Dette afsnit fastlægger, hvad der skal forstås ved den transportvej, der berettiger til fradrag efter LL § 9 C.

Indhold

Afsnittet indeholder:

Regel
Normal transportvej
Ekstraordinært lange afstande
Sæsonarbejde
Samkørsel
Særligt om færge- og flytransport
Storebæltsbroen og Øresundsbroen
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Bekendtgørelse om visse ligningslovsregler mv., BEK nr. 1492 af 6. december 2023.

Regel

Befordringsfradraget opgjort efter LL § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil. Se LL § 9 C, stk. 1. Hvis den skattepligtige fx på cykel kommer frem og tilbage til arbejde ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentligt kortere end den normale transportvej ved bilkørsel, er det uden betydning for befordringsfradraget. Det skal alligevel beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel med bil. Den skattepligtige skal i disse tilfælde danne sig et rimeligt skøn over strækningen af den normale transportvej ved bilkørsel.

Normal transportvej

I BEK nr. 1492 af 6. december 2023, er normal transportvej ved bilkørsel defineret som den strækning, der skal tilbagelægges med bil under hensyntagen til:

de givne geografiske forhold
det tidsmæssige forbrug
den økonomiske rimelighed.

Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider ikke fradraget opgjort efter LL § 9 C, stk. 1-3. Det afgørende er længden af normal transportvej ved bilkørsel, og fradraget beregnes uden hensyn til faktiske, afholdte udgifter.

Der kan opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje og lignende frem for en måske kortere strækning ad mindre veje. Skattestyrelsen skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men skal i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til de givne forhold, transporttiden og den økonomiske rimelighed.

Praksis

En skatteyder, der brugte offentlig transport mellem hjem og arbejde, skulle ved beregning af befordringsfradraget anvende afstanden ad en normal transportvej, der var 38,8 km og ikke en længere transportvej på 52,8 km via motorvej. Skatteyderen gjorde gældende, at det ville være oplagt at benytte motorvejsnettet udenom byen, frem for en kortere vej tværs gennem København. Da skatteyder ikke havde benyttet den længere transportvej, men anvendt offentlig transport, blev den kortere vej gennem byen anset som den normale transportvej. Se SKM2005.540.LSR.

De momenter, der konkret bliver lagt vægt på ved vurdering af normal transportvej efter skatteyders eget valg, er:

Trafiksikkerhed
Hurtighed.

En skatteyder fik godkendt befordringsfradrag på grundlag af en rute, der medførte en daglig transport på 87 km tur/retur, og også tidsmæssigt var lidt længere end en anden rute på 72 km tur/retur pr. dag. Der blev lagt vægt på, at den af skatteyderen valgte rute var mere trafiksikker og den kilometermæssige difference mellem de to ruter blev anset som beskeden. Tilsvarende var den tidsmæssige forskel begrænset og heller ikke afgørende. Se SKM2006.669.LSR.

En anden skatteyder havde godtgjort det hensigtsmæssige af den transportvej, hun selv havde valgt. Det selvangivne fradrag blev derfor godkendt. Den valgte rute medførte 54 km i alt til og fra arbejdet, mod 48 km i alt via en anden rute. Den valgte rute var den hurtigste og den mest trafiksikre, fordi ruten stort set fulgte motorvej og anden hovedfærdselsåre. Tidsmæssigt var ruten den mest sikre, fordi den gik uden om bymæssig bebyggelse, og dermed undgik lysregulerede vejkryds. Hun kunne derfor få befordringsfradrag for den lange rute. Se TfS 1998, 243 LSR.

Skatteyders valg af transportvej blev også godkendt i en sag, hvor den valgte transportvej var 18 km længere, end den rute skattemyndighederne havde godkendt. Over for Landsskatteretten gjorde skatteyder gældende, at den af hende valgte rute sparede 11 minutter i transporttid, ligesom den var benzinbesparende. Der blev lagt vægt på tidsbesparelsen og den færdselsmæssige sikkerhed ved den valgte rute med kørsel via motor- og omfartsvej frem for bymæssig gennemkørselstrafik. Se TfS 1991, 130 LSR.

I SKM2008.636.BR var der tvivl om arbejdsgivers adresse og dermed, hvilken transportvej der var den korrekte ved beregning af befordringsfradrag. Spørgsmålet om arbejdsstedets placering blev derfor hjemvist til fornyet behandling.

