Dato for udgivelse
09 Nov 2006 11:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Sep 2006 14:42
SKM-nummer
SKM2006.678.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1853-0324
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fradrag, udgifter, erstatning
Resumé

Et selskab, der havde drevet et diskotek, blev nægtet fradrag for erstatning i anledning af tilskadekomst på et toilet, hvor gulvet var tilsmudset i en sådan grad at det var farligt at færdes på.

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1, afsnit E.A.2.1.3

Klagen skyldes, at skattecenteret har nægtet selskabet fradrag for udgifter til erstatning og sagsomkostninger.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecenteret har nægtet selskabet fradrag for udgifter til erstatning samt sagsomkostninger med i alt 63.615 kr., selvangivet med 63.615 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Generelle oplysninger

Selskabet trådte i solvent likvidation den 11. oktober 2001. Der blev først udarbejdet afsluttende likvidationsregnskab pr. 31. maj 2005, da der var anlagt sag mod selskabet. Forud for likvidationen bestod selskabets aktivitet i drift af et diskotek.

Sagens oplysninger

Selskabet har under andre eksterne omkostninger fratrukket udgifter til erstatningssag med i alt 81.568 kr., hvoraf 17.953 kr. vedrører procesrenter.

Selskabet blev ved dom af 2. april 2004 afsagt af Retten i X dømt til at betale 44.615 kr. i erstatning og sagens omkostninger på 11.000 kr. Af dommens præmisser fremgår blandt andet følgende:

"...

Retten finder, at sagsøgte har bevisbyrden for, at der for sagsøgtes side er ført tilstrækkeligt tilsyn med og renholdelse af toilettet, således at det kunne fremstå på en sådan måde, at der ikke var nogen fare ved normal benyttelse. Da det, således som sagen er forelagt for retten, må henstå uvist, hvem der var manager på stedet den pågældende aften, og hvorledes arbejdet som manager blev udført, og da det efter vidnerne [vidne 1] og [vidne 2] forklaringer må lægges til grund, at gulvet på toilettet var fugtigt og tilsmudset med papir i en sådan grad, at der var farligt at benytte på grund af risikoen for at skride, finder retten ikke, at sagsøgte har godtgjort, at han har gjort tilstrækkeligt for at afværge risikoen for eventuelle uheld, og da der ikke er grundlag for at antage, at sagsøger har accepteret en risiko for at komme til skade ved at benytte toilettet, eller har udvist egen skyld ved at træde over noget affald på gulvet, finder retten, at sagsøgers påstand vil være at tage til følge.

..."

Selskabet indbragte herefter sagen for Østre Landsret, men anken blev hævet den 30. november 2004. Selskabet blev pålagt at betale sagens omkostninger på 8.000 kr.

Skattecenterets afgørelse

Skattecenteret har nægtet selskabet fradrag for erstatning og sagsomkostninger med 63.615 kr.

Skattecenteret har henvist til Ligningsvejledningen, afsnit E.B.3.9, hvoraf det fremgår, at udgifter til erstatninger kan fradrages i det omfang, de kan betegnes som driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, dvs., er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Udgangspunktet for fradrag for erstatningsbeløb er derfor, at de kan fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med drift af erhvervsvirksomhed og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.

Skattecenteret har anført, at udgiften ikke direkte kan henføres til selskabets indtjening, og at udgiften ikke kan betragtes som en driftsomkostning omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.  Den omstændighed, at virksomhedens indtjening kommer fra besøgende gæster bevirker ikke, at erstatningsydelsen som følge af en gæsts tilskadekomst kan anses for et udslag af en med driften normal driftsrisiko. Erstatningen må i stedet anses for et ikke-fradragsberettiget formuetab. 

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om fradrag for erstatning og sagsomkostninger med 63.615 kr.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten anført, at erstatningen og sagsomkostningerne blev afholdt som følge af en gæsts tilskadekomst i restaurationen inden for restaurationens åbningstid, hvorfor udgiften må anses for afholdt i forbindelse med drift af restaurationsvirksomheden. Repræsentanten har desuden anført, at en gæsts besøg på et diskotek vedrører indtægter, som skal medregnes til indkomstopgørelsen.

Repræsentanten har henvist til UfR 1966, 362 og SKM2003.502.LSR.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Udgifter til erstatning kan fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med driften af den pågældende erhvervsvirksomhed og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.

Efter rettens opfattelse kan udgifter til erstatning og sagsomkostninger i det konkrete tilfælde ikke karakteriseres som driftsudgifter, der er normale eller naturlige i forbindelse med driften af et diskotek, da erstatningen blev udredt som følge af en gæsts tilskadekomst, forårsaget af, at gulvet på toilettet var fugtigt og tilsmudset med papir i en sådan grad, at det var farligt at benytte på grund af risikoen for at skride.

Idet udgifterne ikke kan betragtes som et udslag af en normal driftsrisiko, er de ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.