Inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 fastsætter reglerne for afdragsordninger, der fastsættes af RIM overfor personer. 

Hovedregel

I henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, kan en afdragsordning fastsættes som

• en procentdel af den årlige nettoindkomst. Begrebet nettoindkomst defineres senere i dette afsnit.

Det beløb, som skal afdrages årligt, fastsættes med udgangspunkt i nedenstående tabel, hvis beløbsgrænser for nettoindkomstintervallet reguleres hvert år pr. 1. januar, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 41. Som meddelt i SKM2007.877.SKAT udgør satserne for 2008: 

Det fremgår af § 5, stk. 2, at det månedlige beløb, som skal afdrages, svarer til det i ovennævnte tabel fastsatte årlige afdragsbeløb delt med 12 og afrundet nedad til nærmeste hele eller halve hundrede.

Det fremgår af § 5, stk. 3, at når afdragsordningen er fastsat efter § 5, stk. 1, anses skyldneren normalt for at have overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie.

Nettoindkomstbegrebet

SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.643.SKAT præciseret indholdet af nettoindkomstbegrebet. 

Det fremgår af § 5, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen, at:

Afdragsordninger, der fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden overfor personer, kan fastsættes som en procentdel af den årlige nettoindkomst opgjort som den årlige bruttoindkomst inkl. positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 13, stk. 4, nr. 2 a, SP-bidrag, ATP og skat.

Lønindeholdelsesprocenten kan tilsvarende fastsættes efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, jf. § 8, stk. 4.

Det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 431 af 6. juni 2005 (forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne om inddrivelse af gæld til det offentlige mv.), at:

Det foreslås, at skatteministeren eller den han bemyndiger dertil, kan fastsætte nærmere regler for den praksis med automatiserede forslag til lønindeholdelse, som udarbejdes ud fra objektive kriterier og på baggrund af de foreliggende oplysninger om indkomster mv. og som bygger på en strategi, hvor inddrivelse i høj grad foregår på baggrund af automatiserede procedurer.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om lønindeholdelse på baggrund af skyldnerens nettoindkomst, hvis skyldneren ikke reagerer på et varsel om lønindeholdelse eller giver fyldestgørende oplysninger. De foreliggende oplysninger om indkomst kan være oplysninger fra årsopgørelsen eller oplysninger afgivet i forbindelse med frivillig forskudsregistrering.

Da de foreliggende nettoindkomstoplysninger i visse tilfælde kan være forældet, således at man ikke i alle situationer kan være sikker på, at den pågældende skyldner ikke modtager f.eks. kontanthjælp, vil der også blive anvendt oplysninger fra de såkaldte MIA-indberetninger (månedlige indberetninger af ansatte), for at sikre, at der ikke udsendes lønindeholdelsesvarsel til modtagere af kontanthjælp, fortidspension og folkepension. Dermed sikres det også at svage borgere i denne gruppe, for hvem det kan være vanskeligt at udfylde et budgetskema, ikke uden dyberegående sagsbehandling og evt. kontakt med de sociale myndigheder i den pågældende kommune bliver lønindeholdt.                                

Det kan herefter i henhold til SKM2007.643.SKAT lægges til grund, at fastsættelse af en skyldners nettoindkomst skal ske på baggrund af oplysninger fra årsopgørelsen eller oplysninger afgivet i forbindelse med frivillig forskudsregistrering. Foreligger der flere årsopgørelser for et indkomstår, skal den nyeste årsopgørelse lægges til grund.

Der skal være tale om de beløb, der er beregnet i forbindelse med dannelsen af årsopgørelsen. Man kan således ikke anvende oplysninger om den skat, eller de arbejdsmarkedsbidrag, som arbejdsgiveren har indeholdt. 

Hvis der ikke foreligger en årsopgørelse, f.eks. fordi skyldner er ny på arbejdsmarkedet, kan man dog tage udgangspunkt i de oplysninger om løn, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som arbejdsgiveren har indberettet i COR.

Forsørgerbegrebet

Det fremgår af § 5, stk. 6, at er forældrene ikke samlevende, anses den af forældrene, som børnefamilieydelsen udbetales til, som forsørger.

Anden fastsættelse  af en afdragsordning

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, er hovedreglen for fastsættelser af afdragsordninger. Herudover kan en afdragsordning i henhold til § 5, stk. 3, fastsættes på følgende måde:

• Hvis der ikke foreligger oplysninger om skyldners indkomst på grund af manglende slutligning, eller hvis gældens alder eller størrelse tilsiger det, kan afdragsordning i stedet fastsættes med udgangspunkt i gældens størrelse, jf. § 5, stk. 3, 2. pkt.
• Herudover kan afdragsordningen fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, når særlige forhold taler derfor, jf. § 5, stk. 3, 3. pkt. Særlige forhold er nærmere beskrevet senere i dette afsnit.
• RIM kan endvidere tiltræde forslag til afdragsordninger fra skyldner, når forslaget sikrer afvikling af restancen indenfor rimelig tidshorisont, jf. § 5, stk. 3, 4. pkt.