Ekstraordinært lange afstande

Fradraget efter LL § 9 C er ubegrænset. Det betyder, at der er adgang til fradrag for fx befordring København-Århus-København eller Madrid-København-Madrid. Fradraget beregnes også i disse tilfælde som udgangspunkt på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel. Se TfS 1984, 259 VLR (Skd. 70.588). Det fremgår af praksis, at ekstraordinært lange afstand medfører krav til skatteyder om dokumentation af den daglige befordring. Hvis den normale transportvej for den skattepligtige, på grund af de geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed må anses at være med færge- eller ruteflytransport på en del af eller hele strækningen mellem hjem og arbejde, beregnes fradraget for denne strækning som den faktisk dokumenterede udgift til færge- eller ruteflytransport, se - afsnit "Særligt om færge- og flytransport".

Højesteret har fastslået, at afstanden til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km klart overstiger det, der kan anses for sædvanligt. En skatteyder havde opgjort sit befordringsfradrag dels ved daglig kørsel fra hjemmet i Vestjylland til arbejdssteder i København og på Vestsjælland med i alt 698 km, dels for en efterfølgende periode efter flytning mellem hjemmet på Lolland og de samme arbejdssteder med 409 km daglig transport. Højesteret fastslog i sagen, at det er den skatteyder, der ønsker fradrag, der skal bevise eller sandsynliggøre, at befordring har fundet sted i det påståede omfang. Dette kan ikke ske blot ved at fremlægge lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgiveren. I den konkrete sag fandt Højesteret, at bevisbyrden ikke var løftet. Se SKM2004.162.HR.

En skatteyder fik ikke godkendt befordringsfradrag for en daglig kørsel mellem hjem og arbejdsplads på 400 km. Den daglige kørsel var ikke sandsynliggjort, bl.a. med henvisning til den usædvanligt store afstand mellem hjem og arbejde samt til manglende dokumentation, fx i form af tog- og flybilletter. Se TfS 2000, 563 VLD.

En afstand på 140 km mellem skatteyderens bopæl og arbejdsplads betød, at det påhvilede den skattepligtige at sandsynliggøre, at den selvangivne befordring havde fundet sted. Da dette ikke blev gjort, lagde retten ligningsmyndighedernes skøn til grund. Det fremgik af sagen, at det var uklart, hvor skatteyder faktisk boede, idet der på skatteyders lønsedler var anført en adresse nærmere ved arbejdspladsen end bopælsadressen. Den faktiske transport var heller ikke sandsynliggjort ved kvitteringer for benzin eller diesel. Se SKM2004.331.VLR.

Skærpede krav til skatteyderen for at sandsynliggøre transporten var også afgørende i en sag, hvor skatteyderen havde beregnet fradrag for daglig befordring på 409 km mellem bopæl på Djursland og arbejdsstedet på Fyn. Desuden havde skatteyderen haft andre muligheder for overnatning. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden, for at befordringen faktisk havde fundet sted. Se SKM2001.431.VLR. Se også SKM2023.232.BR.

Derimod blev det anset for sandsynliggjort, at der var foretaget befordring mellem Odense og København i det omfang, som en skatteyder havde selvangivet. Der blev bl.a. lagt vægt på, at han havde dokumenteret sin tilstedeværelse på arbejdspladserne i København. Desuden lå der dokumentation for regelmæssige læge- og tandlægebesøg i Odense, dokumentation for hævninger i pengeautomater i Odense, ligesom han fortsat havde samme bopæl og arbejdsplads og havde dokumenteret periodekort til offentlige transportmidler for en efterfølgende periode. Se SKM2004.2.LSR.

Det er en forudsætning for befordringsfradrag, at transporten rent faktisk har fundet sted, ligesom omfanget heraf skal godtgøres.

I en sag udgjorde afstanden mellem skatteyderens bopæl og arbejdsstedet tur/retur 304 km. Skatteyder havde derfor indgået et lejemål tættere på arbejdsstedet for at undgå den daglige befordring. Som alternativ til et større befordringsfradrag, ville han fratrække udgiften til lejeboligen. Han fik godkendt fradrag for én ugentlig befordring tur/retur mellem bopælen og arbejdsstedet, og udgiften til lejligheden var en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget. På grund af afstanden til den faste bopæl påhvilede det skatteyderen at sandsynliggøre, at befordring mellem den faste bopæl og arbejdsstedet havde fundet sted i det påståede omfang. Se SKM2008.398.BR.

