SKM2022.120.LSR | Sagen angik, hvorvidt der var tale om et tredjemandstilskud til betaling af de udgifter, som klageren havde til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af en klagesag ved Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et skattefrit tredjemandstilskud i henhold til ligningslovens § 7 Q. Landsskatteretten henså herved til, at tredjemand havde en retlig interesse i at yde et tredjemandstilskud til klageren, idet tredjemand rent faktisk havde ydet tilskud til klagerens udgifter til sagkyndig bistand, som klageren ifølge de udstedte fakturaer skulle betale. Endvidere havde tredjemand en retlig interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af præmiemodellen. Da tredjemand ikke havde ydet et større tilskud end det fulde fakturabeløb, og da det ikke var aftalt, at klagerens repræsentants honorar var afhængigt af klagesagens udfald, var betingelserne for at yde et tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, opfyldt. Det forhold, at tredjemand havde betalt tredjemandstilskuddet direkte til klagerens repræsentant, medførte ikke, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Der blev herved henset til, at det måtte lægges til grund, at klagerens repræsentant, klageren og tredjemand havde aftalt, at tredjemand betalte tilskuddet direkte til klagerens repræsentant. Endvidere kunne det forhold, at det ikke var det fulde tilskud, der var indberettet efter skattekontrollovens § 7 H, ikke føre til, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Landsskatteretten henså herved til, at skattekontrollovens § 7 H alene er at betragte som en kontrolbestemmelse, der har det formål, at skatteforvaltningen kan kontrollere, at tilskuddet i kombination med omkostningsgodtgørelse ikke overstiger udgifterne til sagkyndig bistand. Som følge af indberetningen af en del af tilskuddet havde SKAT haft tilstrækkelig mulighed for at udøve denne kontrol. Landsskatteretten bemærkede herved, at der i den underliggende klagesag blev givet fuldt medhold, at klageren som følge heraf var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, og at tredjemand i henhold til forbrugeraftalen derfor ikke skulle yde et tilskud, førend SKAT krævede den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, og at det var disse yderligere tilskud, som tredjemand ikke fik indberettet. Tredjemandstilskuddet ændrede derfor ikke på, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse. | |