  Ændring af en afdragsordning

  RIM kan efter § 5, stk. 4, ændre afdragsbeløbet, når skyldners økonomiske forhold ændres.

  Forbehold for tvangsinddrivelse

  Af § 5, stk. 5, fremgår, at en afdragsordning efter stk. 1 eller stk. 3, som overholdes af skyldner ikke er til hinder for, at RIM kan foretage og realisere udlæg, modregning og indtrædelse mv. når der tages forbehold herfor.

   

  Særlige forhold, jf. § 5, stk. 3, 3. pkt.

   

  Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, 3. pkt., at:

   

  En afdragsordning kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, når særlige forhold taler derfor.

   

  SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT meddelt, at en afdragsordning som hovedregel, skal fastsættes efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, det vil sige med udgangspunkt i skyldners nettoindkomst. Kun i de tilfælde, hvor særlige forhold taler derfor, kan SKAT fastsætte afdragsordningen efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6.  

   

  I SKM2006.558.LSR havde et skattecenter fastsat en afdragsordning efter en vurdering af skyldners betalingsevne efter inddrivelsesbekendtgørelsen. Skattecentret havde ikke nærmere begrundet hvorfor afdraget var fastsat efter en betalingsevnevurdering efter bekendtgørelsens § 5, stk. 3 og ikke efter tabellen i § 5, stk. 1, der ville medføre et mindre afdrag. Landsskatteretten udtalte i SKM2006.558.LSR, at det ikke i sig selv kan anses som særlige forhold, at afdrag fastsat efter en betalingsevnevurdering efter kapitel 6 ville være større end afdrag fastsat efter § 5, stk. 1. Der skal derimod være en nærmere begrundelse for, hvorfor en afdragsordning fastsættes efter en betalingsevnevurdering og ikke efter tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Alene den omstændighed, at en skyldner har en højere betalingsevne end det afdrag, der kan fastsættes efter § 5, stk. 1, berettiger ikke RIM til at fastsætte afdraget efter en betalingsevnevurdering. I så fald skulle dette udtrykkeligt være fremgået af bekendtgørelsen.

   

  I SKM2007.617.LSR havde et skattecenter havde skattecenter fastsat en skyldners afdrag efter en betalingsevnevurdering, fordi et afdrag fastsat efter tabellen i § 5, stk. 1, ikke ville sikre en afvikling af gælden inden for rimelig tid. Landsskatteretten udtaler i SKM2007.617.LSR, at efter § 5, stk. 3, 2. punktum, kan en afdragsordning fastsættes med udgangspunkt i gældens størrelse, bl.a. hvis dens størrelse tilsiger det. Efter § 5, stk. 3, 4. punktum, kan RIM endvidere tiltræde et forslag til afvikling af gælden, hvis forslaget sikrer afvikling af restancen inden for en rimelig tidshorisont. Landsskatteretten antager på den baggrund modsætningsvis, at "særlige forhold", der taler for, at et afdrag skal fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end efter tabellen i § 5 stk. 1, ikke kan være gældens størrelse og/eller tidshorisonten for dennes afvikling.

   

  SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT og SKM2007.661.SKAT, meddelt, at der foreligger særlige forhold, som angivet i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, 3. pkt., når

  • Skyldnerens årlige nettoindkomst, opgjort efter bestemmelsen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, ligger over den højeste nettoindkomstgrænse i tabellen.
  • Sociale eller økonomiske forhold i skyldners husstand, f.eks. skyldners ægtefælles indtægtsforhold medfører, at skyldners betalingsevne er væsentlig højere eller væsentlig lavere end hans betalingsevne beregnet ud fra skyldners egen nettoindkomst.
  • En persons faktiske udgifter, f.eks. til husleje, er meget lave, således at personens betalingsevne i realiteten er højere end betalingsevnen i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    En fordringshaver i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, underretter restanceinddrivelsesmyndigheden om væsentlige ændringer i skyldnerens sociale eller økonomiske forhold, eller anmoder restanceinddrivelsesmyndigheden om, at intensivere inddrivelsen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, fordi ændringer i skyldnerens forhold afstedkommer forbedrede økonomiske forhold.

  • Andre forhold, der efter en konkret vurdering og begrundelse opfylder betingelserne for at være særlige forhold.

    De særlige forhold, der skal tale for, at en afdragsordning fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering, skal foreligge på det tidspunkt, hvor RIM beslutter at fastsætte afdragsordningen efter en konkret betalingsevnevurdering.

     

    RIM skal i hver enkelt sag nærmere kunne begrunde, hvilke særlige forhold der berettiger til, at afdragsordningen fastsættes efter en betalingsevnevurdering frem for tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsenms § 5, stk. 1. 

     

    RIM skal i forbindelse med, at en skyldner anmodes om at indsende opæysninger til brug for betalingsevneberegningen efter kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, meddele skyldner, hvilke særlige forhold, der fører til at afdragsordningen skal fastsættes efter en konkret betalingsevneberegning og ikke efter et tabeltræk. Anmodningen skal således angive det eller de konkrete forhold, der begrunder at sagen udtages til betalingsevnevurdering.