I SKM2016.292.VLR fandt Landsretten, at der var grundlag for at skærpe beviskravet i forhold til, om befordringen rent faktisk havde fundet sted. Landsretten fandt derfor, at der måtte stilles skærpede beviskrav til skatteyderens sandsynliggørelse af, at han dagligt havde rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der blev herved navnlig lagt vægt på afstandene mellem de pågældende bopæle og arbejdssteder (mellem 134 km og 380 km. t/r), den angivne rejsetid og den samlede periode, som de angivne befordringsfradrag vedrørte. Der var endvidere lagt vægt på, at skatteyderen havde haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af de pågældende arbejdspladser samt på, at der var afgivet modstridende forklaringer om en af de sædvanlige bopæle. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde ved at fremlægge en række benzinkvitteringer, der desuden var fremlagt i en skattesag vedrørende hans søster.

I SKM2019.55.BR handlede sagen om, hvorvidt den skattepligtige var berettiget til at opnå fradrag for befordring efter LL § 9 C for 101 kørsler af 618 km t/r i indkomståret 2013. Med henvisning til antallet af kørsler og længden heraf klar oversteg det sædvanlige, fandt retten, at det påhvilede den skattepligtige at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Skatteyderen havde som dokumentation fremlagt kvitteringer for arbejdsgivers afregning af Brobizz over Storebæltsbroen, som skatteyderen påstod selv at have afholdt endeligt, ligesom skatteyderen afgav forklaring i retten.

Retten lagde til grund, at selskabet afholdt udgiften til Brobizz. I mangel på anden dokumentation, fx for privat afholdte brændstofudgifter, fandt retten, at skatteyderen ikke alene ved sin forklaring og de fremlagte Brobizz-afregninger havde sandsynliggjort, endsige dokumenteret, at hans faktiske befordring havde fundet sted i det selvangivne omfang, samt at udgiften til befordring ikke havde været afholdt af selskabet. Da der endvidere var et misforhold mellem oplysningerne om skatteyderens bilers faktiske kilometerstand og det antal kilometer, som han havde selvangivet og modtaget kørselsgodtgørelse for, blev Skatteministeriet frifundet.

Sæsonarbejdere

Sæsonarbejdere kan få fradrag for deres udgifter til befordring mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen efter LL § 9 C. Opgørelse af befordringsfradraget for den enkelte samt, hvad der skal forstås ved den normale transportvej, beror på en konkret vurdering. For udenlandske sæsonarbejdere er det en forudsætning for befordringsfradraget, at sæsonarbejderen inden afrejsen fra bopælen i hjemlandet har en arbejdsaftale med en konkret arbejdsgiver. Se SKM2001.188.TSS.

Samkørsel

De skattepligtige kan ved samkørsel bruge fradraget efter LL § 9 C uden hensyn til, hvilket transportmiddel der benyttes.

Ved samkørsel forstås, at to eller flere personer, der skal samme vej, kører i den enes bil og deler transportudgifterne. Det anses også for samkørsel, når en passager sættes af eller stiger på i løbet af køreturen, også selv om dette måtte føre til en mindre afvigelse fra førerens rute.

De beløb, som bilejeren modtager fra en passager til dækning af passagerens andel af udgifterne til brændstof, løbende vedligeholdelse, slid på dæk og serviceeftersyn mv. og eventuel broafgift, færgeoverfart og lignende, er skattefri, da betalingerne ikke kan anses for indkomst i skatteretlig forstand, men derimod skyldes, at bilejeren og passageren deler nogle fælles udgifter.

Eventuelle betalinger fra en passager, der overstiger passagerens andel af transportudgifterne, er skattepligtige.

Det er uden skattemæssig betydning, hvorledes aftalen om samkørsel er blevet etableret. Dette indebærer, at der fx gælder samme regler for samkørslen til og fra en fælles arbejdsplads, som der gælder, hvis bilejeren offentligt har udbudt kørelejligheden, fx på en internetportal.

