Afsagt af dommerne:

3 dommere

Sagen angår

Landsskatteretten afsagde den 22. juli 1999 følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, A ApS:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1996

Ikke godkendt fradrag for afholdte sags- og advokatomkostninger 49.968 kr.

Det er oplyst, at det klagende selskab (herefter selskabet) i perioden januar 1991 - marts 1991 drev virksomhed med oprensning af bejdset såsæd til foder. Selskabet havde ikke godkendelse hertil efter miljøbeskyttelsesloven og i februar 1991 nedlage kommunen påbud om standsning af driften. I 1993 vedtog selskabet en bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Efterfølgende anlagde selskabet sag mod kommunen ved domstolene, idet selskabet fandt, at kommunen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med nedlæggelse af forbudet, herunder ved udtalelser om sagen til pressen. Selskabet nedlagde påstand om erstatning på 725.498,80 kr. for mistede indtægter og erstatning på 940.000 kr. for tabt goodwill. Tabet af goodwill var opgjort som 60 % af gennemsnittet af nettosalget i 1990-1992. Sagen blev afsluttet ved landsretten i 1996 med frifindelse af kommunen.

Det er endvidere oplyst, at selskabet i forbindelse med retssagen har afholdt sags- og advokatomkostninger på i alt 88.535 kr., hvilke udgifter selskabet har udgiftsført i regnskabet for indkomståret 1996 og ved selvangivelsen har fratrukket med 100 %.

De stedlige myndigheder har nægtet fradrag for den del af de selvangivne sags- og advokatomkostninger, der kan henføres til tabet af goodwill. Denne del af udgifterne er af myndighederne opgjort til 49.968 kr., hvilket beløb myndighederne således har nægtet fradrag for.

Til støtte for afgørelsen har myndighederne bl.a. henvist til, at det af selskabet rejste erstatningskrav vedrører goodwill i perioden 1990 - 1992, at afståelse af goodwill i denne periode var skattefri, at erstatning skal behandles som det tab, erstatningen dækker, hvorfor den omhandlede erstatning skal behandles efter de for perioden 1990 - 1992 gældende regler for goodwill, at erstatning derfor også ville have været skattefri, og at der derfor ikke kan godkendes fradrag for den del af sags- og advokatomkostningerne, der kan henføres hertil.

Selskabets revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der sker ansættelse i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har selskabets revisor i første række gjort gældende, at der i den konkrete sag ikke er indgået nogen aftale om afståelse af goodwill, men at krav på betaling herfor først ville have været erhvervet i 1996 ved domstolenes tilkendelse af erstatning, at de af myndighederne påberåbte regler om skattefri fortjeneste vedrørende goodwill, der afstås i henhold til aftale indgået før 19. maj 1993 derfor ikke finder anvendelse, at erstatningen, om tilkendt, derfor ville have været skattepligtig, og at sags- og advokatomkostningerne derfor er fradragsberettigede. Selskabets revisor har herved samtidig henvist til Højesterets afgørelse af 20. juni 1998, refereret i TfS 1998.587. I anden række har selskabets revisor gjort gældende, at samtlige advokatudgifter er fradragsberettiget, da disse er afholdt for at sikre og vedligeholde indkomsten i selskabets virksomhed, og som følge deraf er fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen, jf. TfS 1988.321 og ligningsvejledningen E.B.5.5.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten bemærker, at sags- og advokatomkostninger kan fradrages, såfremt disse vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, eller afholdelsen af udgifter, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Såfremt bistanden vedrører rene formuedispositioner eller formuesfæren/indtægtskilden, kan udgifterne ikke fradrages.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan godkendes fradrag for de omhandlede sags- og advokatomkostninger. Retten har herved henset til, at udgifterne ikke kan anses at vedrøre virksomhedens løbende drift, men derimod beskyttelse af formuesfæren, og de kan følgelig ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor."

Det er for landsretten oplyst, at det påbud, der blev nedlagt mod sagsøgerens virksomhed, blev nedlagt af X Amtskommune den 4. marts 1991, og at det var X Amtskommune, der blev sagsøgt ved den erstatningssag, som sagsomkostningerne angår. Det er endvidere oplyst, at den del af sagsomkostningerne, der af myndighederne er henført til kravet om tab af goodwill, er opgjort som en forholdsmæssig del af de samlede sagsomkostninger, og at der ikke mellem parterne er uenighed om opgørelsen.

Parternes påstande

Sagsøgeren har under denne sag, der er anlagt den 21. september 1999, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgeren i indkomståret 1996 kan fradrage afholdte sags- og advokatomkostninger med i alt 88.535 kr. vedrørende retssag om erstatning for goodwill m.v.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at der er fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for de afholdte sagsomkostninger vedrørende erstatning for goodwill, da omkostningerne ikke vedrører en ren formuedisposition, men derimod vedrører sikring af indkomsten. Retssagen blev ikke ført for at erhverve goodwill, men for at bevare goodwill, idet det var væsentligt for at sikre fremtidig indkomst i virksomheden, at det over for kunderne blev gjort klart, at påbudet om lukning havde været uberettiget. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der er fradragsret, fordi erstatningen, hvis den var opnået, ville have været skattepligtig indkomst.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, til at indrømme sagsøgeren fradrag for den del af sagsomkostningerne, som angik påstanden om erstatning for tab af goodwill. De afholdte udgifter havde ikke den for driftsomkostningsfradrag fornødne direkte og kvalificerede tilknytning til sagsøgers løbende indkomsterhvervelse, men angik derimod i det hele beskyttelse af selve indkomstkilden, hvorfor der ikke er hjemmel til fradrag. Goodwill er i skatteretlig henseende et formuegode, idet goodwill efter fast retspraksis anses som knyttet til afståelse af oparbejdet kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende, oparbejdet goodwill er således ikke knyttet til den løbende indkomsterhvervelse, men vedrører derimod selve indtægtskilden.

Det er ikke godtgjort, at sagen, der blev anlagt som en erstatningssag efter, at fortsat drift var bragt til ophør ved det nedlagte forbud, blev anlagt for at sikre fortsat konkurrenceevne eller indkomsterhvervelse. Reglerne uden for statsskatteloven om beskatning ved afståelse af goodwill er uden betydning i nærværende sag, som udelukkende vedrører spørgsmålet, om der er hjemmel til driftsomkostningsfradrag efter statsskatteloven for de afholdte sagsomkostninger. Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at eventuelt erstatningskrav for tab af goodwill ville have været skattefrit efter de regler, der var gældende, da påbudet om virksomhedens ophør blev givet i marts 1991, og som følge heraf er sagsomkostningerne ikke fradragsberettigede.

Begrundelse og konklusion

Den erstatningssag, sagsomkostningerne vedrører, blev anlagt efter, at den virksomhed, sagsøgeren drev, var bragt til ophør ved det nedlagte påbud, og det er ikke godtgjort, at sagen uanset dette blev anlagt for at sikre fortsat indkomsterhvervelse. Herefter og i øvrigt af de grunde, landsskatteretten har anført, tager landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A ApS, skal til sagsøgte betale sagens omkostninger med 10.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.