Indledning
1. Lov om visse betalingsmidler (betalingsmiddelloven) er med virkning fra 1. januar 2005 ændret ved lov nr. 459 af 10. juni 2003. Ved ændringen af betalingsmiddellovens § 14, får visse virksomheder adgang til at opkræve gebyr af deres kunder, når kunderne betaler med kort.
2. Skatteministeriet har vurderet den momsmæssige og lønsumsafgiftsmæssige behandling af det nævnte gebyr.
3. Told- og Skattestyrelsen har samtidig revurderet styrelsens afgørelse i TfS 2000, 331.
Momsfritagelse for gebyrindtægter
Gebyr i henhold til betalingsmiddellovens § 14
4. Det er Skatteministeriets opfattelse, at gebyret i henhold til betalingsmiddellovens § 14, må anses for et særskilt vederlag for en momsfri betalingstransaktion omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Gebyret må således anses for et særskilt vederlag for en selvstændig ydelse, som kunden skal betale oveni prisen for den købte vare eller ydelse.
Skatteministeriet finder derfor, at gebyret er momsfrit.
Kreditkortgebyr, jf. TfS 2000, 331
5. Styrelsen har i TfS 2000, 331, truffet afgørelse om, at et kreditkortgebyr skulle medregnes i afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 2. Sagen vedrørte den situation, at et hotel hos sin kunde opkrævede et gebyr svarende til det gebyr, som hotellet skulle betale til kreditkortselskabet, og at hotellet dermed opnåede direkte dækning for denne udgift. Styrelsen fandt, at udgiften ikke kunne anses for et udlæg i kundens navn og for dennes regning, jf. momslovens § 27, stk. 3, nr. 3. Det opkrævede gebyr skulle derimod medregnes i momsgrundlaget efter § 27, stk. 1.
6. Styrelsen har på baggrund af afgørelsen om gebyret efter betalingsmiddellovens § 14 fundet, at gebyrer omfattet af afgørelsen i TfS 2000, 331, fra og med 1. januar 2005 ligeledes må anses for momsfri, jf. pkt. 16 om virkningstidspunktet.
Gebyret opkræves ikke særskilt
7. Hvis virksomheden ikke opkræver et særskilt gebyr for kundens brug af Dankort m.v. som betalingsmiddel, skal virksomhedens udgift til betalingstransaktionen fortsat indgå i momsgrundlaget for den leverede vare eller ydelse, jf. momslovens § 27, stk. 1. Det gebyr, som virksomheden i denne situation selv skal betale til indløseren, jf. betalingsmiddellovens § 14, kan således ikke modregnes i momsgrundlaget for den leverede vare eller ydelse.
Det samme gælder, hvis virksomheden i faktura, på kassebon eller lign. måtte opkræve et gebyr for kundens brug af Dankort mv., men ikke opkræver et samlet vederlag for leveringen, der er større end ved kontant betaling.
Dette følger af principperne i EF-domstolens dom i sag C-18/92, Chaussures Bally SA.
Fradragsret for terminaler mv.
8. Detailhandlere m.fl., der afholder udgifter til terminaler, teknisk udstyr og kommunikationsforbindelser i forbindelse med modtagelse af betalinger, der efter dette cirkulæres punkt 4 og 6 er momsfri, har delvis fradragsret for disse udgifter.
9. Efter EF-Domstolens faste domspraksis, jf. dommene i sagerne C-4/94, BLP Group plc, C-98/98, Midland Bank plc, og C-408/98, Abbey National, har en virksomhed fradragsret for moms på indkøb, der ikke har en direkte og umiddelbar forbindelse til én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, hvis omkostningerne indgår i virksomhedernes generelle udgifter og således i de udgående transaktioners priselementer.
Hvis en virksomhed udfører såvel transaktioner, der giver ret til fradrag, som transaktioner, der ikke giver ret til fradrag, kan virksomheden dog alene foretage delvist fradrag for generalomkostninger.
10. Generalomkostninger, der fuldt ud kan henføres til en klart afgrænset del af virksomheden, hvis omsætning fuldt ud er pålagt moms, må dog anses for at have en direkte og umiddelbar tilknytning til den fuldt momspligtige del af virksomheden, og giver derfor ret til fuldt fradrag.
11. De pågældende udgifter til terminaler, teknisk udstyr og kommunikationsforbindelser kan ikke anses for at have en direkte og umiddelbar forbindelse til en klart afgrænset del af virksomheden, hvis omsætning fuldt ud er pålagt moms, idet virksomheden også har momsfrie gebyrindtægter.
Udgifterne indgår dog i priselementerne for både momsfrie og momspligtige transaktioner.
Når udgifterne anses for også at indgå som priselementer i den momspligtige del af virksomheden, skyldes det, at virksomhedernes gebyrindtægter med en vis modifikation højest kan svare til deres gebyrudgifter, jf. betalingsmiddellovens § 14, stk. 6. Virksomhederne er derfor nødt til at lade udgifterne indgå som priselementer ved fastsættelsen af priserne for de momspligtige udgående transaktioner.
12. Virksomhederne har derfor delvis fradragsret for udgifterne.
13. Hvis den momspligtige omsætning udgør mere end 99 pct. af den samlede omsætning, vil virksomheden dog have fuld fradragsret, jf. Momsvejledning 2004-4, afsnit J.2.1.1.
Lønsumsafgift
14. De momsfrie gebyrindtægter er indtægter ved finansielle transaktioner omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Virksomhederne vil derfor være lønsumsafgiftspligtige af indtægterne.
15. Detailhandelsvirksomheder m.fl., som skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 (metode 4), og som efter pkt. 13 i dette cirkulære har fuld fradragsret for udgifter til terminaler mv., kan dog ansætte lønsumsafgiftsgrundlaget til 0, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4.
Virkningstidspunkt
16. Ændringen af styrelsens afgørelse i TfS 2000, 331, har virkning fra 1. januar 2005.
Der er i forbindelse med praksisændringen tale om, at Told- og Skattestyrelsen inden for lovens rammer har foretaget en ny og anden skønsmæssig vurdering af, om gebyrerne kan anses for vederlag for en selvstændig ydelse.
Ole Kjær
/Else Veggerby