De beløb, som bilejeren modtager fra en passager, har ikke indflydelse på størrelsen af bilejerens og passagerens eventuelle befordringsfradrag.

Der gælder særlige regler for udgifter til Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Se afsnit om Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Ved kørsel over ekstraordinært lange afstande er det et krav, at det dokumenteres, hvem der faktisk afholder udgiften til transporten.

Befordringsfradraget påvirkes alene i situationer, hvor det er arbejdsgiveren, der betaler befordringen, se afsnit C.A.5.14.4.3.

Se også

Afsnit C.C.1.1.3 om dele- og platformsøkonomi og C.A.5.14.4.3 om hel eller delvis arbejdsgiverbetalt befordring.

Særligt om færge- og flytransport

Hvis den skattepligtige på grund af de geografiske forhold, tidsforbruget og den økonomiske rimelighed må benytte færgetransport, ruteflytransport eller lignende på en del af eller hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads beregnes fradraget for denne strækning som den faktisk, dokumenterede udgift. Se Lov nr. 2197 af 29. december 2020, § 1, nr. 3, der er en lovfæstelse af §§ 3 og 4 i dagældende BEK nr. 1044 af 8. november 2012, nu BEK nr. 1492 af 6. december 2023. Der er med lovfæstelsen ikke sket materielle ændringer af reglernes indhold, der således videreføres uændret.

Fradraget for strækningen beregnes som den faktiske, dokumenterede udgift til færgetransport, ruteflytransport eller lignende. I så fald kan der ikke vælges normalfradrag for bilkørsel efter kilometersatsen, uanset en del af strækningen kunne have været tilbagelagt over land. Transport til eller fra færgehavnen eller til eller fra lufthavnen fratrækkes som normalfradrag med kilometersatsen jf. LL § 9 C, stk. 1-3, og bekendtgørelsen § 2.

Det er en konkret vurdering af de geografiske forhold, det tidsmæssige forbrug og den økonomiske rimelighed, der afgør, om den skattepligtige bliver nødt til at benytte færgetransport, ruteflytransport eller lignende på en del af eller hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads. Der er tale om en samlet vurdering, hvor der på samme måde som ved fastlæggelse af transportvejen, lægges betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg.

Baggrunden for denne regel er, at fx øboere, der arbejder på fastlandet, dels ikke kan fastlægge den normale transportvej ved bilkørsel, dels afholder udgift til færgetransport eller ruteflytransport. Denne udgift står ikke altid i rimeligt forhold til den tilbagelagte strækning ved beregning af befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 C, stk. 1-3.

Ved fastlæggelsen af den normale transportvej ved bilkørsel kan de geografiske forhold mv. på samme måde betinge, at der sejles over fx en fjord eller en vig for at undgå at skulle køre en længere omvej. Også i disse tilfælde foretages der fradrag for udgift til færgetransport.

I SKM2019.516.BR fik en skattepligtig, der havde benyttet ruteflytransport, alene anerkendt befordringsfradrag for den dokumenterede udgift til flybilletter samt kørslen til/fra lufthavnen, og ikke som påstået en meget længere transportvej i bil, idet dette var uforeneligt med § 3 og § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1492 af 6. december 2023 om visse ligningslovsregler m.v. Se nu LL § 9 C, stk. 1, 3. pkt.

I sagen SKM2013.187.BR havde skatteyder valgt transportvej for at undgå at benytte en færgeforbindelse. Fradraget blev underkendt, og transportvejen via færgeforbindelse blev anset som den normale transportvej i forhold til LL § 9 C, stk. 1 og 2. Retten udtalte, at anvendelsen af færgeforbindelsen indebar en betydelig kortere afstand til arbejdspladsen, ligesom ruten var tidsmæssig kortere og omkostningerne ved anvendelsen af færgeforbindelse blev anset for at være lavere end den af skatteyderen valgte transportvej.

Fradrag for udgiften til færge eller flytransport mv. kræver, at der er dokumentation herfor.

Se SKM2001.654.ØLR, hvor der ikke kunne godkendes fradrag for færgetransport på grund af mangel på dokumentation, selvom der var godkendt fradrag for skatteyders kørsel fra hjemmet i Sverige til arbejdsstedet i Korsør.

