Dato for udgivelse
25 jun 2008 11:18
SKM-nummer
SKM2008.566.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
08-052936
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsværdiskat + Ejendomme i udlandet
Emneord
Ejendomsværdiskat, ejendomme i udlandet
Resumé
Anmodning om genoptagelse af ejendomsværdiskatten eller lejeværdi af egen bolig for ejendomme i udlandet ejet af fuldt skattepligtige danskere kan som følge af EF-dommen (Theodor Jäger, C-256/06) ske fra indkomståret 1998 og efterfølgende indkomstår. En anmodning skal være indsendt til SKAT senest 6 måneder efter offentliggørelsen af denne SKM.
Reference(r)

Ejendomsværdiskatteloven § 1, § 4 stk. 11 og § 4 a, stk 1.og stk 5-8
Statsskatteloven § 4, litra b, 2. pkt.
Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2 og § 27. stk.1.nr.7
Kildeskatteloven § 62 A, stk. 3 og 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-2 A.G.2.2.1
Henvisning
Procesvejledningen 2008-2 G.1.1.2

SKAT har i SKM2008.369.SKAT udsendt foreløbig orientering om fristreglerne i forbindelse med anmodning om genoptagelse af ejendomsværdiskatten m.m. for udenlandske ejendomme efter EF-dommen (Theodor Jäger, C-256/06).

Endvidere blev det meddelt, at SKAT var i færd med at afklare en række forhold i forbindelse med fastsættelsen af ejendomsværdiskat eller lejeværdi af egen bolig for de i udlandet beliggende ejendomme.

SKAT har nu udsendt ny SKM2008.565.SKAT der erstatter den tidligere SKM2008.320.SKAT omkring retningslinier for fastsættelse af ejendomsværdiskat eller lejeværdi af egen bolig for ejendomme i udlandet for indkomståret 1998 og efterfølgende indkomstår.  

Genoptagelse

Det fremgår af SKM2008.565.SKAT, at EF-dommen (Theodor Jäger, C-256/06) har underkendt hidtidig praksis om løbende beskatning af egen ejerbolig i udlandet. Der kan efter anmodning  ske genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på, at få opgjort ejendomsværdiskatten eller lejeværdi af egen bolig for de i udlandet beliggende ejendomme på samme måde som for ejendomme i Danmark.

Det er en forudsætning for genoptagelse med henblik på nedsættelse, at den udenlandske ejendom er eller har været selvangivet.

I forbindelse med en anmodning om genoptagelse skal der indsendes dokumentation for hvornår ejendommen er anskaffet i udlandet og evt. efterfølgende solgt.  Dokumentationsmaterialet vil typisk være et skøde, købsaftale eller evt. andet officielt dokument.

Fristregler

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan der ske genoptagelse af skatteansættelser, hvis anmodningen herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af de pågældende indkomstår.

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den underkendende afgørelse, eller fra og med et indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Da EF-dommen (Theodor Jäger, C-256/06) vedrørte 1998 er der adgang til at kunne anmode om ekstraordinær genoptagelse af beskatningen af udenlandske ejendomme erhvervet efter 1.januar 1998.

SKAT har hermed ikke taget stilling til, om en anmodning om ekstraordinær genoptagelse giver grundlag for en ændring af skatteansættelsen.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk.2, skal anmodningen om genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 27, stk.1 nr. 7, fremsættes inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i § 26.

6-måneders fristen regnes fra offentliggørelsen af denne SKAT-meddelelse på SKATs hjemmeside.

Tilbagebetaling og forrentning

Medfører en eventuel ændret skatteansættelse nedsættelse eller bortfald af restskat eller fremkommer der overskydende skat eller yderligere overskydende skat tilbagebetales beløbet og forrentes efter reglerne i kildeskattelovens § 62 A, stk.  3 og 4. Renterne er skattefri.

Kompetence og klagefrister

Anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT (et skattecenter), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3.

Ved klage over SKATs afgørelse gælder de almindelige klagebestemmelser.

Gyldighed

Meddelelsen træder i kraft og får virkning fra offentliggørelsen.