Parter:
         K1 og
K2
         (advokat A1)
         
         
mod
         Skatteministeriet
         (Kammeradvokaten)
         
      
 
      
      
      
      Tidligere instans:
      
      Vestre Landsrets dom af 25. november 1999
      
      
      Afsagt af dommerne:
      
      5 dommere
      
      
      
      
      
      
      Parternes påstande
      
      Appellanterne, K1 og K2, har frafaldet deres principale påstand og
         har alene påstået deres skatteansættelser for indkomståret 1994 hjemvist til fornyet behandling ved
         ligningsmyndighederne.
     
      
      Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt følgende påstand:
      
      Skatteministeriet anerkender, at K1s og K2s kapitalindkomst for
         indkomståret 1994 nedsættes med henholdsvis 6.326 kr. og 6.505 kr.
     
      
      Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
      
      
      
      Begrundelse og konklusion
      
      Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at de anparter, som appellanterne
         erhvervede den 1. september 1994, også skattemæssigt må anses for erhvervet på dette tidspunkt,
         og at de anparter, som de nytegnede den 30. september 1994, skal anses for erhvervet samtidig
         med moderanparterne og derfor fordeles forholdsmæssigt som sket ved landsskatterettens
         kendelser.
     
      
      Appellanternes tab på anparter ejet under tre år udgør herefter de beløb, som fremgår af
         landsskatterettens kendelser.
     
      
      Tabet vedrørende appellanternes beholdninger af anparter med en ejertid over tre år udgør
         forskellen mellem disse beholdningers andel af henholdsvis afståelsessummen og den efter
         gennemsnitsmetoden beregnede anskaffelsessum. Da anparterne var værdiløse den 19. maj 1993,
         er tabet vedrørende appellanternes beholdninger på dette tidspunkt ikke fradragsberettiget, jf.
         overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993. Det
         fradragsberettigede tab udgør derfor alene den del af det samlede tab, som svarer til forholdet
         mellem de i 1994 nominelt nytegnede anparter, der indgår i beholdningen med ejertid over tre år, og
         den samlede beholdning med ejertid over tre år. Dette tab udgør de beløb, som Skatteministeriet
         anerkender fradragsret for.
     
      
      Herefter stadfæster Højesteret dommen med den ændring, som følger af Skatteministeriets
         påstand.
     
      
      
      Thi kendes for ret:
      
      Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at indstævnte, Skatteministeriet, skal
         anerkende, at kapitalindkomsten for indkomståret 1994 for appellanterne, K1 og K2, nedsættes med henholdsvis 6.326 kr. og 6.505 kr.
     
      
      I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanterne en for begge og begge for en betale
         30.000 kr. til indstævnte.
     
      
      De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms
         afsigelse.