Klagen skyldes, at SKAT har afslået klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en skattesag i skatteforvaltningen og efterfølgende skattecentret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

For indkomstårene 2000 og 2001 selvangav klageren værdi af fri bil med et lavere beløb end det beløb, som klagerens tidligere arbejdsgiver havde indberettet, idet han bestred at have haft fri bil til rådighed i det omfang, som arbejdsgiveren oplyste. Som konsekvens heraf selvangav han tillige befordringsfradrag med et større beløb end svarende til, hvad han var berettiget til ifølge de indberettede oplysninger.

Skatteforvaltningen anmodede klageren om at fremskaffe en erklæring fra den tidligere arbejdsgiver om, at han alene havde haft fri bil til rådighed i det selvangivne omfang. Arbejdsgiveren afslog at afgive en sådan erklæring, hvorefter skatteforvaltningen ansatte klagerens indkomst for 2000 i overensstemmelse med arbejdsgiverens indberetninger. Klageren søgte herefter om og fik fri proces til at sagsøge arbejdsgiveren om blandt andet spørgsmålet om, hvor længe han havde haft fri bil til rådighed. Med hensyn til skatteansættelsen for 2001 blev denne sag stillet i bero, indtil retssagen var afsluttet.

Klageren fik i december 2005 medhold ved Østre Landsret i søgsmålet mod arbejdsgiveren. På baggrund heraf anmodede klagerens advokat om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 vedrørende punktet værdi af fri bil og befordringsfradrag. Skattecentret (som ligningsopgaven i relation til klageren nu var overført til) afslog at genoptage sagen med henvisning til, at anmodningen var fremsat efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Klagerens advokat rettede på ny henvendelse til skattecentret, hvorefter sagen blev genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 27. Ved afgørelse af 31. juli 2006 ændrede skattecentret klagerens indkomstopgørelse for 2000 i overensstemmelse med det selvangivne vedrørende værdi af fri bil og befordringsfradrag. Samtidigt hermed blev klagerens skatteansættelse for 2001 godkendt i overensstemmelse med selvangivelsen.

Klageren har herefter ansøgt om omkostningsgodtgørelse på 9.660 kr. til dækning af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med skattesagen.

SKATs afgørelse af 5. september 2007

SKAT har afslået ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Sagen er ikke godtgørelsesberettiget, idet der ikke ydes omkostningsgodtgørelse til en skattesag, der behandles ved et skattecenter, men alene til skattesager der behandles i klagesystemet, dvs. skatteankenævn, Landsskatteretten osv.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at han er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Klageren har oplyst, at han under sagens behandling i skatteforvaltningen talte med en sagsbehandler. Han forstod samtalen således, at de blev enige om, at han skulle søge om sagkyndig bistand, idet han ikke kunne klare opgaven selv. Når han modtog fakturaerne vedrørende disse udgifter, skulle han så ansøge om omkostningsgodtgørelse. Han har således regnet med, at hvis han fik ret i sine selvangivelser, ville han få udgifterne til sagkyndig bistand refunderet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 55 (bestemmelserne var tidligere fastsat i skattestyrelseslovens § 33 D) fremgår:

Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.

Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1 - 3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.

Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de sager, hvortil der ydes omkostningsgodtgørelse. Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling i 1. instans, dvs. i dette tilfælde den kommunale skatteforvaltning og efterfølgende skattecentret.

Med hensyn til den nævnte samtale med sagsbehandleren i skatteforvaltningen, har klageren, uanset det nærmere indhold af samtalen, ikke på dette grundlag opnået en retsbeskyttet forventning om at kunne få omkostningsgodtgørelse i det omhandlede tilfælde. En mundtlig oplysning fra den kommunale skattemyndighed som svar på en telefonisk eller personlig forespørgsel er ikke tilstrækkeligt til, at der kan støttes ret ud fra det såkaldte forventningsprincip, ligesom der ikke kan støttes ret på oplysninger, der er i klar modstrid med gældende lovbestemmelser. Der henvises blandt andet til Østre Landsrets dom af 16. april 2004, offentliggjort i SKM2004.205.ØLR (www.skat.dk) og Højesterets dom af 1. september 2006, offentliggjort i SKM2006.553.HR (www.skat.dk).

Klageren er dermed ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, jf. skatteforvaltningslovens § 55, i forbindelse med skattesagen ved skatteforvaltningen og efterfølgende skattecentret.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.