Fradrag for udgiften til færgetransport kan foretages for befordring fx i bil, på cykel, knallert, motorcykel og lignende. Se TfS 2000, 563 VLD, omtalt ovenfor om skærpede krav til dokumentation for bl.a. tog- og flybilletter på grund af stor afstand mellem hjem og arbejdsplads.

I visse tilfælde inkluderer en billet, der anvendes til transport mellem hjem og arbejdsplads, både transporten med færgen og toget eller bussen. For tog-/bustransporten er der adgang til normalfradrag med kilometersatsen efter LL § 9 C, stk. 1-3. Se afsnit C.A.4.3.3.1.1. For færgetransporten er der derimod fradrag for den faktiske udgift. Hvis udgiften til færgetransporten ikke er nærmere specificeret på billetten eller på en eventuel købsnota, og det ikke er muligt at få den oplyst fra udbyderen, skal der foretages et skøn over, hvor stor en andel af den samlede billetpris, der vedrører færgetransporten.

Ved dette skøn tager Skattestyrelsen udgangspunkt i prisen for den billigste overfart med færgen med pendlerkort/rabatordning for individuel befordring for fodgængere. Dette udgangspunkt kan dog ikke anvendes i alle tilfælde. Hvis den samlede billetpris eksempelvis inkluderer transport med bus/tog over en længere strækning, og billigste overfart med færgen koster næsten det samme som den samlede billet inklusive tog-/bustransport, afspejler prisen for den billigste færgeoverfart med pendlerkort/rabatordning ikke i tilstrækkelig grad færgetransportens andel af den samlede billets pris.

Fradraget begrænses som for alle andre med et beløb svarende til det beregnede befordringsfradrag for 24 km daglig befordring. Se LL § 9 C, stk. 2, jf. lov nr. 2197 af 29. december 2020.

For indkomståret 2024 opgøres fradraget efter Skatterådets satser for 2024 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring. Se Bekendtgørelse nr. 1312 af 21. november 2023.

Eksempel 1

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X og arbejder i havnebyen Y, hvor færgen fra X lægger til. Da han i begge havnebyer kun skal gå en kort strækning, er der ikke yderligere transport. Den daglige billetudgift er 70,00 kr. Herfra trækkes den del af befordringen pr. arbejdsdag, som den skattepligtige ikke har fradrag for: 24 km x 2,23 kr. = 53,52 kr. Fradrag pr. arbejdsdag er i alt 16,48 kr.

Billetudgift	70,00 kr.
Reduktion med et beløb svarende til 24 km	-53,52 kr.
Fradrag pr. arbejdsdag er i alt	16,48 kr.

Fradraget beregnes altså uden hensyn til det antal kilometer, færgen tilbagelægger.

Hvis transporten med færge mv. er kombineret med yderligere transport, kan normalfradraget benyttes for denne yderligere befordring. I disse tilfælde foretages begrænsningen i fradraget fortrinsvis i fradraget for yderligere transport.

Eksempel 2

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X og arbejder på fastlandet i en afstand af 8 km fra havnebyen Y. Han medbringer eget transportmiddel fx bil med færgen, hvilket dagligt inklusive personbilletten koster 120,00 kr. Herfra trækkes den del af befordringen pr. arbejdsdag, den skattepligtige ikke har fradrag for. Landtransporten på (2 x 8 km) = 16 km giver ikke fradrag, og den daglige udgift til færgetransporten skal reduceres med 16 km - 24 km = - 8 km x 2,23 kr. = - 17,84 kr. Fradrag i alt pr. dag 102,16 kr.

Billetudgift	120,00 kr.
Reduktion med et beløb svarende til (16 km -24 km) - 8 km	-17,84 kr.
Fradrag pr. arbejdsdag er i alt	102,16 kr.

Eksempel 3

Hvis eksempel 2 ændres, så der ud over færgetransporten køres (2 x 16 km) 32 km i bilen, udgør fradraget pr. arbejdsdag:

Billetudgift	120,00 kr.
Tillæg for (32 km - 24 km) 8 km x 2,23 kr.	17,84 kr.
Fradrag pr. arbejdsdag er i alt	137,84 kr.

