Efter AMBL § 4, stk. 3 og § 5, stk. 3, reducerer negativ personlig indkomst bidragsgrundlaget i samme omfang, som den kan fremføres til fradrag i virksomhedens personlige indkomst efter PSL § 13, stk. 3 og 4.
Virksomhedsunderskud kan dog kun reducere bidragsgrundlaget i samme eller senere års overskud, der hidrører fra egen selvstændig erhvervsvirksomhed, og som medregnes til den personlige indkomst.
Dette fremgår af bemærkningerne til § 10, stk. 1, i den tidligere AMBL (Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 17. juni 1993), og som er videreført uændret i § 4, stk. 3 og § 5, stk. 3 i den nye AMBL, jf. også Skatteministerens supplerende høringssvar i bilag 9 til L 196 om den nye AMBL: "Såvel efter de gældende regler som efter lovforslaget er det kun muligt at nedsætte bidragsgrundlaget (for selvstændige) med underskud fremført fra tidligere år."
Virksomhedsunderskud kan derfor ikke anvendes til nedsættelse af bidragsgrundlaget for nogen anden personlig indkomst. Dette gælder også ved underskudsoverførsel til en eventuel ægtefælles personlige indkomst, uanset at denne omfatter overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. også bemærkningerne til den tidligere AMBL.
Bidragsgrundlaget for bl.a. lønindkomst kan således ikke nedsættes ved modregning af underskud fra erhvervsvirksomheden. Se også TfS 2000, 171 LSR.
Det underskud, der modregnes i underskudsåret eller i senere indkomstår, herunder hos ægtefælle, reduceres således med øvrig personlig indkomst, uden at bidragsgrundlaget herved nedsættes.