres til deponering. Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt.
Stk. 2. Afgiften udgør ligeledes 475 kr. pr. ton affald, der deponeres med henblik på senere forbrænding.
(…)
Registrerede virksomheder
§ 11
Virksomheder og anlæg, der til deponering modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen. Specielle deponeringsanlæg til farligt affald skal registreres hos told- og skatteforvaltningen.
(…)
Bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald§ 53 (affaldsbekendtgørelsen)
§ 53. Kommunalbestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring på et anlæg, der er godkendt til midlertidig oplagring efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, dog højst i 1 år. Anvisning til midlertidig oplagring kan ikke omfatte let fordærveligt affald.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan dispensere fra den i stk. 1 nævnte frist på 1 år ved midlertidig oplagring af affald, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene
Forarbejder
Ved lov nr. 1057 af 17. december 2002, blev det præciseret, hvordan affald til mellemdeponering skulle håndteres i forhold til affaldsafgiftsloven. Affaldsafgiftslovens § 10, stk. 4 og 5 fik følgende ordlyd:
"Stk. 4. Afgiften udgør 330 kr. pr. t affald, der efter Miljøministeriets bekendtgørelse om affald skal forbrændes, og som efter dispensation fra Miljøstyrelsen tilføres i hele selvstændige læs og deponeres med henblik på senere forbrænding. Det er en betingelse, at affaldet opbevares fysisk adskilt fra andet affald til deponering.
Stk. 5. Der skal ikke svares afgift ved forbrænding af affald, hvor der er svaret afgift efter stk. 4. Det skal dokumenteres, at der er svaret afgift efter stk. 4."
Følgende fremgik af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L42-10-31 2002):
"Miljø- og energiministeren og Kommunernes Landsforening indgik i 1994 en aftale om blandt andet at begrænse mængden af affald, der skal bortskaffes ved deponering. Pr. 1. januar 1997 blev der indført et stop for deponering af forbrændingsegnet affald. Miljøstyrelsen kan dog i konkrete tilfælde ved kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene give dispensation til midlertidigt at oplagre forbrændingsegnet affald mere end 1 år, jf. § 37, stk. 4, i bekendtgørelse om affald (bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000).
Det foreslås, at der ved midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald efter dispensation fra Miljøstyrelsen gøres op med afgiftsbetalingen til forbrændingssatsen på 330 kr. pr. ton, ved tilførsel af affaldet til deponeringsanlægget. Der vil ikke efterfølgende kunne opnås fradrag ved fraførsel, og der skal ikke svares yderligere afgift ved tilførsel til forbrænding. Dette er også gældende for affald, som inden denne lovs ikrafttrædelse er midlertidigt deponeret til forbrændingssatsen.
Ovenstående stemmer overens med det eksisterende princip om betaling af afgift ved midlertidig oplagring af affald. Dog er den foreslåede model lettere at administrere end de i dag gældende regler for afgiftsbetaling ved midlertidig oplagring.
I dag skal der også svares afgift til forbrændingssats ved tilførsel af affald til midlertidig oplagring. Når det midlertidigt oplagrede affald fraføres deponeringsanlægget og føres til forbrænding refunderes afgiften. Dette sker ved modregning i mængderne af affald, der senere tilføres deponeringsanlægget. Der skal svares afgift ved tilførslen til forbrændingsanlæggene.
Fortsættelse af denne fremgangsmåde vil kræve en hjemmel i afgiftsloven til udbetaling af affaldsafgiften, når der ikke længere modtages affald til midlertidig oplagring, og der stadig fraføres. Generelt stiller godtgørelse af betalt afgift større krav til kontrol og administration."
Af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser fremgår:
"Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke affald, som bliver midlertidigt oplagret efter dispensation fra kommunalbestyrelsen som følge af sæsonvariationer i efterspørgslen af varme fra forbrændingsanlæg.
Det foreslås, at der ved midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald efter dispensation fra Miljøstyrelsen svares afgift til forbrændingssatsen på 330 kr. pr. ton ved tilførsel af affaldet til et deponi. Der vil ikke efterfølgende kunne opnås fradrag ved fraførsel, og der skal ikke svares yderligere afgift ved tilførsel til forbrænding.
Det er en betingelse for midlertidig oplagring til forbrændingssatsen, at affaldet opbevares fysisk adskilt fra andet affald, og at deponeringsanlægget fører et regnskab for det midlertidige oplagrede affald. Ved fysisk adskillelse forstås så vidt muligt geografisk adskillelse mellem andet affald og midlertidigt deponeret affald. Hvis dette ikke er muligt, kræves fysisk adskillelse i form af indhegning og særskilt tilkørsel.
Ved betaling af afgift ved tilførsel af affaldet til midlertidig oplagring er der en gang for alle betalt afgift af dette affald. Der er således ikke mulighed for fradrag i tilførte mængder ved fraførsel fra deponeringsanlægget, og der skal ikke svares affaldsafgift ved tilførsel til forbrænding."
