|
Resumé | Sagen angik om et skattekrav, som de færøske skattemyndigheder, TAKS, inddrev på vegne af daværende SKAT, var forældet, da TAKS foretog udlæg i en fast ejendom på Færøerne. Der var enighed om, at spørgsmålet skulle afgøres efter den danske forældelseslov. Udlægget var foretaget senere end 3 år efter, at forældelsesfristen var begyndt at løbe, og forældelse ville dermed være indtrådt, medmindre forældelsesfristen var afbrudt. TAKS gjorde for Højesteret gældende, at fristen var afbrudt ved skyldners erkendelse af kravet, jf. forældelseslovens § 15. Højesteret udtalte, at det beror på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om en skyld- ner over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde har erkendt sin forpligtelse, og at det afgørende for denne vurdering er, om fordringshaveren på grund af skyldnerens adfærd med føje har fået den opfattelse, at der ikke er tvist om kravet, således at der ikke er rimelig anledning for fordrings- haveren til at foretage retslige skridt. Højesteret fandt, at kærende ved sin underskrift på en formueopgørelse i forbindelse med udlevering af sin hustrus dødsbo til hensidden i uskiftet bo, hvor skattekravet var medtaget i henhold til TAKS’ anmel- delse, havde givet fordringshaver anledning til at antage, at der ikke var nogen tvist om kravet. Højeste- ret henviste desuden til, at der ikke var nogen dokumentation for, at der tidligere var gjort indsigelse mod kravet. På den baggrund fandt Højesteret, at forældelsesfristen var afbrudt med virkning fra kæ- rendes underskrift på formueopgørelsen. Da udlægget var foretaget inden for 3-års fristen fra dette tids- punkt, var kravet ikke forældet. |