Eksempel 4

Den skattepligtige bor på øen X og arbejder på fastlandet i byen Y. Han kører 20 km fra hjemmet til lufthavnen på øen X, hvorfra han tager ruteflyet til lufthavnen i byen Y. Herfra tager han bussen de 7 km frem til arbejdspladsen. Om aftenen tager han hjem igen. Den daglige billetudgift til ruteflyet er 295,00 kr. tur/retur. Landtransporten udgør (2 x 20 km) samt (2 x 7 km) i alt 54 km. Herfra trækkes den del af befordringen pr. arbejdsdag, den skattepligtige ikke har fradrag for: (54 km - 24 km) = 30 km x 2,23 kr.= 66,90 kr. i fradrag. Hertil kommer billetudgiften til ruteflyet i alt 361,90 kr.

Billetudgift	295,00 kr.
Tillæg for (54 km - 24 km) 30 km	66,90 kr.
Fradrag pr. arbejdsdag er i alt	361,90 kr.

Hvis transporten med ruteflyet, som det er tilfældet i eksempel 4, er kombineret med yderligere transport, kan normalfradraget benyttes for denne yderligere befordring. I disse tilfælde foretages begrænsningen i fradraget fortrinsvist i fradraget for yderligere transport.

Eksempel 5

Den skattepligtige bor på øen X og arbejder på fastlandet i byen Y. Den skattepligtige bor 5 km fra lufthavnen på øen X, hvorfra han tager ruteflyet til lufthavnen i byen Y. Arbejdspladsen ligger 3 km fra lufthavnen i byen Y. Om aftenen tager han hjem igen. Den daglige billetudgift til ruteflyet er 295,00 kr. retur. Landtransporten (2 x 5 km) samt (2 x 3 km) i alt 16 km giver ikke fradrag, og udgiften til ruteflytransport på 295 kr. skal reduceres med 16 km - 24 km = - 8 km x 2,23 kr. = 17,84 kr. Fradrag pr. arbejdsdag er i alt 277,16 kr.

Billetudgift	295,00 kr.
Reduktion med et beløb svarende til (16 km -24 km) - 8 km	-17,84 kr.
Fradrag pr. arbejdsdag er i alt	277,16 kr.

Storebæltsbroen og Øresundsbroen

Efter de almindelige regler om fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads efter LL § 9 C, foretages det almindelige kilometerfradrag for den strækning, som vejforbindelsen udgør. Fradraget foretages med en kilometertakst, som årligt fastsættes af Skatterådet.

Storebæltsbroen

Ved passage af Storebæltsbroen kan den skattepligtige mod dokumentation foretage fradrag for benyttelsen af forbindelsen med 110 kr. pr. passage ved benyttelsen af bil eller motorcykel og med 15 kr. pr. passage for brugere af den kollektive trafik. Ved samkørsel i bil eller motorcykel kan fradrag for passage med bil eller motorcykel kun foretages af den, som har afholdt udgiften til A/S Storebælt for benyttelsen af forbindelsen. Modtager den pågældende udgiftsgodtgørelse for passageudgiften fra medkørende, er han eller hun ikke skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for godtgørelsen. Se LL § 9 C, stk. 9.

Der er ikke fradrag for udgiften, hvis skatteyderen ikke har afholdt den. Se eksempel herpå i SKM2003.183.LR.

Se SKM2004.2.LSR, hvor skatteyders fradrag for daglig befordring mellem Odense og København blev godkendt. Der blev imidlertid ikke godkendt fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen, da skatteyderen ikke direkte kunne dokumentere udgiften hertil.

Øresundsbroen

Der er fradrag for benyttelse af Øresundsforbindelsen med 50 kr. pr. passage ved benyttelse af bil eller motorcykel og med 8 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Se LL § 9 C, stk. 9. Ved samkørsel i bil kan dette fradrag alene foretages af den af de samkørende, som har afholdt udgiften for benyttelsen af forbindelsen. Modtager den pågældende udgiftsgodtgørelse for passageudgiften fra medkørende, er han eller hun ikke skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for godtgørelsen.

Hvis det ikke er nødvendigt at benytte færge som en del af den normale transportvej ved bilkørsel mellem bopælen og arbejdspladsen, fordi det er Øresundsbroen, der er den normale transportvej ved bilkørsel, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til færge, hvis man som pendler alligevel vælger at tage færgen mellem Sverige og Danmark. Se Skatteministerens svar i TfS 2000, 135 om pendleres fradrag mv.

