Efter denne bestemmelse kan virksomheder, der driver erhvervsmæssig kursusvirksomhed, som er momspligtig efter § 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., fradrage 25 pct. af momsen af indkøb mv., som vedrører overnatning og bespisning af virksomhedens kursusdeltagere mv.

Det er en betingelse for den delvise fradragsret, at indkøbene står i et rimeligt forhold til de afholdte kurser.

Bestemmelsen gælder indkøb fra og med den 1. september 1995.

Landsskatteretten har i SKM2001.548.LSR truffet afgørelse om, at samtlige udgifter til overnatning og bespisning, der afholdtes af et selskab, der drev kursusvirksomhed fra egne lokaler, var omfattet af den begrænsede momsfradragsret efter momslovens § 42, stk. 3. Kursusvirksomhedens indkøb m.v., som vedrører overnatning og bespisning omfatter således samtlige udgifter herved, herunder udgifter til opførelse og indretning af bygninger, køb af udstyr til værelserne, indretning af køkkenlokaler, køb af driftsmidler til køkkenet samt rengøring af køkken og driftsmidler m.v.

►Skatterådet har i SKM2007.784.SR fundet, at en kursusvirksomhed kan opnå fuldt momsfradrag for omkostninger i tilknytning til overnatning og bespisning af ikke-momspligtige kursusdeltagere og momsfri/momspligtige kursusdeltagere (virksomheder med delvis fradragsret) betinget af, at det viderefakturerede beløb til overnatning og bespisning svarer til de faktiske afholdte udgifter.◄