Dato for udgivelse
04 Jul 2001 16:50
SKM-nummer
SKM2001.249.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/00-4357-00664
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skattefri aktieombytning, majoritetskravet, aktionæroverenskomst
Resumé

Der blev ansøgt om tilladelse til skattefri aktieombytning på vegne af en aktionær, der ejede 51 % af kapitalen og stemmerne i et holdingselskab. Betingelserne i ABL § 13, stk. 1, jf. stk. 2 var opfyldt og Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at den formelle majoritet, som holdingselskabet opnåede ved ombytningen blev udhulet af en indgået anpartshaveroverenskomst.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 13
Ligningsvejledningen 1999 S.G.17

Der blev ansøgt om tilladelse til skattefri aktieombytning på vegne af en aktionær, der ejede 51 % af kapitalen og stemmerne i et holdingselskab. Betingelserne i ABL § 13, stk. 1, jf. stk. 2 var opfyldt og Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at den ved ombytningen opnåede majoritet blev udhulet af en indgået anpartshaveroverenskomst. Holdingselskabet fandtes ved ombytningen at opnå såvel formel som reel majoritet.

Der blev ansøgt om tilladelse til skattefri aktieombytning i henhold til ABL § 13, stk. 1, jf. stk. 2, idet en aktionær A ønskede at ombytte sine aktier i et holdingselskab H med aktier i et nystiftet holdingselskab. A ejede 51 % af kapitalen henholdsvis stemmerne i H, der var stiftet ved en skattefri aktieombytning i 1997. De objektive betingelser i ABL § 13, stk. 1, jf. stk. 2 var opfyldt og ansøgerens begrundelse for ønsket om at foretage en skattefri aktieombytning, fandtes endvidere at være forretningsmæssig; ansøgeren ønskede således, at det nystiftede selskab skulle modtage udbytte og disponere over disse midler uden hensyntagen til, hvorledes med-anpartshaveren i det eksisterende holdingselskab H ønskede at disponere sin andel af udbyttet. Endvidere overvejede A at investere fremtidig fri likviditet i andre virksomheder, hvilket skulle ske via det nye selskab.

Det nystiftede holdingselskab ville ved ombytningen opnå majoriteten, idet selskabet ville opnå 51 % af stemmerne i H.

Det blev i sagen oplyst, at der mellem A og med-anpartshaveren var indgået anpartshaveroverenskomst, som skulle videreføres mellem det nye holdingselskab og med-anpartshaveren. Det fremgik af anpartshaveroverenskomsten, at en række beslutninger i H alene kunne træffes, hvis der var enighed i direktionen og blandt samtlige anpartshavere. H havde ingen bestyrelse og selskabets direktion udgjordes af de to anpartshavere.

Ifølge Told- og Skattestyrelsen er der i alle de nævnte bestemmelser - undtagen én - ikke tale om beslutninger, der ifølge anpartsselskabsloven er henlagt til generalforsamlingen, men derimod beslutninger, der kan træffes af et selskabs bestyrelse eller direktion. Denne bestemmelse i overenskomsten fandtes således ikke at indskrænke det nye holdingselskabs majoritet, idet stemmemajoriteten på 51 % kunne gøres fuldt ud gældende af det nye holdingselskab på en generalforsamling.

En enkelt bestemmelse i overenskomsten krævede enighed i direktionen og blandt samtlige anpartshavere om "mere vidtgående beslutninger i øvrigt, herunder væsentlige ændringer i selskabets karakter, ikke-lovpåbudte vedtægtsændringer, fusion af selskabet med et eller flere selskaber, opløsning eller spaltning af selskabet, udvidelse eller nedsættelse af selskabets anpartskapital, hvor pligt dertil ikke følger af lovgivningens regler eller lignende".

Disse beslutninger fandtes at være beslutninger, der ifølge selskabslovgivningen skal træffes på generalforsamlingen med mindst 2/3-flertal. Da ingen af de to anpartshavere havde 2/3-flertal i kraft af deres formelle stemmerettigheder fandtes det i sagen at være uden betydning, hvorvidt de pågældende beslutninger skulle træffes med 2/3-flertal eller ved enstemmighed.

Efter en samlet vurdering fandt styrelsen ikke, at bestemmelserne i anpartshaveroverenskomsten fratog det nye holdingselskab den stemmemajoritet (51 %), som selskabet opnåede ved ombytningen.

Der blev således givet tilladelse til skattefri aktieombytning, idet de objektive betingelser i ABL § 13, stk. 1, jf. stk. 2 fandtes opfyldt og idet den ved ombytningen opnåede majoritet ikke fandtes at blive udhulet på grund af bestemmelserne i anpartshaveroverenskomsten.

Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at majoritetskravet i ABL § 13, stk. 2 kunne udstrækkes til at gælde ud over simpelt flertal.