A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for renteudgifter på lån optaget hos mindreårig datter, 7.638 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren den 1. marts 1994 har optaget et lån på 130.000 kr. hos  B.  Af lånedokumentet fremgår følgende:

”KREDITBEVIS

X den 1. marts 1994.

Kreditor: B, bosiddende I X

Debitor:  A, bosiddende I X

Kontant lån: 130.000 kr.

Lånet er optaget i forbindelse med debitors afholdelse af vedligeholdelsesudgifter på ejendom i Y.

Lånet afvikles over 15 år med et fast årligt afdrag på 8.667 kr. og rente på 7,5 % p.a.

Ydelsen erlægges hvert år 30/6 og 31/12. 1. ydelse forfalder 31/12 1994 og da alene rente fra 1/3 til 31/12. 1. afdrag forfalder 30/6 1995.

Ydelser erlægges kontant eller ved overførsel til kreditors bank.

Såfremt lånet misligholdes af debitor, opsiges lånet af kreditor til fuld indfrielse.

Som Debitor: (Underskrevet B)

Som Kreditor: (Underskrevet A)”

Der er endvidere fremlagt kopi af amortiseringsplan, hvoraf fremgår, at rentetilskrivningen pr. 30/6 1998 er på 3.900 kr. og pr. 31/12 1998 på 3.738 kr.

Det fremgår endvidere af sagen, at B er klagerens datter og født i januar 1983.

Skatteankenævnet har nægtet fradrag for renteudgifter vedrørende omhandlende lån, 7.638 kr.

Nævnet har herved henset til, at låneaftalen i henhold til dagældende myndighedslovs § 34 var ugyldig. Som følge heraf har nævnet fundet, at der ikke påhvilede klageren en retlig forpligtelse i henhold til gældsbrevet, hvorfor renteudgifterne ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, jf. TfS 1996.226 LSR.

Nævnet har endvidere bemærket, at den af klageren nævnte Vestre Landsrets dom er afsagt den 9. november 1987 og, at Landsskatteretten traf afgørelse i en analog sag den 22. december 1995, hvorfor nævnet må formode, at den nævnte landsretsdom var Landsskatteretten bekendt, da retten afsagde sin kendelse.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om fradrag for renter af det omhandlende lån.

Klageren har til støtte herfor bl.a. anført, at lånet på 130.000 kr. blev oprettet i 1994 i forbindelse med klagerens afholdelse af en større istandsættelse af en udlejningsejendom beliggende i Y. De samlede selvangivne udgifter ved denne istandsættelse beløb sig til i alt 224.953 kr. Låneoptagelsen hos klagerens datter skal alene ses på baggrund af ønsket om billigste finansiering i forhold til optagelse af banklån, hvor der skal betales sædvanlige etableringsomkostninger, og da datteren på daværende tidspunkt havde frie midler i sit bankdepot var låneoptagelsen hos hende en hensigtsmæssig løsning. Renten på lånet blev fastsat til 7,5 % svarende til, hvad datteren kunne opnå ved alternativ investering i obligationer. Låneforholdet blev berigtiget ved lånebevis og amortiseringsoversigt. Alle forfaldne ydelser er betalt i overensstemmelse med lånebeviset, således at lånet pr. 31/12 1998 var nedbragt til 95.333 kr.

Klageren har endvidere oplyst, at datterens formue oprinder fra større afgiftsberigtiget gave modtaget fra bedsteforældre for mere end 15 år siden. Datterens formue, der med udgangen af 1998 udgjorde godt 180.000 kr. har gennem alle år været anbragt i særskilt depot i C Bank, hvortil afkast fra obligationer, aktier og ydelser på omhandlende lån er tilgået direkte.

Klageren har endvidere anført, at når henset til hans redegørelse og dokumentation overfor skattemyndighederne må der, uanset der forud for lånets oprettelse ikke er indhentet tilladelse hos Statsamtet, være fradragsret for de omhandlede renter på lige fod med renter af lån optaget i pengeinstitut.

Klageren har endvidere til støtte for sin påstand henvist til TfS 1988.11 (VL)

Landsskatteretten skal udtale:

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af gæld er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fradragsret er bl.a. betinget af, at der påhviler debitor en reel, retlig forpligtelse til at betale en gæld såvel som en pligt til at forrente denne. Det bemærkes, at der for så vidt angår lån i familieforhold gælder en skærpet bevisbedømmelse.

Det fremgår af sagen, at klageren den 1. marts 1994 har optaget et lån på 130.000 kr. hos sin på dette tidspunkt mindreårige datter. Under henvisning til den dagældende myndighedslovs § 34 må den indgåede aftale anses for ugyldig. Henset hertil finder Landsskatteretten, at der ikke påhviler klageren en retlig forpligtelse i henhold til gældsbrevet, hvorfor de omhandlende renteudgifter ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.