Bemærk

Ved lov nr. 802 af 7. juni 2022, er LL § 9 C, stk. 9, 4. pkt., om det tidligere fradrag for benyttelse af Fjordforbindelsen Frederikssund blevet ophævet med virkning fra 1. juli 2022. Det er en følge af, at der fra og med den 1. januar 2022 ikke længere skal betales broafgift for passage af Fjordforbindelsen Frederikssund. Der kan derfor kun foretages befordringsfradrag på vejstrækningen over broen efter de almindelige regler i LL § 9 C.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2004.162.HR	Det påhvilede skatteyderen at dokumentere eller i alt fald sandsynliggøre, at befordring faktisk havde fundet sted i overensstemmelse med det selvangivne.
Landsretsdomme
SKM2016.292.VLR	Landsretten fandt, at der måtte stilles skærpede beviskrav til skatteyderens sandsynliggørelse af, at han dagligt havde rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der blev navnlig lagt vægt på afstandene mellem de pågældende bopæle og arbejdssteder (mellem 134 km og 380 km. t/r), den angivne rejsetid og den samlede periode, som de angivne befordringsfradrag vedrørte. Der var endvidere lagt vægt på, at skatteyderen havde haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af de pågældende arbejdspladser samt på, at der var afgivet modstridende forklaringer om en af de sædvanlige bopæle. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde ved at fremlægge en række benzinkvitteringer, der desuden var fremlagt i en skattesag vedrørende hans søster.	Ændring af byretsdommen SKM2015.413.BR.
SKM2004.331.VLR	Skatteyder ikke berettiget til yderligere befordringsfradrag, da han ikke havde sandsynliggjort den selvangivne befordring.
SKM2001.654.ØLR	Ikke fradrag for udgift til færgetransport, da der ikke forelå dokumentation for faktiske udgifter.
SKM2001.431.VLR	Skærpet krav til at sandsynliggøre daglig befordring ikke opfyldt. Skatteyder havde lang transportvej og anden mulighed for overnatning nærmere arbejdspladsen.
TfS 2000, 563 VLR	Skærpet krav til at sandsynliggøre daglig befordring ikke opfyldt. Afstand mellem hjem og arbejdsplads var usædvanlig lang, og skatteyder havde overnatningsmuligheder i nærheden af arbejdspladsen.
TfS 1984, 259 VLR	Skatteyders befordringsfradrag godkendt. Efter vidneudsagn lagde retten til grund, at skatteyder dagligt havde foretaget transport på 260 km fra bopælen til arbejdsplads og retur.
Byretsdomme
SKM2023.232.BR	Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til yderligere befordringsfradrag efter LL § 9 C, stk. 1-3, for kørsel mellem skatteyderens sædvanlige bopæl på Sjælland og arbejdspladsen i Jylland. Retten bemærkede, at den selvangivne transportvej klart overstiger det sædvanlige, og at det derfor påhvilede skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring i det hævdede omfang rent faktisk fandt sted. Retten fandt, at skatteyderen ikke ved bevisførelsen for retten havde løftet denne bevisbyrde, idet retten lagde vægt på, at skatteyderen trods opfordret hertil ikke havde fremlagt dokumentation for, at han krydsede Storebælt ved bro- eller færgeoverfart i et omfang, der overstiger det, som skattemyndighederne havde godkendt, eller at skatteyderen benyttede andre transportmidler end egen bil. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over befordringsfradraget.
SKM2020.464.BR	Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til fradrag efter LL § 9 B for den kørsel, som han havde foretaget mellem sit arbejde som lønmodtager og den tankstation, hvor han som led i sin selvstændige erhvervsvirksomhed udførte en række opgaver. Skattemyndighederne havde meddelt fradrag for kørsel efter LL § 9 C. Retten fandt, at sagsøgerens synspunkt ikke havde støtte i bestemmelsernes ordlyd, hvorefter Skatteministeriet blev frifundet.