     

    I afgørelsen om afdragets størrelse på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering, skal den konkrete begrundelse for, hvilke særlige forhold, der har ført til, at RIM har fastsat afdragsordningen efter reglerne i kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, gentages.

     

    Forhøjelse af afdraget

     

    SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT udtalt, at hvis RIM har fastsat en afdragsordning overfor en skyldner i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og skyldner anmoder om at afdragsordningen fastsættes på baggrund af en betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, bør SKAT foretage en konkret betalingsevnevurdering af skyldner.

    I denne situation kan SKAT fastsætte en afdragsordning hos skyldner med det afdrag, som kan fastsættes på baggrund af den konkrete betalingsevnevurdering, selvom dette afdrag er større end afdraget i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    RIM skal i forbindelse med fremsendelse af budgetskema til skyldner oplyse skyldner om, at "SKAT gør opmærksom på, at hvis vurderingen af dit budget viser, at der kan fastsættes et højere afdrag, vil der blive fastsat en afdragsordning overfor dig med dette højere afdrag. Du vil så modtage en ny afgørelse fra SKAT."

    Landsskatteretten har i SKM2007.617.LSR udtalt, at "særlige forhold", der taler for, at et afdrag skal fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end efter tabellen i § 5 stk. 1, ikke kan være gældens størrelse og/eller tidshorisonten for dennes afvikling. Det følger således modsætningsvis af denne afgørelse, at hvis der foreligger særlige forhold, kan afdraget fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end det beløb som afdraget ville udgøre efter tabeltrækket i § 5, stk. 1.

     

    Skyldnere med lavindkomst

     

    SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.136.SKAT præciseret adgangen til at fastsætte afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse hos modtagere af kontanthjælp og andre, hvis nettoindkomst ligger under den nederste grænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen. Med hensyn til lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og andre henvises der til afsnit I.3.6.1. 

     

    Der er i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, med udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet i en gennemsnitlig kommune efter skat og uden særlige fradrag for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn, fastsat en nedre nettoindkomstgrænse for, hvornår der normalt skal iværksættes inddrivelse.

     

    Den nedre nettoindkomstgrænse, der reguleres hvert år, er for 2007 følgende:

Såfremt en skyldners nettoindkomst ikke overstiger den fastsatte nedre nettoindkomstgrænse, kan der som hovedregel ikke iværksættes inddrivelse overfor en skyldner, hverken i form af en afdragsordning i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller en lønindeholdelse i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 4.

Overstiger nettoindkomsten derimod den nedre nettoindkomstgrænse, fastsætter restanceinddrivelsesmyndigheden på baggrund af de skematiske regler i tabellen en afdragsordning eller en lønindeholdelsesprocent.

Særlige forhold, jf. § 5, stk. 3, 3.pkt. vedr. skyldnere med lavindkomst

Det fremgår af § 5, stk. 3, 3. pkt. i inddrivelsesbekendtgørelsen, at en afdragsordning kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, når særlige forhold taler derfor. SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.136.SKAT udtalt, at særlige forhold i relation til kontanthjælpsmodtagerne m.fl. alene antages at foreligge, hvor

• En persons faktiske udgifter, f.eks. til husleje, er lave eller er lig nul, således at personens betalingsevne i realiteten er højere end betalingsevnen i henhold til de skematiserede regler i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Særlige forhold antages derimod ikke at foreligge, hvor en person ikke opfylder pålagte forpligtelser eller ikke betaler sine faktiske udgifter og derved oparbejder restancer til inddrivelse:

• En person modtager forhøjet kontanthjælp som bidragsforpligtet, men undlader at betale bidraget til det bidragsberettigede barn og oparbejder således en bidragsrestance. Selvom kontanthjælpen er fastsat således, at der må antages at være plads til betaling af bidragsforpligtelsen, foreligger der ikke sådanne særlige forhold ved manglende betaling af forpligtelsen, at det kan begrunde en lønindeholdelse hos den pågældende.
• En person, der modtager kontanthjælp og hvis nettoindkomst er under den nedre grænse i tabellen, betaler ikke sin licens, eller bliver pålagt at betale kontrolafgifter i bus eller tog - måske gentagne gange - fordi den pågældende ikke har en gyldig billet, eller oparbejder på anden måde gæld til det offentlige. Selvom kontanthjælpen er fastsat således, at der må antages at være plads til betaling af licens og transport mv. vil der heller ikke i denne situation foreligge særlige forhold, der kan begrunde en lønindeholdelse hos den pågældende.

   

   

  Afdragsordninger vedrørende bøderDer er i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9 fastsat særlige regler om inddrivelse af visse idømte og vedtagne bøder. Det fremgår således af inddrivelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 2, at hvis skyldners nettoindkomst er mindre end 92.170 kr. (sats for 2008), fastsættes afdragsordninger vedrørende bøder enten under hensynstagen til gældens størrelse eller på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter regler i kapitel 6.