Parter:
         A
         (advokat B, Y-by)
         
         
mod
         Skatteministeriet
         (Kammeradvokaten ved advokat C, Y-by)
         
      
 
      
      
      
      Afsagt af dommerne:
      
      3 dommere
      
      
      
      
      
      Ved stævning dateret den 19. juni 2000 og modtaget i Vestre Landsret den 1. juli 2000 har
         sagsøgeren, A, indbragt Landsskatterettens kendelse af 20. oktober 1999.
     
      
      
      Parternes påstande
      
      Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået sagen afvist som for sent indbragt for landsretten.
      
      Sagsøgeren har påstået sagen fremmet til realitetsbehandling.
      
      
      
      Sagen angår
      
      Spørgsmålet om afvisning har i medfør af retsplejelovens § 253 været behandlet
         særskilt og med parternes indforståelse på skriftligt grundlag.
     
      
      Det fremgår af sagen, at sagsøgeren ved stævning modtaget i Vestre Landsret den 17.
         december 1999 indbragte Landsskatterettens kendelse af 20. oktober 1999. Da sagsøgeren udeblev
         fra et forberedende retsmøde den 9. maj 2000, afviste landsretten samme dato sagen i medfør af
         retsplejelovens § 360, stk. 1.
     
      
      
      
      Parternes argumenter
      
      Sagsøgte har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har
         overholdt søgsmålsfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3. Søgsmålsfristen er ikke
         afbrudt eller suspenderet ved søgsmålet fra december 1999, der blev afvist.
     
      
      Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at søgsmålsfristen blev
         afbrudt ved sagsanlægget i december 1999.
     
      
      
      
      Begrundelse og konklusion
      
      Sagen er oprindeligt indbragt for landsretten inden udløbet af den frist, der er fastsat i
         skattestyrelseslovens § 31, stk. 3. Ved landsrettens beslutning af 9. maj 2000 blev
         sagen afvist på grund af udeblivelse, og sagsøgeren udtog først den 1. juli 2000 på ny stævning mod
         sagsøgte. Da stævningen er indleveret til landsretten senere end 3 måneder efter Landsskatterettens
         kendelse, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, er sagen anlagt for sent, og sagsøgtes
         påstand om afvisning tages derfor til følge.
     
      
      
      Thi kendes for ret:
      
      Denne sag afvises.
      
      I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren, A, betale 4.000 kr. til sagsøgte,
         Skatteministeriet.
     
      
      Det idømte skal betales inden 14 dage.