SKM2019.516.BR	I sagen havde Skatteministeriet under behandlingen i byretten anerkendt, at en pilot var berettiget til et vist befordringsfradrag for rejser mellem sædvanlig bopæl og arbejdssteder. Retten fandt imidlertid ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han var berettiget til en større fradrag end det Skatteministeriet havde anerkendt. Ved vurderingen blev der blandt andet lagt vægt på, at transporten mellem skatteyderens bopæl og arbejdssteder klart oversteg det sædvanlige, hvor skatteyderens bevisbyrde for, at tranporten havde fundet sted, var skærpet.
SKM2019.55.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt den skattepligtige var berettiget til at opnå fradrag for befordring efter LL § 9 C for 101 kørsler af 618 km t/r i indkomståret 2013. Med henvisning til antallet af kørsler og længden heraf klar oversteg det sædvanlige, fandt retten, at det påhvilede den skattepligtige at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Skatteyderen havde som dokumentation fremlagt kvitteringer for arbejdsgivers afregning af Brobizz over Storebæltsbroen, som skatteyderen påstod selv at have afholdt endeligt, ligesom skatteyderen afgav forklaring i retten. Retten lagde til grund, at selskabet afholdt udgiften til Brobizz. I mangel på anden dokumentation, fx for privat afholdte brændstofudgifter, fandt retten, at skatteyderen ikke alene ved sin forklaring og de fremlagte Brobizz-afregninger havde sandsynliggjort, endsige dokumenteret, at hans faktiske befordring havde fundet sted i det selvangivne omfang, samt at udgiften til befordring ikke havde været afholdt af selskabet. Da der endvidere var et misforhold mellem oplysningerne om skatteyderens bilers faktiske kilometerstand og det antal kilometer, som han havde selvangivet og modtaget kørselsgodtgørelse for, blev Skatteministeriet frifundet.
SKM2013.187.BR	Færgetransport indgik i den normal transportvej mellem hjem og arbejde efter LL § 9 C, stk. 2, for skatteyder. Skatteyder havde valgt en anden transportvej for at undgå brug af færgen. Ruten via færgen var tidsmæssig kortere, afstanden betydelig mindre og omkostningerne måtte anses for at være mindre.
SKM2008.636.BR	Tvivl om det faktiske arbejdssteds beliggenhed medførte at opgørelsen af befordringsfradrag blev hjemvist til fornyet behandling.	Se også SKM2009.477.VLR vedrørende antal daglige befordringer (afsnit C.A.4.3.3.1.1)
SKM2008.398.BR	Fradrag for befordring ikke godkendt. Det var ikke godtgjort, at transport faktisk havde fundet sted i det selvangivne omfang.
Landsskatteretskendelser
SKM2018.11.LSR	Klager, der var ansat som stewardesse i et flyselskab, havde fast arbejdssted i Heathrow Airport. Klageren var på baggrund af den fremlagte dokumentation i form af arbejdsplaner, bording passes til fly mellem København og Heathrow, erklæringer fra arbejdsgiver om, at denne ikke betalte for flytransporten mellem København og Heathrow og kontoudskrifter vedrørende køb af flybilletter, berettiget til befordringsfradrag mellem sædvanlig bopæl og Købehavns Lufthavn. Denne afstand udgjorde 92 km., hvor fradraget beregnes efter LL § 9 C. Dernæst var skatteyderen berettiget til fradrag for den faktiske flyudgift til tranport mellem Københavns lufthavn og Heatrow Airport.
SKM2006.669.LSR	Befordringsfradrag beregnet på grundlag af skatteyders valgte rute godkendt efter en konkret vurdering af trafikforholdene.
SKM2005.540.LSR	Skatteyder ikke berettiget til fradrag efter længere transportvej. Skatteyder anvendte offentlig transport og kunne ikke påberåbe sig en anden transportvej, der ikke faktisk blev benyttet.
SKM2004.2.LSR	Daglig transport mellem Odense og København anset for sandsynliggjort. Fradrag for befordringsudgift godkendt. Der var ikke fradrag for passage af Storebæltsforbindelsen i det omfang, der ikke var direkte dokumentation for udgiften hertil.
TfS 1998, 243 LSR	Befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads godkendt i overensstemmelse med skatteyders transportvej via motorvej og hovedfærdselsåre. Ruten blev anset som den hurtigste og mest trafiksikre.
TfS 1991, 130 LSR	Skatteyders valg af transportvej godkendt ved beregning af befordringsfradrag, begrundet med skatteyders oplysninger om tidsbesparelse og færdselsmæssig sikkerhed.