Klagen skyldes, at regionen ikke har godkendt fradrag for moms af udgifter til indretning af diskotek.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren indgik i 2001 en forpagtningsaftale vedrørende bygningen B med henblik på at drive diskoteksvirksomhed. Aftalen var betinget af, at klageren opnåede spiritusbevilling. En større ombygning af ejendommen var nødvendig, og det blev derfor aftalt, at klageren ikke skulle betale forpagtningsafgift i perioden 1. september 2001 til ultimo 2002. Klageren afholdte i perioden 2002-2003 udgifter til indkøb af materialer, inventar, småanskaffelser og rådgivere på 317.895 kr. inkl. moms. Den 6. juni 2002 anmodede klageren den lokale politimester om en udtalelse om, hvorvidt der skulle være noget principielt imod, at der blev meddelt den fornødne spiritusbevilling. Politimesteren svarede ved brev af 12. juni 2002, at der ikke skulle være noget til hinder herfor.

Den 11. september 2002 ansatte klageren en bestyrer til diskoteket. Den 4. januar 2003 anmodede klageren formelt om tildeling af spiritusbevilling, men behandlingen heraf trak ud. Klageren udarbejdede endvidere et budget for driften af diskoteket den 30. januar 2003. Ultimo 2003 modtog klageren imidlertid endeligt afslag på ansøgningen om spiritusbevilling, hvorved forpagtningsaftalen faldt bort. Ejeren af ejendommen solgte herefter ejendommen til X Kommune, der valgte at rive bygningen ned. Diskoteksvirksomheden kom derfor aldrig i drift.

Klageren har ved sagens behandling ved Landsskatteretten fremlagt dokumentation for de afholdte udgifter samt forevist fotografier af ejendommen før, under og efter istandsættelsen.

Klageren har ikke anmeldt virksomheden til momsregistrering, men har 10. marts 2004 anmodet ToldSkat om fradrag for momsen af ombygningsudgifterne.

ToldSkats afgørelse

Regionen har ikke godkendt fradrag for momsen af klagerens ombygningsudgifter, jf. momslovens § 37.

Regionen har bemærket, at det er en betingelse for at opnå momsfradrag i denne situation, at der afgives en erklæring fra den person, der har til hensigt at starte momspligtig virksomhed, samt at denne erklæring bestyrkes af objektive forhold. I den konkrete sag har klageren imidlertid ikke anmeldt sig til momsregistrering, og det må deraf følge, at klageren ikke selv har ment, at han havde momspligtige aktiviteter. Momsregistrering er endvidere en betingelse for fradrag i henhold til momslovens § 37.

Klagerens hensigt om at drive økonomisk virksomhed har endvidere ikke været underbygget af objektive momenter. Anmodningen om spiritusbevillingen og ombygningen af diskoteket ligger begge forud for klagerens erklærede hensigt, og disse momenter kan derfor ikke tillægges vægt.

Endelig har regionen afvist, at EF-domstolens domme i sagerne C-268/83 (Rompelmann), C-400/98 (Breitsohl) og C-110/94 (INZO) kan sammenlignes med den konkrete situation, idet alle de pågældende var momsregistrerede på tidspunktet for anmodningen om momsfradrag.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren kan fradrage momsen af omkostningerne til opstart og etablering af diskotek, jf. 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 2.

Kravet om anmeldelse i henhold til momslovens § 47, stk. 5, skal alene anses for et formelt krav, der ikke giver ToldSkat ret til at nægte fradrag, såfremt der ikke indgives anmeldelse. Repræsentanten har herved bl.a. henvist til EF-domstolens dom i sagen C-400/98 (Breitsohl), hvor domstolen kom frem til, at det ikke er en forudsætning for at opnå momsfradrag for etableringsomkostninger, at myndighederne formelt har anerkendt den pågældende som afgiftspligtig. Af EF-domstolens dom i sagen C-268/83 (Rompelmann) kan udledes, at der foreligger en ret - men ikke en pligt - til registrering ved udgiftsafholdelsen.

Klageren har objektivt set påbegyndt selvstændig økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 4 i 6. momsdirektiv. EF-domstolen har i flere sager fastslået, at virksomheder har ret til fradrag for moms af etableringsomkostninger, uanset om virksomheden har været momsregistreret eller ej under etableringsfasen. Det afgørende for retten til momsfradrag er, at der på anskaffelsestidspunktet foreligger en hensigt om, at varen/ydelsen skal anvendes til momspligtige aktiviteter. Repræsentanten har herved bl.a. henvist til sagerne C-268/83, C-97/90, C-110/94, C-400/98 og C-110-147/98.

Klageren har godtgjort sin hensigt om drift af økonomisk virksomhed. Der er herved henvist til, at klageren har taget kontakt til politimesteren, at forpagtningsaftalen indeholder en begrænsning i ejendommens anvendelse, at klageren stedse har haft kontakt til myndighederne samt det foreviste fotomateriale.

SKAT, Hovedcentrets, udtalelse

Hovedcentret har indstillet afgørelsen stadfæstet. Klageren har ikke godtgjort at have været en afgiftspligtig person. Der foreligger ikke en erklæret hensigt herom, ligesom en sådan ej heller er bestyrket på grundlag af objektive forhold. Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag for omkostninger i forbindelse med forberedende handlinger at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, hvilket ikke er sket. Endvidere er der konkret ikke grundlag for at godkende en del af de påståede fradrag, idet udgifterne ikke kan anses for afholdt af klageren, ligesom nogle af de afholdte udgifter efter deres karakter ikke er fradragsberettigede. Henset til, at klageren ikke kan anses for at have været en afgiftspligtig person, er det herefter ufornødent at tage stilling til, hvorvidt momsregistrering er en betingelse for fradrag efter momslovens § 37.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det er en forudsætning for fradragsret efter momslovens § 37, at de udgifter som afgiften vedrører, har tilknytning til en selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3.

Det følger af 6. momsdirektivs artikel 4, at som afgiftspligtige personer anses enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver en af de i stk. 2 nævnte former for økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed. Det fremgår af stk. 2, 2. pkt. at som økonomisk virksomhed anses blandt andet transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. I momslovens § 3 er det formuleret således, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

I denne sag har klageren på intet tidspunkt foretaget momspligtige transaktioner, og der er ikke grundlag for at karakterisere klageren som en afgiftspligtig person. Klageren har endvidere ikke overfor myndighederne erklæret nogen hensigt om at ville drive momspligtig virksomhed, og myndighederne har således ej heller forinden de af klageren foretagne dispositioner godkendt klageren som en afgiftspligtig person. De med klagerens dispositioner forbundne udgifter kan følgelig ikke karakteriseres som udgifter til forberedende handlinger i forbindelse med en momspligtig virksomhed, ligesom der som følge af, at myndighederne ikke forinden de foretagne dispositioner har godkendt klageren som en afgiftspligtig person, ikke kan godkendes fradrag under henvisning hertil. Retten finder ikke, at klageren under de angivne omstændigheder med støtte i de af repræsentanten påberåbte domme fra EF-domstolen, har opnået momsfradragsret for de afholdte udgifter. Henset til at de omhandlede udgifter således ikke kan anses for afholdt af klageren i dennes egenskab af afgiftspligtig person, finder retten, at en stillingtagen til momsregistreringens betydning for momsfradragsretten er ufornøden.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.