Ved lov nr. 461 af 12. juli 2009 blev affaldsafgiften for forbrænding af affald omlagt fra en mængdeafgift (kr./ton) efter affaldsafgiftsloven til en afgift efter energiindholdet efter kulafgiftsloven.
§ 10, stk. 4, fik følgende ordlyd:
"Stk. 2. Afgiften udgør ligeledes 375 kr. pr. ton affald, der deponeres med henblik på senere forbrænding."
Følgende fremgår af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser:
"Til nr. 7
Hidtil er affald, der mellemdeponeres med henblik på senere afbrænding, kun blevet belastet med satsen for affaldsforbrænding i stedet for den højere deponisats. Efterfølgende blev der ikke betalt afgift, når affaldet blev overført fra deponi til afbrænding, hvis det kunne dokumenteres, at der allerede var betalt forbrændingsafgift.
Da afgiften for forbrænding af affald ophæves, og dermed ikke længere skal betales pr. given mængde affald efter affaldsafgiftsloven, mens der i stedet skal betales energiafgift m.v. i forbindelse med affaldsforbrændingen, er det ikke længere muligt at opretholde muligheden for at betale forbrændingsafgiften i forbindelse med mellemdeponering. Derfor pålægges affald, der mellemdeponeres med henblik på senere afbrænding, fremover den højere deponisats."
Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald § 37 (dagældende affaldsbekendtgørelse):
"§ 37. Kommunalbestyrelsen skal anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding på anlæg med energiudnyttelse.
Stk. 2. Affald, der af kommunalbestyrelsen efter stk. 1 anvises til forbrænding, men forinden kræver forudgående behandling, herunder neddeling, anvises til behandling på anlæg, der er egnet hertil.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring, dog højest i op til 1 år. Anvisning til midlertidig oplagring kan ikke omfatte dagrenovation eller andet let fordærveligt affald.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan dispensere fra den i stk. 3 nævnte frist ved midlertidig oplagring af affald, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene.
Stk. 5. Miljøstyrelsen kan, til konkret anvendelse ved etablering af nye anlæg for deponering af affald eller etaper heraf, dispensere fra anvisningspligten, jf. stk. 1.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at pligten til at benytte de i stk. 1 nævnte anlæg ikke gælder, hvis det eller de anlæg, hvortil det er muligt at anvise affaldet, er ude af drift midlertidigt som følge af driftsuheld.
Stk. 7. Kommunalbestyrelserne i Bornholms Amt kan bestemme, at pligten til at benytte de i stk. 1 nævnte anlæg ikke gælder i tilfælde af renoveringer af forbrændingsanlæg hvortil der normalt anvises, hvis renoveringsarbejdet gør anlægget uegnet til at modtage og behandle affald.
Stk. 8. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for kommunalbestyrelsens regulativer for øer, der ikke råder over et forbrændingsanlæg, og som ikke har landfast forbindelse til et sådant.
Stk. 9. Kommunalbestyrelsen kan anvise spildevandsslam til anden behandling end forbrænding.
Spørgsmål 2
Lovgrundlag
Se spørgsmål 1
Forarbejder
Se spørgsmål 1
Praksis
SKM2014.43.VLR Sagen drejede sig om, hvorvidt affaldsselskabet var forpligtet til at betale affaldsafgift, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, af 12.183 tons olieforurenet jord, som var tilført affaldsselskabets miljøanlæg H1.1 i perioden 1. januar 1997 til 17. februar 2000. Den pågældende jord var blevet renset og var tilført de voldanlæg, der omgav det samlede anlæg, som både omfattede områder henlagt til deponi og miljøbehandlingsanlæg. Under retssagen blev der indhentet syn og skøn, og skønsmanden fastslog, at den olieforurenede jord, inden den blev brugt til etablering af voldanlæggene, var blevet renset i et sådant omfang, at jorden kunne anses for “ren" (til fri genanvendelse). Spørgsmålet i sagen var herefter kun, hvorvidt miljøanlægget qua dets indretning og opbygning, herunder mangel på tilstrækkelig adskillelse de enkelte afsnit imellem, i afgiftsmæssig forstand var omfattet af Affaldsselskabet H1 I/S's registreringspligtige affaldsdeponivirksomhed.
Landsretten gav sagsøgeren medhold, idet landsretten fandt, at udsagnet i Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift 1992, side 9, 4. afsnit, hvorefter det som betingelse for at holde genanvendelsesanlæg uden for afgiftspligten kræves, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg, ikke har klar hjemmel i loven, og at det heller ikke - på grundlag af de under sagen fremkomne oplysninger - kunne lægges til grund, at en sådan betingelse faktisk var blevet konsekvent håndhævet i praksis. Det kunne ikke stilles krav om, at genanvendelsesanlægget ikke var en integreret del af deponiet.