Forældelsesfristens løb kan blive standset med den virkning, at den først begynder at løbe eller løber videre - hvis den allerede er begyndt at løbe - når den hindring, der hjemler suspensionen, er ophørt. Sidstnævnte situation får navnlig praktisk betydning, når skyldneren forsvinder.

I modsætning til afbrydelse medfører suspension således alene, at forældelsen ikke løber, og når suspensionsgrunden ophører, løber forældelsen videre.

Det bevirker, at den tid, der er forløbet, inden skyldneren forsvandt, skal lægges sammen med den tid, der er gået efter, at kreditor atter har fået mulighed for at gøre sin ret gældende.

Indtræder der en suspensionsgrund efter fx. 3 år vil, "forældelsesuret" således stå stille indtil det tidspunkt, hvor suspensionsgrunden ophører, og der er herefter 2 år tilbage, inden kravet forældes.

Det er kun 1908-loven, som indeholder en regel om suspension, hvorimod Danske Lov savner en tilsvarende bestemmelse. Baggrunden er formentlig, at den 20 årige forældelsesfrist i sig selv levner fordringshaveren en meget længere frist til at få sit krav inddrevet, og at kreditor kan afbryde den 20 årige forældelsesfrist blot ved at minde debitor om kravet.

Reglen om suspension af forældelse findes i forældelseslovens § 3, som nævner to af de grunde, der kan hindre eller vanskeliggøre inddrivelse af fordringen. Disse er kreditors utilregnelige uvidenhed om, at han har et krav og kreditors utilregnelige uvidenhed om, hvor skyldneren opholder sig. Disse grunde beskrives nærmere nedenfor under afsnittene F.4.1 og F.4.2.

1908-lovens § 3 anses for at være udtømmende og kan derfor ikke fortolkes udvidende. Det medfører, at andre hindringer for at inddrive kravet, eksempelvis at lovgivningen i det land, hvor debitor opholder sig, gør det umuligt at inddrive fordringen, normalt ikke suspenderer forældelsens løb, jf. TfS 1992, 213 VLD.

Fælles for de to suspensionsgrunde er, at kreditor skal have været i utilregnelig uvidenhed. Hermed menes, at kreditors uvidenhed ikke må skyldes uagtsomhed hos ham selv.